Folketingets Socialudvalg Dato: 29. april 2005 Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af den 14. april 2005  følger  hermed  -  i  5  eksemplarer  -  socialministerens  svar  på spørgsmål nr.  158 ad L 38 Spørgsmål nr.  158 ad L 38: ” Ministeren bedes kommentere henvendelsen fra De Samvirkende Invalide- organisationer, jf. L 38 - bilag 18.” Svar: DSI fremfører i deres henvendelse en række forslag og ønsker til forbedrin- ger af lovforslag om udmøntning af aftalen om strukturreformen: VISO 1. VISO’s dimensionering skal være dækkende. Det er jeg helt enig i, og jeg mener, at vi har fundet den rigtige dimensione- ring. 2. VISO skal have en bestyrelse med reel indflydelse. VISO må ikke gøres til en statslig styrelse VISO vil blive organiseret med en mindre central enhed på ca. 50 årsværk, en  vidensdel  på  ca.  100  årsværk  samt  et  netværk  på  ca.  250  årsværk,  hvor specialisterne  er  placeret  decentralt,  idet  de  er  ansat  i  kommuner,  regioner eller i private tilbud. Netværket fastholdes således som en del af det komm u- nale/regionale tilbud, dvs. forbliver lokalt i de tilbud, hvor de i øvrigt arbej- der. Det er kun den centrale enhed, som vil blive organiseret som en styrelse. Styrelsen skal bl.a.: Sikre én indgang til overblik over VISO’s funktioner, den eksist e- rende viden - hvem der laver hvad, og hvor man skal henvende sig Sikre en koordineret vidensopbygning, -udvikling og grundlag for bestyrelsens vurdering af dimensioneringen inden for den samlede ramme Have  overblik  over  den  kommunale  og  regionale  rådgivningsstru k- tur Departementet Holmens Kanal 22 1060 København K Tlf. 3392 9300 Fax. 3393 2518 E-mail [email protected] Jet, jhk J.nr. 601-31

2 Kunne   foretage  en  faglig  vurdering  som  grundlag  for  at  henvise kommuner, institutioner/botilbud og borgere til den rigtige viden og rå dgivning Sikre  overblik  over  og  samarbejde  med  netværk  i  øvrige  sektorer, herunder arbejdsmarkedssektoren og sundhedssektoren. Være sekretariat for den faglige bestyrelse for VISO Styrelsen skal tillige indgå kontrakter mellem VISO og de kom muner, regio- ner  og  private tilbud,  hvor  netværket,  dvs.  viden og  ekspertise  om  de  mest specielle  og  komplicerede  enkeltsager,  befinder  sig,  således  at  VISO  kan henvise kommuner og borgere hertil. Netværket vil blive sammensat, så der er en ekspertviden på   hele det sociale områ de, herunder også de forskellige mindre handicapområder. At  VISO  bliver  oprettet  som  en  styrelse  betyder,  at  jeg  som  socialminister har det overordnede ansvar, og at styrelsens direktør er ansvarlig for styrel- sens virksomhed. For at jeg kan leve op til mit overordnede ansvar er det meget vigtigt, at der er  en  faglige  bestyrelse,  der.  løbende  kan  følge  udviklingen i  behovene  for specialrådgivning,  løbende  vurdere  dimensioneringen  af  indsatsområde  rne og løbende evaluere VISO’s virksomhed. Den faglige bestyrelse skal derud- over drøfte vidensopsamling om den løbende udvikling i behovene for spe- cialrådgivning og i den indsats, der leveres fra VISO, ligesom det vil være en vigtig opgave for bestyrelsen at pege på eve ntuelle behov for at tilknytte nye specialer til VISO’s netværk, som kan dække nye opståede b ehov. 3. Borgerne skal frit kunne henvende sig til VISO både for at få specialrå    d- givning og udredning Udredning  er  –  modsat  specialrådgivning   –  et  egentligt  sagsforberedende skridt  i  den  kommunale  sagsbehandling.  Udredning  danner  grundlaget  for den  kommunale  myndigheds  beslutning  om  valg  af  indsats.  Det  er  derfor vigtigt,  at  der  er  tæt  dialog  mellem  kommunen,  som  beslutter,  og  den  der udreder. I modsat fald risikerer borgeren at gennemgå e n udredningsproces, der ikke anvendes til noget. Borgere vil kunne henvende sig direkte til VISO om specialrådgivning, men i  langt  de  fleste  tilfælde  er  det  mest  hensigtsmæssigt  for  borgeren,  at  hen- vendelsen går  via kommunen for at sikre en dialog mellem borger, den an- svarlige myndighed (kommunen) og den rådgivende i nstans (VISO). Ligesom  i  dag  er  det  også  efter  kommunalreformen  kommunen,  som  har ansvaret  for  at  yde  udredning  til  dens  borgere.  Dette  ansvar  tydeliggøres efter  kommunalreformen  af,  at  der  fremover  kun  er  én  myndighed,  nemlig kommunen, som har det fulde myndigheds- og finansieringsansvar i forhold

3 til borgerne. Kommunen kan søge hjælp til sin udredning hos andre kommu- ner, hos private eller i regionale tilbud samt for så vidt angår   de få mest  spe- cialiserede  og  komplicerede  sager,  hvor  den  fornødne  ekspertise  ikke  kan forventes  at  være  til  stede  i  den  enkelte  kommune  eller  i  regionens  tilbud, hos VISO. Udgangspunktet er at fastholde princippet om kun én myndighed, og at  hen- visning  til  udredning  i  VISO  sker  gennem  kommunen.  Det  er  kommunen, som  træffer  afgørelse  om  de  tilbud,  borgeren  skal  have,  og  især  når  der  er tale om meget komplicerede og specialiserede sager, er det vigtigt, at borger og kommune så hurtigt som  muligt  er  i dialog om  mulighed erne for hjælp. På  ba ggrund  af  en  udredning  af  sagen  træffer  kommunen  afgørelse  om  de ydelser, borgeren skal have. Såfremt kommunen mener at have brug for det, kan  den  henvise  borgeren  til  en  vejledende  udredning  hos  VISO,  ligesom borgeren selv kan bede om det. Det er således det mest hensigtsmæssige  for borgeren, at henvendelsen går via kommunen , dels for at sikre en hurtig dia- log  mellem  kommune  og  borger  dels for  at  sikre  en dialog  mellem  borger, den ansvarlige myndighed (kommunen) og den rådgivende insta ns (VISO). Et  kommunalt afslag  på  udredning i VISO vil kunne indbringes for det s o- ciale nævn. De regionale udviklingsråd 4.  De  regionale  udviklingsråd  etableres så  hurtigt  som  muligt  og  gerne  s   e- nest den 1. oktober 2005 Der eksisterer allerede i dag udviklingsråd , som skal redegøre for udviklin- gen på det grundtakstbelagte område i amtet af hensyn til overvågningen af grundtakstreformen. Disse udviklingsråd fortsætter til udgangen af 2006. Hertil kommer, at det ikke vil være muligt at udpege kommunale og regiona- le repræsentanter allerede i  2005,  ligesom de kommende statsforvaltninger, som  skal  tage  initiativ  til  nedsættelse  af  udviklingsrådene  og   efterfølgende sekretariatsbetjene rå dene først eksisterer fra 1. januar 2007. 5. De regionale udviklingsråd sk al have høringsret på rammeaftaler De regionale udviklingsråd skal følge og drøfte udviklingen på servicelovens område samt specialundervisningsområdet. Overvågningen sker ved, at kommunalbestyrelserne og regionsrådet er forpligtet til i en 4 -årig ove r- gangsperiode at sende en årlig redegørelse om udviklingen på det sociale område samt på specialundervisningsområdet til udviklingsrådet.     Udvik- lingsrådet kan inddrage den gældende rammeaftale og eventuelt ko mmentere den. Herigennem får udviklingsrådet mulighed   for at vurdere den forelig- gende rammeaftale og gennem sine bemærkninger påvirke den kommende rammeaftale.

4 Rammeaftale 6. Etablering af en formel mæglingsinstans ved uenighed om rammeaftaler mellem regioner og kommuner og fastlagte retningslinjer for beslutninger om flytning af opgaver fra amter/regioner til kommuner Regionrådet har en leverandørpligt i forhold til kommunerne, og omfanget af denne pligt fastlægges  på baggrund af år  lige redegørelser fra kommunalbe- styrelserne  i  regionen.  Derfor  har  alle  parter  en  stærk  interesse  i  at  opnå enighed om en aftale. Regionen er som leverandør interesseret i at sælge sine ydelser, og kommunerne er interesserede i at købe, da de i modsat fald selv står  med  ansvaret  for  at  oprette  et  tilbud,  der  modsvarer  borgerens  be hov eller købe det hos andre leverandører, såfremt disse findes . Det  fremgår  af  lovforslaget,  at  det  alene  er  kommunalbestyrelsens  beslu t- ning, om den vil overtage  et  amtskommunalt/regionalt tilbud. Overtagelsen af  tilbud  skal  drøftes  i  forbindelse  med  de  årlige  rammeaftaler,  hvor  alle kommuner og regionen har mulighed for at drøfte konsekvenserne af overta- gelsen, herunder at beliggenhedskommunen skal sørge for forsyningssikker- heden for andre kommuner. Såfremt der ønskes et mere overordnet perspe k- tiv på en  kommunal overtagelse, kan enhver kommunalbestyrelse i regionen anmode om, at spørgsmålet om en kommunal overtagelse tages op i kontak t- udvalget, således at alle aspekter af overtagelsen belyses. Der er derfor efter min vurdering ikke behov for en mæglingsinstans. Finansiering 7. En gensidig kommunal forsikringsordning, der sikrer et objektivt finansie- ret  grundbeløb  til  udvikling  og  akutpladser,  aflastningspladser,  specialrå d- givning mv. på det regionale niveau. En gensidig kommunal forsikringsordning vil stride imod kommunalrefor- mens principper om at fastholde et entydigt myndigheds-, finansierings- og forsyningsansvar i kommunerne. Derfor skal udgifter til ovennævnte ydelser indregnes i taksterne for regionens tilbud, ligesom de vil skulle indregnes i taksterne for private tilbud. Omfang, indhold og takstfastsættelsen af ydel- serne fastlægges i den årlige rammeaftale mellem kommunalbestyrelserne og regionsrådet 8. Grænsen for forsikringsordningen/medfinansieringen af økonomisk tunge enkeltsager sænkes væsentligt fra det foreslåede niveau på 800.000 kr. og medfinansiering fra staten fastsættes med 50% som eneste refusionssats. Jeg er ikke enig i forslaget. Refusionsgrænserne for den årlige udgift er fas t- sat ud fra, at refusionsordningen skal afspejle det forhold, at kommunerne vil være  mere  økonomisk  bæredygtige  end  under  den  nuværende  grundtakst- ordning.  Grænsen  på  800.000  kr.  i  2010  svarer  cirka  til  det  dobbelte  af grundtaksten for døgnophold i dag.

5 Selve fastlæggelsen af grænserne er en vurdering af den mest hensigtsmæs- sige balance mellem individuelt ansvar og udgiftsudlignende solidaritet. Men vurderingen er foretaget på grundlag af, hvor mange meget dyre sager der er, og erfaringer baseret på grundtakstsystemet tilpasset den større økonom iske bæredygtighed i de nye store kommuner. Heri har bl.a. indgået Amtsrådsfo  r- eningens grundtakstanalyse fra maj 2004 og en mindre stikprøveundersøgel- se blandt kommunerne gennemført af Socialministeriet. Der skal desuden gøres opmærksom på, at den endelige fastlæggelse  af refu- sionsordningen sker i tilknytning til fastlæggelsen af ændringer i tilskuds- og udligningssystemet. Dette fremgår af lovbemærkningerne. Institutioner 9. Udviklingsplaner for botilbud/institutioner med mindre end 100 pladser Begrundelsen for kravet om  udviklingsplaner for meget store botilbud med over 100 pladser er, at der i realiteten er tale om gamle særforsorgsinstitutio- ner, som i særligt omfang vil kunne have brug for udvikling og fornyelse. Denne begrundelse gør sig ikke gældende for øvrige institutioner og tilbud. Jeg mener derfor ikke, at der skal fastsættes bestemmelse om udviklingspla- ner for botilbud/institutioner med mindre end 100 pladser. Men kommunal- bestyrelser  og  regionsråd   har  naturligvis  ansvar  for,  at  der  sker  en  løbende udvikling af tilbuddene, så de modsvarer borgernes behov.  Det gælder så vel i forhold til udvikling i behovene hos allerede optagne borgere som i forhold til evt. helt nye typer af behov, der fordrer udvikling af nye tilbud. Her kan de  regionale tilbud og  kommunerne  samarbejde  med  VISO.  Rammerne  for regionsrådets udviklingsansvar fastlægges i de årlige ramm  eaftaler. Eva Kjer Hansen /Aksel Meyer