Indenrigs- og Sundhedsministeriet Den 24. februar 2005 Høringsnotat til Sundhedsudvalget Forslag til sundhedsloven Bemærkninger til lovforslaget Stort set  alle  høringssvar  udtrykker  tilfredshed  med  lovforslaget  og  dets overordne de intentioner, herunder tilfredshed med: samlingen af sundhedslovgivningen i én lov, oprettelsen af 5 regioner med ansvar for sygehus- og praksissektoren, samlingen af flere opgaver i nye, større kommuner, fokus på forebyggelse og sundhedsfremme, en styrket central koordinering, fokus på kvalitetsudvikling og IT, og forpligtende samarbejdsbestemmelser. På en række områder fremsættes også ønsker til ændringer og præciseringer af lo   v- forslaget. I det følgende foretages en tværgående gennemgang af de politisk   centrale forslag til æ ndringer af lovforslaget, som er fremkommet i høringssvarene. Der er her navnlig taget udgangspunkt i de høringssvar, som vedrører gennemføre   lse af kommunalreformen. Det skal bemærkes, at ud over de punkter, der omtales i det følg  ende, er der - på bag- grund af høringsrunden og ministeriets egen kvalitetssikring af lovforslaget  mv. - indar- bejdet en række mere tekniske, herunder lovtekniske ændringer i   lovforslaget. Forslag til sundhedsloven Generelt om bruger-/patientindflydelse Der er i en del høringssvar foreslået, at brugerne sikres større indflydelse i sundhed  s- væsenet. Det er videre foreslået, at der i sundhedsloven sker en formalisering af pat i- entindflydelsen på de forskellige administrative niveauer. Kommentar: Det er et væsentligt led i det løbende kvalitetsudviklingsarbejde i regionerne og ko m- munerne at gennemføre bruger  -/patienttilfredshedsundersøgelser og lign   samt  inddra- ge  relevante  bruger-/patient-organisationer,  inden  der  gennemføres  væsentlige  æ n- dringer  i  tilrettelæ   ggelsen  af  sundhedstilbud  efter  sundhedsloven.  Jf.  i  øvrigt  afsni  ttet om sundhedsplanlæ   gning og samarbejde.

2 Forslagene har givet anledning til, at det i lovforslagets § 4 er præciseret, at r   egioner og kommuner i et samspil med de statslige myndigheder og i dialog med brugerne skal sikre  en  stadig  udvikling  af  kvaliteten  og  en  effektiv  ressourceudnyttelse  i  sundheds- væs   enet. Generelt om sammenhæng i psykiatr   ien En del høringssvar peger  på vigtigheden af at sikre sammenhæng i indsatsen for psy- kisk syge. Det anføres bl.a. i den forbindelse, at taksten for kommunernes bet aling for færdigbehandlede psykiatriske patienter er for lav i forhold til komm unernes udgifter til pladser på kommunale boinstitutioner. Det efterlyses, at der i lovforslaget sker en afkla- ring af begrebet ”behandlende psykiatri” for at fastslå, at der ikke lægges op til en in d- skrænkning i de opgaver, som i dag varetages af de psykiatr iske afdelinger, og for at bidrage  til  at  afklare  tvivlsspørg smål  om  grænsedragningen  mellem  kommuners  og regionernes kompetence. ARF har også foreslået, at amternes modtagepligt i forhold til bl.a.  domfældte   mv.  kommer  til  at  fremgå  i  lovbestemmelser  eller  bemærkningerne hertil. Kommentar: På baggrund af de fremsatte bemærkninger er følgende   præciseret    i lovforslagets al- mindelige bemærkninger: ”Ansvaret for at behandle patienter med sindslidelse lægges med kommunalreformen i regionerne sammen med ansvaret for den øvrige del af det behandlende sundhedsv  æ- sen.  Ansvaret for  den  sociale  indsats  for sindslidende  samles  i  kommunen.  Hidtil  har den sociale indsats for sindslidende været delt mellem amt og kommune. Med komm   u- nalreformen  reduceres  dermed  antallet  af  overgange  og  risikoen  for  brud  i  det  sam- menhængende behandlings   - og rehabiliteringsforløb for sindslidende. Med  kommunalreformen  bliver  det  obligatorisk  for  kommuner  og  regioner  at  indgå sundhedsaftaler om indsatsen for sindslidende netop med det formål at sikre samor d- ning og sammenhæng om patientforløb, som går på tværs af to myndighedsniveauer. Der  gennemføre  s  ikke  med  lovforslaget  en  indskrænkning  i  de  aktiviteter,  som  i  dag varetages af de psykiatriske afdelinger, herunder distriktspsykiatrien. Den behandlende psykiatri omfatter derfor som hidtil stationær og ambulant behandling, distriktspsykiatri, opsøgend  e psykoseteams og andre udgående/opsøgende psykiatriske teams, kons   u- lentbistand  til  kommuner,  informationsarbejde  overfor  patienter  og  pår ø  rende  osv.  På samme måde som det hidtil har været et amtskommunalt ansvar, vil det blive regione r- nes ansvar at videreudvikle behandlingstilbudene til sindslidende, ligesom det vil blive et  regionalt  ansvar  at  videreudvikle  behandlingstilbud  til  andre  patienter.  Amternes modtagepligt for domfældte sindslidende følger af lov  om statshospitalernes overføre  l- se til amtskommunerne. Der sker ikke med sundhedsloven ændringer i ansvaret for at modtage  og  behandle  domfældte  sindslidende,  som  således  videreføres  af  regione r- ne.” Med lovforslaget bliver det obligatorisk for regionerne at opkræve betaling fra komm   u- nerne for færdigbeha   ndlede patienter, herunder psykiatriske patienter, som f.eks. ven- ter på en plads på en kommunal boinstitution. Den obligatoriske betaling for færdigb e- handlede  patienter  vil  øge  kommunernes  økonomiske  incitament  til  at  hjemtage  fæ r- digbehandlede  patienter.  Blandt  andet  med  baggrund  i  de  fremsatte  bemærkninger ændres betalingen for færdigbehandlede patienter, således at der alene fastsættes én

3 takst for gruppen af færdigbehandlede patienter. Denne takst fastsættes med baggrund i den nugældende høje takst for f ærdigbehandlede patienter på 67 år eller derover. Generelt om centralisering Hovedparten af høringssvarene  udtrykker generelt tilfredshed med og enighed i beho- vet for en styrket central sundhedsfaglig rådgivning og for en øget central koordinering på  sundhedsområdet  af  hensyn  til  f.eks.  udviklingen  inden  for  kvalitet  og  IT.  En  del hø ringssvar kritiserer dog reformen generelt men også sundhedsloven for gennem et stort  antal  bemyndigelsesbestemmelser  at  centralisere  beslutningskompetencen  hos ministeren og Sundhedsstyrelsen. Kommentar: Generelt rummer reformen både decentralisering og centralisering. På sundhedsomr   å- det kombineres decentraliseringen (nye, stærke regioner og stærkere kommuner med et større sundhedsansvar) med en større central koordinering     og styring –  som anbefa- let  af  f.eks.  Strukturkommissionen  og  som  også   er  modtaget  positivt  i  de  fleste  hø- ringssvar.  Med  hensyn  til  bemyndigelserne  er  der  med  sundhedsloven  hovedsageligt tale om videreførelse af sundhedslovgivningens eksisterende bemyndigel  ser. Der er i bemærkningerne til de enkelte nye bemyndigelser angivet, hvorledes ministerbemynd   i- gelsen  forudsæ   ttes  udfyldt.  Og  endelig  vil  udmøntningen  af  bemyndigelserne  ske  i samarbejde med berørte parter og   almindeligvis efter en høringspr  oces. Afsnit I.  Indledende bestemmelser Kapitel 1. Formål og opgaver mv.   Afsnit I, kapitel 1, § 2: Let og lige adgang Flere høringssvar herunder  ARF, DSR, DADL, Forbrugerrådet, FTF og Det Kommuna- le Kartel har rejst spørgsmålet om betydningen af formuleringen i l ovforslaget om ”let og lige adgang til sundhedsvæsenet”. Kommentar: Der  skal  ikke  være  tvivl  om,  at  princippet  om  vede   rlagsfri  adgang  til  sygehusydelser, lægehjælp, kommunale sundhedsydelser mv. fastholdes. I lyset af de rejste spørgsmål er dette præcise   ret i bemærkningerne til § 2. Sundhedsloven omfatter imidlertid samtl   i- ge  ydelser  fra  sundhedsvæsenet,  hvoraf  nogle  (f.eks.  i  praksissektoren)  er  fo   rbundet med egenbetaling. Afsnit I, kapitel 1, § 6: Omtale af apotekernes placering som en del af sundheds- væsenet Danmarks Apotekerforening har foreslået, at apotekernes placering som en integreret del  af  sundhedsvæsenet  fremhæves,  således  at  det  fremgår  af  bemærkningerne,  at den i § 3, stk. 2, anførte afgrænsning af aktører inden for sundhedsvæsenet alene ve    d- rører de opgaver og ydelser, som reguleres i sundhedsloven, og at der også af andre, herunder  apoteker,  udføres  opgaver  inden  for  sundhedsvæsenet,  som  er  reguleret  i

4 anden selvstændig lovgivning. Kommentar: Forslaget er imødekomme  t ved en kort beskrivelse i lovbemærkningerne. Det bemæ r- kes samtidigt, at apotekernes forhold generelt reguleres efter apotekerlovgivningen. Afsnit I, kapitel 1, § 3: Omtale af apotekere og apotekspersonale som sundheds- personer Danmarks  Apotekerforening  har  foreslået  en  præcisering  i  forhold  til  definitionen  af sundhedspersoner i § 6, idet apoteker og apotekspersonale ikke er autoriserede, men dog anses som sundhedspersoner efter anden lovgivning, herunder lægemiddelloven. Kommentar: Forslaget er  imødekomme  t ved en kort beskrivelse i lovbemærkningerne.    Det bemæ   r- kes samtidigt, at apotekernes forhold generelt reguleres efter apotekerlovgivningen. Afsnit II Retten til ydelser efter loven Kapitel 2. Personkreds Kapitel 3. Bevis for ydelser efter loven Afsnit II, kapitel 2 og 3, § 7-13: Personkreds og beviser H:S har bemærket, at der savnes ensartede regler for , i hvilket omfang lovens ydelser tilkommer personer, der ikke har bopæl  her i landet, og man ønsker, at beviset efter § 13  umiddelbart  skal  kunne  anvendes  af  de  administrerende  myndigheder  uden  en egentlig prøvelse af personens ret til ydelser. Kommentar: Der er med forslaget ikke tilsigtet en ændring af den gældende retstilstand for så vidt angår pers oners ret til ydelser.   Beviset for retten til ydelser, der udstedes i medfør af § 13, vil fremover tjene som bevis for retten til alle lovens ydelser for personer, der har bopæl    her i landet, jf. de specielle bemærkninger til § 13. Indenrigs   - og Sundhedsministeriet vil i forbindelse med udform- ningen af de særlige beviser f   or ret til ydelser, der udstedes til personer, der ikke har bopæl    her i landet, foranledige en præcisering på beviset af, hvilke ydelser den sikrede har ret til. Bemærkningerne  har  ikke  givet  anledning  til  ændringer  i  lovforslaget ,  men  indenrigs- og Sundhedsministeriet vil udarbejde en vejledning om ret til lovens ydelser, for perso- ner der ikke har bopæl    her i landet. Afsnit III Patienters retsstilling Kapitel 4. Patientkreds Kapitel 5. Patienters medinddragelse i beslutninger Kapitel 6. Selvbestemmelse i særlige  tilfælde

5 Afsnit III, kapitel 6, § 27: Livstestamenter Landsforeningen Bedre Psykiatri foreslår, at de almindelige livstestamenteregler også skal gælde for psykisk syges ønsker om behandlingssted,   behandling, anvendelse af tvang, medicinering mv. Den sindslidende skal kunne tage stilling hertil, når vedkom- mende har en stabil periode. Kommentar: En sindslidende vil ofte i en stabil periode frabede sig, at medicinering og anvendelse af tvang mv. bliver benyttet, når sygdommen manifesterer sig, ud  fra en urealistisk vur- dering af sygdommen og dennes behandling. Imødekommelse af forslaget vil derfor typisk medføre, at ps  ykisk syge, der har afgivet et ” testamente”, afskæres fra den nødvendige behandling, når sygdommen manifesterer sig. Forslaget har derfor ikke givet anledning til ændringer i lovforslaget. Kapitel 7. Selvbestemmelse over biologisk materiale Kapitel 8. Aktindsigt Kapitel 9. Tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger mv. Afsnit III, kapitel 9, § 41: Tavshedspligt Landsforeningen Bedre Psykiatri ønsker, at  sundhedspersoners tavshedspligt lempes over for de pårørende til psykiatrisk syge . Kommentar: Tavshedspligten skal sikre, at de oplysninger, der udveksles i læge   -patientforholdet, som alt overvejende hovedregel forbliver mellem de to parter. Reglerne i §§ 42 og 44 åbner mulighed for, at patienten kan give samtykke til, at helbredsoplysninger videreg i- ves til andre, herunder de pårørende. Det er ikke fundet hensigtsmæssigt at ændre på disse regler i relation til de sindslidende. Forslaget har derfor ikke givet anledning til ændri   nger i lovforslaget. Afsnit III, kapitel 9, § 42: Videregivelse af helbredsoplysninger (udskrivningsbre- ve) § 42, stk. 2, nr. 2, er en ny bestemmelse, hvori det foreslås, at der kan ske videregivel- se  af  helbredsoplysninger  mv.  uden  patientsamtykke,  når  videregivelsen  omfatter  et udskrivningsbrev  fra  en  læge,  der  er  ansat  i  syg ehusvæsenet,  til  patientens  alment praktiserende læge. Etisk  Råd,  De  Samvirkende  Invalideorganisationer,  Forbrugerrådet og  Det  Centrale Handicapråd havde  gerne  set,  at  man  fastholdt  den  gældende  retstilstand,  hvore fter videregivelse  af  oplysninger  af  den  pågældende  karakter  kræver  patientsa mtykke. ARF, DADL, Århus Amt og   H:S støtter ændringen og foreslår yderligere  , at muligheden for videregivelse af helbredsoplysninger uden patientsamtykke udvides både med hen- syn  til  omfanget  af  oplysninger  og med  hensyn  til  kredsen  af  behandlende  personer, der kan afgive og modtage oplysninger. DADL opfordrer til, at spørgsmålet om udvek s- ling af helbredsoplysninger mellem de forskellige instanser på sundhedsområdet over- vejes nøje.

6 Kommentar: Der er med den foreslåede regel  tilsigtet en god balance mellem hensynet til individbe- skyttelsen  og  hensynet  til  mulighederne  for  at  drive  et  sammenhængende     sundheds- væsen til gavn for patienterne. Forslagene har derfor ikke givet anledning til ændringer i lovforslaget, Kapitel 10. Tolkebistand Afsnit III, kapitel 10, § 51: Tolkebistand Hjernesagen, Landsforeningen LEV, De Samvirkende Invalideorganisationer, Det Cen- trale Handicapråd og H:S ønsker , at bestemmelsen også skal tage højde for, at pers o- ner  med  forskellige  former  for  fysisk  og  psykisk  funktionsnedsættelse  mv.  kan  have behov for tolkebistand, og at der ikke i sådanne tilfælde bør betales ge  byr. Den Danske Diakonissestiftelse og Diakonissestiftelsens Hospice  ønsker en   præcis e- ring af, at regionerne også yder vederlagsfri tolkebistand til patienter indlagt på hospi- ce, dvs. på en selvejende institution, som drives med offentlig driftsoverenskomst. De samvirkende invalideorganisationer anfører bl.a., at tolkning skal forstås som b åde tegnsprogstolkning, skrivetolkning eller tolkning i tegnstøttet kommunikation, og at to l- kebistanden bør gives vederlagsfrit til døve, døvblinde og svært hørehæmme de perso- ner  m.fl.,  som  ønsker  det  i  forbindelse  med  behandling  på  hele  sundhedso mrådet. Endvidere anføres, at der bør oprettes én døvpsykiatrisk landsfunktion, idet der ikke er tilstrækkeligt patientgrundlag til , at personalet kan opnå tegnsprogskompetencer mere end ét sted i landet.   Kommentar: Sygehusvæsenet    har efter sygehusloven i dag pligt til at yde  vederlagsfri tolkebistand, når  de t  er  nødvendigt  af  hensyn  til  behandlingen.    Denne  pligt  gælder  også  ifbm.  b e- handling på de private sygehuse m .fl., herunder hospicer, som er omfattet af sygehus- loven § 5, stk. 3, og på andre private institutioner, som   amter har indgået  aftale med som led i løsningen af sine sygehusopgaver, jf.   sygehusloven § 3, stk. 3. Efter sygesik- ringsloven  afholder  den  offentlige  sygesikring  desuden  udgifter  til  nødvendig  tolkeb  i- stand i forbindelse med lægehjælp. Der tilsigtes ingen ændringer heri med lovforslaget   . Bemærkningerne  har     derfor  ikke  givet  anledning  til  ændring   er  i  lovforslaget.  Det  be- mær   kes, at forslaget om tegnsprogstolkning, skrivetolkning mv. samt en døvps  ykiatrisk landsfunktion fra De Samvirkende Invalideorganisationer vil indebære en udv   idelse af de eksisterende tolketilbud. Kapitel 11. Patientkontorer Afsnit III, kapitel 11, § 52: Uafhængige patientkontorer Forbrugerrådet og Patientforeningen Danmark har foreslået, at patientkontorerne i de nye  regioner  organiseres  således,  at  kontorerne  ikke  drives  af  regionsrådene,  og  at personalet i kontorerne ikke er ansat af sygehusledelsen eller regionsrådet. Baggrun- den for forslaget er bekymring for, at der kan opstå loyalitetsproblemer for patientvejle-

7 derne, når de skal rådgive og vejlede patienter om klagesager vedrørende sundhed s- personer eller sygehuse i selv samme region. Kommentar: Med oprettelsen af de amtskommunale patientkontorer, jf. lov om ændring af centra   l- styrelsesloven mv., var det hensigten gennem en let adgang til kommunikation, at pati- enten og sundhedsmyndighederne hurtigt og enkelt at kunne finde løsninger, der ku  n- ne  tilfredsstille  patienten,  samtidig  med  at  sundhedsmyndigheden  kan  lære  af     klagen og overveje procedureændringer. Patientvejlederne er på forskellige måder sikret ua f- hængighed i deres ansættelse og er forpligtet til at give patienterne en objektiv rådgi v- ning og vejledning, hvilket de også vil være fo rpligtet til i fremtiden. Det bemæ   rkes, at patientkontorerne ikke træffer afgørelse i de forelagte sager. Forslaget har således  ikke givet anledning til ændringer i lovforslaget. Afsnit III, kapitel 11, § 52: Placeringen af patientkontorerne Bornholms  Regionskommune  har  foreslået,  at  patientkontoret  på  Bornholm  viderefø- res. Kommentar: Lovforslaget lægge   r op til, at det efter reformen er regionsrådet, der fastsætter nærm e- re retningslinjer for patientkontorernes stedlige og organisatoriske placering. Bemæ   rk- ningerne har  ikke givet anledning til ændringer    heri. Det lægges dog til grund, at Reg   i- on Hovedstaden vil tage hensyn til Bornholm i forbindelse med organisering og place- ring af patientkontorerne. Afsnit IV Transplantation Kapitel 12. Transplantation fra levende og døde personer Der  har  ikke  været  bemærkninger    til  ovennævnte  afsnit ,  der  har  givet  anledning  til kommentarer, Afsnit V Praksissektorens ydelser Kapitel 13. Regionsrådets ansvar for ydelser i praksissektoren Afsnit V, kapitel 13, § 58: Behandlingstilbud hos praktiserende sundhedsperso- ner   ARF og H:S har anført, at der med § 58 bliver indført en reel fors  yningspligt, og at det derfor  bør  overvejes ,  om  regionerne  med  bestemmelsen  får  de  fornødne  m uligheder for at varetage forsyningspligten i tilfælde af konflikt. Kommentar: Lovforslaget  viderefører  sygesikringslovens  bestemmelser  om  ydelser  i  praksissekt  o- ren. Fremover har regionerne ansvaret herfor. Mht. spørgsmålet om, hvad der sker i en konfliktsituation  bemærkes,  at  indenrigs   -  og  sundhedsministeren  i  den  situation  fast-

8 sætter regler om tilskud mv. på samme måde, som det er tilfældet efter sygesikringsl   o- ven. Kapitel 14. Valg af sikringsgruppe Kapitel 15. Ydelser Afsnit V, kapitel 15, § 60: Lægevalg for 15   -18-årige DADL  har  foreslået,  at  reglerne  om  lægevalg  for  16 -18-årige  bringes  i  overensstem- melse med reglen om afgivelse af informeret samtykke til behandling, således at 15- årige patienter har mulighed for at vælge egen læge. Kommentar: På baggrund af de indkomne bemærkninger er lovforslaget ændret således, at pers o- ner mellem 15 og 18 år kan vælge læge efter bestemmelsen. Bestemmelsen bringes dermed i overensstemmelse med lovforslagets regler om afgivelse af informeret sam- tykke  til  behandling.  Som  en  konsekvens  heraf  er  16  års  gr ænsen  i  §  59  om  valg  af sikringsgruppe ligeledes ændret til 15 år. Afsnit V, kapitel 15, § 68: Fysioterapi Danske  Fysioterapeuter  foreslår,  at ”tilskud  til  behandling  hos  fysioterapeut  på klinik kan kun ydes, hvis klinikken er godkendt af Regionsrådet” i § 68, 2. led udgår af lov- forslaget. Kommentar: De overenskomster, som Sygesikringens Forhandlingsudvalg har indgået med de fo r- skellige  organisationer  af  sundhedspersoner,  herunder  fysioterapeuter,  indeholder  i dag bestemmelser om indretning af praksis, herunder om sikring af hensigtsmæssige adgangsforhold for bevægelseshæmmede. Eftersom  det  således  er  indarbejdet  i  overenskomstsystemet  at  drage  omsorg  for  at sikre tilgængelighed for bevægelseshæmmede, er lovforslaget ændret    i overensstem- melse med Danske Fysioterapeuters anbefaling, således at regionsrådets godkende   l- sesbefø  jelse er udgå et. Afsnit VI Sygehusydelser Kapitel 16. Regionsrådets ansvar for Sygehusydelser Afsnit VI, kapitel 16, § 78 (nu § 79): Kommunalfuldmagtens bortfald   ARF og Forbundet af Offentligt Ansatte ønsker, at kommunalfuldma gten skal gælde for regionerne  og  anbefaler,  at  der  indarbejdes  en  generel  hjemmel  for  regionerne  til  at udvikle nye sundhedstilbud. Og til at yde rådgivning eller bistand mod betaling på de områder,  hvor  kommunerne  eller  andre  samarbejdspartnere  mangler  den  fornødne indsigt eller viden til at løse en opgave tilfredssti llende. ARF finder det ikke rimeligt, at regionsrådets iværksættelse af en række initiativer vil kræve  indenrigs -  og  sundhedsministerens  godkendelse.  Bl.a.  findes  det  uhensigts- mæssigt, hvis der ikke kan indgås aftale med private virksomheder eller tværnationale

9 samarbejdsaftaler  uden  indenrigs-  og  sundhedsministerens  godkendelse.  ARF  peger endvidere på, at der er udviklet en række lokale sundhedstilbud i grænsefladen af det kommunale og amtskommunale område, som ikke vil være udviklet uden kommuna l- fuldmagt. ARF finder det positivt, at eksisterende drifts- og udviklingssamarbejder på sundheds- området nævnes i bemærkningerne. Det findes dog uhens igtsmæssigt, at indenrigs - og sundhedsministeren i hvert enkelt tilfælde skal godkende oprettelse af relevante fælle  s- funktioner, jf. udsendte forslags § 78, stk. 3, og at der derfor bør sk abes hjemmel til at indgå relevante driftssamarbejder uden nærmere g odkendelse. Århus Amt   giver eksempler på en række aktiviteter, som amtet er  tvivl om,   kan videre- føres, og   på samarbejder, der besværliggøres, uden kommunalfuldmagten. Det anf  ø- res bl.a., at en ministeriel ansøgningsproces fx vil gøre udviklings  - og forskningssam- arbejde med Århus Universitet og private virksomheder ufleksibelt. A  mtet finder derfor, at det bør overvejes at give regionerne de fornødne frihedsgrader og mulighed for fle  k- sibelt at indgå i forskellige samarbejdsformer, dels med henblik på at sikre forskningen optimale vilkår, og dels med henblik på at kunne arbejde tilfredsstillende med lov om opfindelser ved offentlige forskningsinstitutioner. Ministeriet for videnskab, teknologi og udvikling ønsker en tydeliggørelse af, hvilke   kri- terier indenrigs- og sundhedsministeren i medfør af forslaget § 78, stk. 3 kan godke n- de,  for  at  et  regionsråd  kan  samarbejde  med  offentlige  myndigheder  og  private  virk- somheder, herunder i selskabsform, om løsningen af fælles opgaver. Ministeriet gør endvidere opmærk  som på, at de offentlige sygehusejere i henhold til lov om  opfindelser  ved  offentlige  forskningsinstitutioner  har  pligt  til  at  arbejde  for  er- hvervsmæssig nyttiggørelse af nye opfindelser fra sygehusforskningen. Ministeriet fi  n- der, at det for at sikre sammenhæng med denne lov og lov om teknologioverførsel mv. ved offentlige forskningsinstitutioner bør sikres, at regionsrådet i en ny regionsstruktur gives  mulighed  for  at  udbygge  samarbejdet  mellem  universiteter  og  sygehuse  om kommercialisering af idéer og opfindelser fra forskningen. Herunder bør der fastho ldes mulighed for sygehusejerne til at deltage finansielt og ledelsesmæssigt i komme rcielle selskabsdannelser med henblik på overførsel af viden og teknologi fra forskning til e r- hvervsliv. Indstilling: Langt den største udvikling i sygehusvæsenet foregår uden anvendelse af kommuna l- fuldmagten. Regionerne vil derfor med lovforslaget have samme vide rammer som hid- til  for  udvikling  af  sygehusvæsenet.  I  de  sammenhænge,  hvor  kommunalfuldmagten har  været  anvendt,  t   ager  lovforslaget  højde  herfor.  Som  det udtrykkeligt  fremgår   af bemærkningerne til lovforslagets § 7   8 (nu § 79) har bestemmelsen til formål, at skabe grundlag for at videreføre eksisterende samarbejder   - som i dag er hjemlet i kommunal- fuldmagtsreglerne - mellem amterne i kommunale selskaber, eller mellem det offentlige sygehusvæsen  og  private  virksomheder  samt  dels  at  skabe  grundlag  for  lignende samarbejder  i  fremtiden.  Bestemmelsen  giver  netop  mulighed  for,  at  regionerne  kan samarbejde med offentlige myndigheder og private virksomheder med henblik på u d- vikling og nytæn   kning af sundhedsvæsenet. Regionsrådets samarbejder efter stk. 3 og 4,  som  er  betinget  af  indenrigs-  og  sundhedsministerens  godkendelse,  vedrører  lø    s- ningen af opgaver, som enten kun delvist eller slet ikke er omfattet af sundhedsloven, eller som har et meget vidtrækkende    omfang. På baggrund af høringssvarene og efter drøftelse med Ministeriet for videnskab, tekn o- logi og udvikling er det i bemærkningerne præciseret, at stk. 3 også giver mulighe d for samarbejde mellem sygehuse og selskaber stiftet efter lov om teknologioverførsel mv.

10 ved offentlige forskningsinstitutioner. Formålet er,  at de offentlige sygehusejere i med- før  af  lov  om  opfindelser  ved  offentlige  forskningsinstitutioner  kan  arbejde    for  en  er- hvervsmæssig nyttiggørelse af nye opfindelser fra s ygehusforskningen. Endvidere  er  tilføjet  et  nyt  stk.  3,  2.  pkt.,  hvorefter  indenrigs  -  og  sundhedsministeren kan  fastsætte  regler  om,  at  bestemte  former  for  samarbejder,  kan  indgås  uden  go d- kendelse. Formålet er at skabe grundlag for , at eksisterende samarbejder mellem sy- gehuse  og  private  virksomheder  umiddelbart  kan  videreføres.  Endvidere  er  der  bl.a. skabt  mulighed  for,  at  forsknings-  og  udviklingssamarbejde  mv.  mellem  sygehuse  og universiteter eller private virksomheder ikke behøver godke  ndelse. Kapitel 17. Sygehusbehandling mv. Afsnit VI, kapitel 17, § 79, stk. 2 (nu § 80, stk. 2): Frit sygehusvalg. HjerneSagen har stillet forslag om, at det frie sygehusvalg udvides til at omfatte genop- træni ngstilbud til de sværest skadede. HjerneSagen nævner i den forbindelse Rehabil  i- teringscenter Kurhus i Dianalund, som er placeret under sociallovgivningen. Center for Hjerneskade  foreslår,  at  fritvalgsrammen  udvides  til  at  omfatte  al  behandling  på centret,  herunder  også  revalidering,  som  kommunerne  betaler,  idet  opdelingen  giver anledning til afgrænsningsproblemer HjerneSagen og Vejlefjord bemærker begge, at de øk  onomiske rammer for frit valg til behandling på private specialsygehuse mv. kan give anledning til ventetider, jf. § 229, stk. 4 ( § 236, stk. 4 ). Man finder det positivt, såfremt der ikke fortsat er en sådan be- grænsning på det frie valg til de private specialsygehuse  mv. Diakonissehuset Sankt Lukas  Stiftelsen,  Diakonissestiftelsens  Hospice  og  Muskelsvindfonden  foreslår  en ændret pris - og lønregulering af fritvalgsrammerne, som i højere grad tager hensyn til udvikling i behandlingstilbud mv. Kommentar: Forslagene har givet anledning til, at det i lovbemærkningerne    er præciseret, at speci   a- liseret  ambulant  genoptræning   ,  som  forudsætter  et  sygehus’  ekspertise,  udstyr  mv. fortsat er en sygehusopgave. Forslaget om at ophæve fritvalgsramme   rne for de private specialsygehuse vil gå   ud over en opfølgning af aftalen om en kommunalr  eform. Afsnit VI, kapitel 17, §§ 80-81 (nu §§ 81-82): Sygehusbehandling mv. H:S har foreslået en række præciseringer af gældende lov i de specielle bemærkninger til lovforslagets § 80 og 81 om betaling for sygehusbehandling. Præciseringerne retter sig mod adgang til og betaling for især svangerskabsafbrydelse og sterilisation for pe r- soner uden akut behandlingsbehov og uden bopæl i Da nmark. Kommentar Forslagene  har  givet  anledning  til,  at  det  i  lovbemærkningerne     er  præciser   et  at  beta- lingsspørgsmålet vil blive taget op i forbindelse med revision af cirkulære om behan   d- ling  af  sager  om  svangerskabsafbrydelse  og  vejledning  om  svangerskabsafbrydelse samt cirkulære om behandlingen af sager om sterilisation og vejledning om sterilisat   i- on.

11 Kapitel 18. Særlige sygehusydelser Afsnit VI, kapitel 18, § 83 (nu § 84): Særlige sygehusydelser §  83  omhandler  tilbud  om  forebyggende  helbredsundersøgelser  hos  en  jordem oder, samt jordemoderhjælp ved fødsel i hjemmet. Der er tale om en videreførelse af de e   k- sisterende regler herom i lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp. ARF foreslår, at det overvejes at indføre mulighed for , at regionerne - udover det lov- pligtige tilbud - kan etablere supplerende tilbud mod betaling. Jordemoderforeningen  foreslår  tre  ændringer:  1)  der  indføjes  et  sel  vstæn digt  afsnit  i lovforslaget om ”Jordemodervæsenets ydelser”,  bl.a. for at sikre regionerne valgfrihed i forhold til organiseringen af jordemodervæsenet , 2) der indføjes en  fortsat forpligtelse for regionsrådene til at ansætte jordemødre   mv. til at opfylde pligten til at yde forebyg- gende  helbredsundersøgelser  og  fødselshjælp     og  3)  der  indføjes  mulighed  for  mere bindende regler for regionsrådenes tilbud om svangreomsorg og fødsel shjælp. Kommentar: Mht. ARF's forslag om etablering af mulighed for regionerne for at opkræve betaling for supplerende tilbud, så rummer § 234 stk. 2 i lovudkastet (nu § 24 1, stk. 2) -  som er en videreførelse af sygehuslovens § 5, stk. 13   - allerede denne mulighed. For at imødekomme   Jordemoderforeningen er overskriften på kap. 18 ænd ret fra ”sæ   r- lige  sygehusydelser”  til  ”særlige  sygehusydelser mv.”    Herudover  er  der  indfø  jet  i  de særlige bemærkninger til § 83 (nu § 84) at: ”Der er med placeringen af bestemme lsen i dette  kapital  ikke  tilsigtet  ændring  i  de  nuværende  muligheder  for tilre ttelægge   lsen  af jordemoderhjælpen   ”. Jordemoderforeningens forslag 2) har ikke givet anledning til æ   n- dringer i lovforslaget, idet heller ikke andre faggruppers ansættelsesforhold er reguleret i loven.  Til foreningens forslag 3) bemærkes i øvrigt, at Sundhedsstyrelsen vil revidere retningslinierne for svangreomsorgen i 2005. Kapitel 19. Frit sygehusvalg Afsnit VI, kapitel 19, § 86 (nu § 87): Kapacitetsmæssige vanskeligheder På baggrund af en henvendelse fra Folketingets Ombudsmand er der i § 86 (nu § 87) indsat  et  nyt  stk.  2  i  bestemmelsen.  Stk.  2  lovfæster   gældende  praksis,  hvorefter  et sygehus  kan  afvise  at  modtage  personer  fra  andre  regioner,  hvis  det  er  begrundet  i kapacitetsmæssige årsager, og hvis væsentlige hensyn til personer med bopæl i   amtet ellers  vil  blive  tilsidesat.  Efter  bestemmelsen  kan  indenrigs-  og  sundhedsministeren fastsætte nærmere regler om a  fvisning af patienter fra andre regioner. Bestemmelsen fremgår i dag i § 15, stk. 3, i bekendtgørelse om ret til sygehusbehan d- ling og fødselshjæl  p mv. Hensigten med bestemmelsen er, at der ved beslutningen om at modtage en patient fra en anden region kan tages hensyn til udviklingen i presset på den pågældende afdelings kapacitet. Et sygehus kan således i situationer, hvor særlige hensyn  til  regionens  patienter  gør  sig  gældende,  afvise  patienter  fra  andre  regi  oner. Det vil ved bekendtgørelse blive fastsat, at afdelingen kun kan afvise patienter fra a n- dre regioner, indtil ventetiden er bragt ned på et rimeligt niveau.

12 Afsnit VI, kapitel 19, § 86 (nu § 87): Frit sygehusvalg for psykiatriske patienter Sind  og  Landsforeningen  Af  nuværende  og  tidligere  Psykiatribrugere   ønske r,  at  be- grænsningen i det frie sygehusvalg for psykiatriske patie nter fjernes. Kommentar: Hovedreglen er, at psykiatriske patienter har samme ret til frit sygehusvalg som andre patienter.  Begrænsning   en  i  det  frie  sygehusvalg  i  §  86,  stk.  3,  har  alene  til  formål  at sikre  psykiatriske  patienter  den  bedst  mulige  behandling,  og  kan  fx  være  nødvendig, hvor  hyppige  ønsker  om  at  skifte  b  ehandlingssted  kan  vanskeliggøre  den    fornødne kontinuitet i behandlingen. Forslagene har givet anledning til, at det  i bemærkningerne til § 86 er præciseret   , at psykiatriske patienter almindeligvis har samme ret til at benytte det frie sygehusvalg, som andre patienter, og at det således kun   er i undtagelsestilfæ   l- de, at bestemmelsen i stk. 3 kan anvendes til at begrænse psykiatriske patienters frie sygehusvalg. Kapitel 20. Udvidet frit sygehusvalg Afsnit VI, kapitel 20, § 87 (nu § 88): Udvidet frit sygehusvalg Behandlingsgaranti: HjerneSagen har opfordret til, at der udstedes en behandlingsgaranti, således at alle apopleksiramte borgere sikres behandling på et apopleksiafsnit. Kommentar: Der kan være gode fagl   ige grunde, fx andre alvorlige sygdomme, som fører til, at en apopleksipatient  ikke  bør  ligge  på  et  apopleksiafsnit. Forslaget  har  derfor  ikke  givet anledning til ændringer i lovforslaget. Kapitel 21. Maksimale ventetider for behandling af livstruende sygdomme Afsnit VI, kapitel 21, § 88 (nu § 89): Maksimale ventetider for behandling af livs- truende sygdomme Kontaktudvalget for mindre sygdoms- og handicapforeninger har foreslået, at de mak- simale ventetider for behandling af livstruende sygdomme udvides, så de også kommer til at inkludere en maksimal ventetid på diagnostik. Kommentar: Der er tale om en udvidelse i forhold til de nugældende behandlingsfrister, som derfor ikke har ikke givet anledning til ændringer i lo   vforslaget. Kapitel 22. Behandling i udlandet Kapitel 23. Regionsrådets oplysningspligt ved henvisning til sygehus Kapitel 24. Beløb til personlige forn ø denheder Afsnit VII Svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion Kapitel 25. Betingelser for svangerskabsafbrydelse Kapitel 26. Betingelser for fosterreduktion

13 Kapitel 27. Samråd og ankenævn Kapitel 28. Fremgangsmåden Afsnit VIII Sterilisation og kastration Kapitel 29. Anvendelsesområde Kapitel 30. Sterilisation Kapitel 31. Samråd og ankenævn Kapitel 32.  Fremgangsmåden Kapitel 33. Kastration Der  har  ikke  været  bemærkninge  r  til  ovennævnte  afsnit ,  der  har  givet  anledning  til kommentarer. Afsnit IX Kommunale sundhedsydelser   Kapitel 34. Kommunalbestyrelsens ansvar Afsnit IX, kapitel 34, § 118 (nu § 119): Kommunale sundhedsydelser Mange høringsparter, herunder  KL, Københ avns Kommune, DSR, og Sundhedskartel- let, udtrykker positiv støtte , til at kommunerne med lovforslaget tildeles et større ansvar og flere opgaver på sundhedsområdet, således at der skabes et forbedret grundlag for effektiv og sammenhængende opgaveløsning på   det kommunale sundhedsområde. DSR foreslår, at det præciseres, at kommunerne udgør en del af et samlet sundhed  s- væsen ,  og  at  kvalitet  og  sikkerhed  i  de  kommunale  sundhedstilbud  skal  udvikle  sig parallelt med hospitalernes og følge samme standarder. DSR  foreslår videre at tilføje, at kommunerne har frihed til at vælge organisatoriske løsninger, men at den sundhed  s- faglige kvalitet og indholdet i sundhedstilbudene skal være ens for borgere i hele la n- det. Kommentar: At  kommunerne  er  en  del  af  et  samlet sundhedsvæsen  afspejles  netop i,  at  de  ko   m- munale  sundhedsordninger  indgår  som  en  integreret  del  af  forslaget  til  en  samlet sundhedslov.  Det  indebærer  bl.a.,  at  kommun   ale  sundhedsordninger  er  omfattet  af regler for og krav til sikring af kvalitet (kvalitetsudvikling, klagesystem, tilsyn, patientret- tigheder osv.). Således lovfæstes med § 188 (nu 194) såvel kommunalbestyrelsernes som regionsrådenes forpligtelse til at sikre kvalitet i sundhedsydelserne. Det bemærkes i  den  forbindelse,  at  det  er  hensigten,  at  Den  Danske  Kvalitetsmodel,  som  er  under etablering, gradvist skal udvides til at omfatte hele sundhedsvæsenet, altså også yde l- ser i praksissektoren og i kommunerne.  Forslaget har således  ikke givet anledning til ændringer   , men det er regeringens ønske, at KL s  narest indtræder fuldt ud i arbejdet med Den Danske Kvalitetsmodel.

14 Kapitel 35. Forebyggelse og sundhedsfremme Afsnit IX, kapitel 35, § 119 (nu § 120): Forebyggelse og sundhedsfremme Lovfæstelse af sundhedsfremme og forebyggelse som en kommunal o   pgave Generelt er høringssvarene særdeles positive overfor en lovfæstelse af en kommuna   l forpligtelse til at skabe sunde rammer for borgerne, herunder forpligtelsen til at etablere sundhedsfremmende  og  forebyggende  tilbud  til  borgerne.  Det  gælder  bl.a.   KL,  ARF, DSR, DADL, Socialchefforeningen, Kræftens Bekæmpelse, Danmarks Lungeforening, Ergoterapeutforeningen mv. samt en række kommuner, a mter mv. Der er imidlertid fra en række høringsparter bl.a.   ARF, DADL og DSR rejst spørgsmål om, hvorvidt selv de nye større kommuner vil have tilstrækkelige forudsætninger, he   r- under sundhedsfaglige forudsætninger, for at løfte opgaven.   DADL anfø rer således, at fraværet af bestemmelser for kommunernes udmøntning af ansvaret på sundhedso  m- rådet kan medføre stor forskellighed  i opgavens løsning. DSR foreslår konkret , at der til lovteksten tilføjes et nyt stk., med følgende ordlyd: ”Sundhedsstyrelsen fastlægger in   d- satsområder og mål for kommunernes forebyggende og sundhedsfremmende aktivite- ter”.  DSR  foreslår  endvidere  en  række  ændringer  til  bemærkningerne,  he  runder  bl.a. en mere detaljeret beskrivelse af, hvad sundhedscentre kan omfatte, fremhævelse af relationerne  til  Regeringens  sundhedsprogram  ”Sund  hele  livet”,  henvisninger  til  den sociale ulighed i sundhed og foreslår udarbejdelse af flere nationale handlingsplaner, herunder for forebyggelse og sundhedsfremme. Rådet for Frivilligt Socialt Arbejde foreslår at der i lovteksten henvises til, at det kom- munale arbejde ”bør ske i samarbejde med de frivillige organisationer”. Kommentar: Bemærkningerne    har ikke givet anledning til ændring   er i lovforslaget, idet beskrivelsen af indsatsområ der og målsætninger vil ske ved vejledninger mv. I lovbemærkningerne er indarbejdet en forudsætning om , at kommunerne, som på a n- dre driftsområder , udarbejder flerårige planer for forebyggelse   - endvidere at arbejdet skal tilrettelægges med hensyn til svage grupper bl.a. ved koordination af f   orebyggelse på  tværs  af  sundhedspleje,  hjemmesygepleje,  praksissektor  og  sygehus  og  ved  int e- gration i kommunens mange sektorer, som skole, fritids- og ældretilbud. Præcisering af regionsrådets forebyggende og sundhedsfremmende o pgave: DSR  foreslår konkret,  at  der  sker  en  præcisering  af  regionernes  ansvar  ved ,  at  der i lovteksten indføjes et nyt stk., med ordlyde n: ”Regionsrådet har ansvaret for sundheds- fremmende og forebyggende tilbud under indlæggelse”. Kommentar: Opgaven fremgår af bl.a. lovens § 5, samt kapitel 13 og 16 , hvor henholdsvis behand- ling  defineres,  og  regionsrådets  opgaver  beskrives.    Forslaget  har  således   ikke  givet anledning til ændring   er i lovforslaget. Ansvaret for den patientrettede forebyggelse ARF,  KL,  Købehavns  Amt,  Københavns  Kommune,  Diabetesforeni  ngen  m.fl.  anfører, at bemærkningerne ikke mere detaljeret tildeler et ansvar  til enten region eller kommu-

15 ne for den patientrettede forebyggelse. ARF foreslår således, at det entydigt fastlæg- ges,  at  den  patientrettede  forebyggelse  er  et  regionalt  ansvar,  mens  Københavns Kommune finder, at det modsat bør fastlægges som et kommunalt ansvar.    Diabetes- foreningen finder, at der er en risiko for at ”forebyggelsesindsatsen for diabetikere fal- der mellem 2 stole”.  DADL lægger til grund, at sundhedsaftalerne skal anvendes til at skabe  klare  grænser  for  opgavevaretagelsen  mellem  regioner  og  kommuner  på  bl.a. forebyggelsesområdet.  DADL  foreslår  i  den  forbindelse  en  tre-fase  model  til  klarlæ g- gelse af ansvaret for patientforløb og fastlæggelse af adskillelse af behandling og e  f- terbehandling (fase 1 og 2) fra den patientrettede forebyggelse (fase 3) der bl.a. kan ske i samarbejde mellem almen praksis og kommune. Kommentar: Hensigten   med   bestemmelserne   for   sundhedskoordinationsudvalg,   sundhedsaftaler mv. er at skabe et råd erum for de enkelte regioner og kommuner i tilrettelæggelsen af samarbejdet om den patientrettede forebyggelse. Formålet med sundhedsaftalerne er at skabe afgrænsninger for ansvar og opgaveudførelse for bl.a. kronisk syge. De ko n- krete  overvejelser  i  høringssvarene  vil  indgå  i  arbejdet  med  vejledningsmateriale     mv. for sundhedsaftalerne.  Forslagene har således   ikke givet anledning til ændringer i lo   v- forslaget. Regionernes ansvar for rådgivning  mv. ARF  anfører ,  at regionerne  bør få  en  egentlig forpligtelse til  at  udvikle  og koordinere den borgerrettede forebyggelse og sundhedsfremme, samt for støttet ilbud til pårøre n- de, herunder tilbud til børn af sindslidende.  Fyns Amt foreslår, at det sikres, at der sta- dig  foregår  en  regional  koordinering  af  udviklingsarbejdet  for  den  borgerrettede  fore- byggelse. Århus Amt   foreslår, at regionerne for at sikre stærke  regionale faglige fore- byggelsesmiljøer, sikres mulighed for et bredere forebyggelsesfelt, he runder mulighed for i samarbejde med kommunerne at varetage konkrete forebyggelsestiltag. Kommentar: Rådgivningsopgaven  på  forebyggelsesområdet adskiller  sig  ikke fra  rådgivningsopg a- ver  på  andre  kommunale  områder.  Dvs.  kommunerne  vælger  og  indgår selv  aftaler med rå dgivere og samarbejdsparter. På forebyggelsesområdet kan der fx være tale om konsulentfirmaer, udbydere af sundhedsydelser, sygdomsbekæmpende foreninger    mv. Regioner  er  ligestillet  hermed.  Endvidere  forudsættes  regionerne som  nævnt  i     be- mærkningerne i samarbejde med kommunerne at forestå tværgående opgaver heru n- der  særligt  kvalitetsarbejde  og  uddannelse. Forslagene  har  således   ikke  givet  anled- ninger til æ   ndringer i lovforslaget. Omtale  af  apotekerne som  samarbejdspartnere  i  kommunale forebyggelsesakti- viteter Danmarks  Apotekerforening  har foreslået,  at  apotekerne  nævnes  på  lige fod med  de sygdomsbekæmpende foreninger  i forbindelse med  omtalen  af kommunernes  tilrette- læggelse af den forebyggende indsats vedrørende rygestop. Kommentar: Forslaget har givet anledning til en tilføjelse herom   i lovbemærkninge   rne.

16 Kapitel 36. Forebyggende sundhedsydelser til børn og unge Afsnit lX, kapitel 36, §§ 120-126 (nu §§ 121-127): Forebyggende sundhedsydelser til børn og unge DSR foreslår, at målgruppen for de forebyggende sundhedsordninger for børn og unge i § 120 (nu § 121), stk.2, udvides til at omfatte børn, unge, gr avide, familier og grupper i lokalsamfundet.  DSR foreslår, at bemærkningerne til §§ 120-126 (nu §§ 121-127) ud- vides i overensstemmelse hermed. DADL foreslår, at det sygdomsforebyggende og sundhedsfremmende arbejde viderefø- res mere systematisk efter folkeskolen. DSR og Ringkjøbing Amt  foreslår videre, at der oprettes en ny § 120 (nu § 121), stk. 3, der fastslår, at ”der oprettes en koordinerende sundhedsplejerskefunktion i de nye re- gioner til afløsning for amtssundhedsplejerskefunktionen”. DSR foreslår, at det fastslås i loven, at sundhedsplejerskens virksomhed normalt ud- øves ved besøg i hjemmet, og at børn, der op holder sig på en af kriminalforsorgens institutioner  eller  et  kvindekrisecenter,  er  omfattet  af  den  kommunale  sundhedstjene- ste. Herudover foreslår Danske Fysioterapeuter, at den i § 123 (nu § 124) omtalte tværfa g- lige gruppe også skal inddrage motorisk sagkundskab. Endelig foreslår Ergoterapeutforeningen, at den forebyggende indsats kan omfatte er- goterapeutisk vurdering af førskolebørn. Kommentar: Der  er  ikke  med  kommunalreformen  tilsigtet  nogen  udvidelse  af  ordningens  målgru p- per.  Forslaget om at udvide sundhedsplejens målgruppe til at omfatte børn, unge, gr   a- vide,  familier  og  grupper  i  lokalsamfundet  har  derfor  ikke  givet  ikke  anledning  til  æ   n- dringer i lovforslaget. Forslaget om, at det sygdomsforebyggende og sundhedsfremmende arbejde viderefø- res mere systematisk efter folkeskolen,  har ikke givet anledning til ændringer    i lovfors- laget. Kommunerne får med sundhedsloven ansvar for at skabe rammerne for en sund levevis    for    borgerne.    Dette    ansvar    omfatter    bl.a.    sundhedsfremmende    og    - forebyggende initiativer og indeholder såvel borger - som patientrettet forebyggelse. Forslaget om at oprette en sundhedsplejerskefunktion i de nye regioner, som afløsning for amtssundhedsplejerskefunktionen, har ikke givet anledning til ændringer i lovforsl   a- get.  Der  er  heller  ikke  efter  gældende  lov  om  forebyggende  sundhedsordni   nger  for børn og unge krav om oprettelse af en amtssundhedsplejerskefunktion.   Det er sål edes fortsat  op  til  regionerne  (tidligere  amterne)  at  beslutte,  om  de  ønsker  at  oprette  en amtssundhedsplejerskefunktion. Forslaget om at indsætte en særlig bestemmelse vedrørende børn, der med foræ ldre opholder  sig  i  kriminalforsorgens  institutioner  eller  på  krisecentre,   har  givet  anledning til, at det i de specielle bemærkninger til §    126 (nu 127)  er præciseret   , at der i en be-

17 kendtgøre  lse vil blive fastsat nærmere regler herom, idet det er hensigten at videreføre de i dag gæ   ldende regler. Forslaget om, at der bør indsættes en særlig bestemmelse om, at sundhedsplejerskens virksomhed normalt udøves ved besøg i hjemmet,     har ikke givet  anledning  til  æ   ndringer  i  lovforslaget,  idet  det  er  anført  i  bemærkningerne  til  § 122, at det i bekendtgørelsen vil blive fastslået, at sundhedsplejerskens virkso   mhed i barnets første leveår normalt udøves ved besøg i hje mmet.    I forhold til forslaget om at inddrage motorisk fagkundskab i den tværfaglige gruppe er der efter gældende bestemmelser adgang til i tilstrækkeligt omfang at formidle ko ntakt til lægelig, social, pædagog isk, psykologisk og anden sagkundskab, herunder motorisk sagkundskab.  Det  er,  på  baggrund  af  de  konkrete  støtte   -  og  behandlingsbehov  hos barnet og dets familie, op til den enkelte kommune at fastsætte sammensætningen af den  tværfaglige  gruppe.  Eftersom  bes   temmelsen  om  den  tværfaglige  gruppe  fastho   l- des i sundhedsloven, jf. § 123 (nu § 124), har forslaget ikke givet anledning til ændri   n- ger. Forslaget om at præcisere i loven,    at den forebyggende indsats kan omfatte ergotera- peutisk vurdering af førskolebørn, har ikke givet anledning til ændring   er i lovforslaget. Der  bør    på  dette  felt  ikke   fastsættes  specifikke     krav  til  kommunernes  inddragelse  af forskellige faggrupper i indsatsen. Kapitel 37. Kommunal tandpleje Afsnit lX, kapitel 37, § 131 (nu § 132): Omsorgstandpleje Flere  høringsparter,  deriblandt   ARF  og  Dansk  Tandlægeforening   ønsker  forslaget ændret, så regionerne får hjemmel til efter aftale med kommunalbestyrelsen at vareta- ge opgaver i henhold til § 131 (omsorgstandpleje). Kommentar: På baggrund af  de indkomne høringssvar er lovforslaget ændre t. Lovforslaget viderefø- rer  de  gældende  regler om,  at regionerne  (i  dag  amterne)     -  efter  aftale med  kommu- nerne  -  kan varetage  den  omhandlede  omsorgstandpleje.  Kommunerne har  efter  lov- forslagets § 133 (nu 134) mulighed for at få specialtandplejen varetaget af regione rne. Der vil med ændringen  være mulighed for en samlet varetagelse af den omhandlede omsorgstandpleje og specialtandplejen efter lovforslagets § 133 (nu § 134), det vil sige i forhold til hele gruppen af personer, som ikke eller kun vanskeligt kan udnytte de al- mindelige tandplejetilbud, og som kommunerne efter forslaget har ansvaret for. for. Afsnit lX, kapitel 37, § 132 (nu § 133): Omsorgstandpleje - egenbetaling Flere høringsparter deriblandt Køben  havns Kommune har peget på, at det i lovgivnin- gen bør sikres, at der sker en harmonisering af egenbetalingen i omsorgstandplejen og i specialtandplejen for sindslidende og udviklingshæmm ede.   Kommentar Forslaget  har  ikke  givet  anledning  til  ændringer  i  l   ovforslaget.  Der  vil  imidlertid  med hjemmel  i  forslagets  stk.  2  skulle  fastsættes  nærmere  regler  i  en  bekendtgørelse  for størrelsen af den maksimale egenbetaling både for borgere i o   msorgstandplejen og for

18 borgere i specialtandplejen, jf. § 135, stk.2. Kommunerne har efter forslaget ansvaret for   tandplejen   til   alle   sindslidende,   udviklingshæmmede   m.fl.   som   ikke   eller   kun vanske ligt   kan   udnytte   det   almindelige   tandplejetilbud.   Der   vil   i   forbindelse   med reglerne for egenbetaling blive tilstræbt en harmoniseri   ng af reglerne for egenbetaling under hensyntagen til de pågældende persongruppers særlige tandplej ebehov. Afsnit lX, kapitel 37, § 133 (nu § 134): Specialtandpleje ARF og Foreningen af Specialtandlæger i Tand - Mund og Kæbekirurgi  kan ikke tilslutte sig, at opgaven overføres til kommunerne. De finder ikke, at der er skabt tilstrækk  elig sikkerhed for, at opgaven bliver løst på et tilstrækkeligt fagligt niveau i forhold til patie  n- ternes behov. Som minimum ønsker  ARF, at forslaget ændres, så kommunerne bliver forpligtet til at få  varetaget  de  behandlingsopgaver,  som  i  kompleksitet  og  specialisering  overstiger, hvad kommunen selv kan løfte, i regionalt niveau. Amtstandlægekollegiet  har peget på, at der som minimum bør stilles krav om 2 -årige rammeaftaler for  at  sikre  en  effektiv  drift  af  det specialiserede  tandplejetilbud  i  regio- nerne. Kommentar Lovforslaget  sikrer  sammenhæng  til  andre  tilbud  til  de  pågældende  borgere -  tilbud som i forbindelse med kommunalreformen overføres fra amt til kommune.   Bemærkni   n- gerne har sål edes ikke givet anledning til ændringer i lovforslaget   . Borgerens  hjemkommune  vil  have  ansvaret  for,  at  borgeren  får  det  specialiserede tandplejetilbud,  som  borgeren  har  krav  på.  Behandlingsopgaver,  som  i  spec ialisering og kompleksitet overstiger, hvad den enkelte kommune kan løfte på egne klinikker, har kommunalbestyrelsen mulighed for at få varetaget af andre. Endvidere er den nødve   n- dige  forsyningssikkerhed  til  stede  i  regionen,  for  kommuner  der  ikke  kan  stille  et specialiseret tandplejetilbud til rådighed på anden måde.   Med  lovforslaget  lægges  op  til,  at kommunerne skal  lave  en  årlig  redegørelse  vedr ø- rende  kommunens  behov  for  og  det  forventede  forbrug  af  pladser  hos  regionen  med henblik  på  en  rammeaftale  med  regionsrådet.  Ministeren  kan     med  hjemmel  i  stk.  5 fastsætte  nærmere  regler  om  kommunalbestyrelsens  årlige  redegørelse  og  om  ra m- meaftalen. På baggrund af det indkomne høringssvar vedrørende flerårige rammeaft a- ler er det fundet hensigtsmæssigt, at det fremgår af forslagets bemærkni nger, at der i den  årlige  redegørelse  vil  skulle  angives  et  overslag  over  det  forventede  komm   unale forbrug af pladser i den efterfølgende 3  -årige periode, såfremt en kommune ø nsker at indgå aftale med regionsrådet om varetagelse af opg   aven. Afsnit lX, kapitel 37, § 137 (nu § 138): Koordination af tandplejen ARF har gjort opmærksom på, at forslagets bestemmelser om koordination på tandple- jeområdet §§ 137 og 160 (nu §§ 138 og 166) indholdsmæssigt  ikke set er i overens- stemmelse med hinanden.  

19 Kommentar På gru nd af den uklarhed, som ARF har påpeget, er der sket en præc isering i forslaget, så der nu i begge bestemmelser henvises til hele tandplejeomr å det. Der vil i øvrigt   –  ligesom i dag –  i en bekendtgørelse blive fastsat nærmere regler om koordination på hel e tandplejeområdet. Dette fremgår nu af forslagets bemærkninger.   Kapitel 38. Hjemmesygepleje Afsnit lX, kapitel 38, § 138 (nu § 139): Hjemmesygepleje DSR foreslår, at vederlagsfri hjemmesygepleje ydes ”efter sundhedsfaglig vurdering af behovet” i stedet for ”efter læg ehenvisning”. DSR og ARF foreslår videre, at sundhedsloven beskriver, hvilke opgaver den kommu- nale hjemmesygepleje skal varetage. DSR og Ringkjøbing Amt  foreslår endelig, at lov om forebyggende hjemmebesøg skr i- ves ind i sundhedsloven. Kommentar: I henhold til lov om hjemmesygeplejerskeordninger ydes hjemmesygepleje efter læg   e- henvisning.  Der  lægges  ikke  med  kommunalreformen  op  til  en  udvidelse  af  henvi   s- ningsmulighederne efter loven, hvorfor forslaget ikke har givet anledning til ændring   er i lovforslaget. Som hidtil vil kommunalbestyrelsen imidlertid kunne tilbyde hjemmesyge- pleje uden lægehenvisning, hvis den finder, at der er behov for det. Hjemmesygeplejen varetager efter de gældende regler konkrete patientrettede opgaver i forbindelse med sygepleje og omsorg og deltager i forebyggende og sundhedspæd   a- gogisk virksomhed i forhold til personer eller familier, der har behov herfor. Der er sål e- des allerede i dag fastsat regler vedrørende hjemmesygeplejens opgaver. Sundhed  s- styrelsen er i øvri  gt ved at revidere de gældende re   tningslinier. Forslaget om, at lov om forebyggende hjemmebesøg skrives ind i sundhedsloven,   gi- ver ikke anledning til ændring af lovforslaget. D   e forebyggende hjemmebesøg skal v  æ- re et led i kommunernes sociale indsats overfor borgeren, men  - som det også er ti l- fældet i dag - i samarbejde med hjemmesygeplejen. Kapitel 39. Genoptræning Afsnit lX og VI, kapitel 39, § 140 og § 84 (nu § 141 og 85 ): Genoptræning Stort set alle høringssvar beskæftiger sig med geno  ptræningsområdet. Generelt er der tilfredshed  med,  at  opgaven  efter  udskrivning  fra  sygehus  flyttes  til  kommunerne,  og tilfredshed med, at ansvaret for den samlede rehabilitering, der omfatter indsatser fra mange forskellige faggrupper og efter flere forskellige lovgivninger, nu samles hos én myndighed. Men flere udtrykker samtidig ønske om større klarhed og yderligere præc   i- sering af den fremtidige tilrettelæggelse af geno ptræningsområdet. Der peges især på et behov for afklaring af snitfladen mellem behandling og genoptræning, for  sikring af

20 borgerens  valgmuligheder  på  genoptræningsområdet,  nærmere  afklaring  af  finansi e- ringsmodellen,  en  hensigtsmæssig  placering  af  den  specialiserede  ge noptræning  og på forholdet mellem den lægefagligt udarbejdede genoptræningsplan og kom munernes kompetence (visitation) mv. For så vidt angår visitationskompetencen harKL fremhævet, at sygehusets udarbejde l- se af patientens genoptræningsplan udgør et økonomisk styringsproblem for komm   u- nerne. Flere faglige organisationer har på den anden side understreget vigtigheden af at  få  præciseret,  at  kommunerne  skal  visitere  i  overensstemmelse  med  genoptræ- ningsplanen  for  at  sikre,  at  patienten  får  det  nødvendige  tilbud.   DADL  understreger generelt den lægefaglige visitation som vigtig for sikring af den  rette behandling, pleje og genoptræning. Indstilling: Det understreges, at genoptræningen hviler på en sundhedsfaglig vurdering.  Det er i bemærkningerne præcisere t, at specialiseret ambulant genoptræning, som forudsætter et sygehus’ ekspertise, udstyr mv. skal tilbydes på sygehus. Den lægefagligt udarbe j- dede  genoptræ   ningsplan  er  således  bindende  for  kommunen  i  denne  henseende  og sikrer,  at  patienten  får  den  nødvendige  genoptræning  på  det  nødvendige  specialis e- ringsniveau. Med udgangspunkt i ønskerne om   yderligere afklaringer og med henblik på at tilvej e- bringe  et  grundlag  for  Sundhedsstyrelsens  fremtidige  koordinering  og  vejledning  på området nedsætter indenrigs - og sundhedsministeren en arbejdsgruppe, der i det kom- mende  år  og  i  god  tid,  inden  reformen  tr æder  i  kraft  den  1.  januar  2007  skal  se nærmere på og komme med anbefalinger vedrørende genoptræningsområdet, heru n- der især den indholdsmæssige afgrænsning af genoptræningsydelsen i  forhold til a n- dre rehabiliteringsindsatser samt i forhold til fysiurgisk behandling, genoptræningspl   a- nernes  detaljerede  faglige  indhold  mv.  Regeringen  har  i  december  2004  i  øvrigt  u  d- møntet 22,5 mio. kr. i 2005 til projekter vedrørende sammenhæng i genoptræningsin d- satsen og vil i foråret 2005 udmønte i alt 120 mio. kr. til forsøg i kommunerne til hen- holdsvis sundhedscentre (50 mio. kr.) og forebyggelses- og rådgivningscentre (70 mio. kr.).  Disse  initiativer  vil  undervejs  kunne  medvirke  til  arbejdsgruppens  behandling  af problemstillingerne på genoptræningso mrådet. Høringssvarene   har givet anledning til følgende ændringer af lovforslagets bestemme l- se om kommunal genoptræning    § 140 (nu § 141): bestemmelsens formulering ”efter endt behandling på sygehus”   er ændre   t til ”efter udskrivning” i overensstemmelse med formuleringerne i andre sammenhænge (r   e- formaftalen, lovforslagets bemær   kninger mv.). med lovforslaget flyttes den del af genoptræningen, som hidtil har været en syg e- husydelse, til kommunerne. Ansvaret for den brede rehabilitering har ikke hidtil væ- ret sygehusvæsenets (alene ge   noptræning)   . Der er derfor heller ikke tale om med den  nye  bestemmelse  om  kommunal  genoptræning  at  give  kommunerne  et  bredt rehabiliteringsansvar efter sundhedsloven. Derimod får komm unerne som led i den samlede kommunalreform et samlet ansvar for hele rehabiliteringsindsatsen –  efter sundhedsloven,  beskæftigelsesloven,  den  sociale  lovgivning  og  specialundervi   s-

21 ningsloven. Sammenhængen mellem genoptræning og rehabilitering er præcisere   t og understreget i lovbemær   kningerne. Der er indsat et nyt stk., der bemyndiger ministeren til at fastsætte nærmere re gler om patienternes mulighed for at vælge mellem genoptræningstilbud. Kapitel 40. Behandling for alkoholmisbrug Afsnit IX, kapitel 40, § 141 (nu § 142): Alkoholbehandling Høringssvarene   har  givet  anledning  til  uddybninger  af  lovbemærkningerne .  De  inde- holder  desuden  meget  væsentlige  bidrag  til  udmøntningen  af  lovgivningen  i  form  af vejledninger og i sundhedsaftaler mv. Placering i lovgivningen ARF kommenterer kun den lovgivningsmæssige placering af alkoho lområdet indirekte. Foreningens fokus er på narkotikamisbrugsområdet, hvor foreningen foreslår, at narko- tikaområdet samles i Lov om social service, i stedet for som foreslået at lade det regu- lere  dels  i  sundhedsloven,  dels  i  loven  om  social  service.    Som  konsekvens  af  dette synspunkt – og i øvrigt ubegrundet  - foreslår ARF, at også alkoholbehandlingen henfø- res til lov om social service. Kommentar: Alkoholbehandling er i dag også en sundhedsydelse i henhold til sygehuslovens § 16. Lovforslaget viderefører d  ette.  Forslaget har derfor ikke givet anledning til ændringer    i lovforslaget. Forebyggelse af alkoholstorforbrug og -misbrug En  kreds  af  amtslige  og  kommunale  forebyggelseskonsulenter  på  misbrugsområdet bemærker  med  tilfredshed,  at  forebyggelse  bliver  en   lovpligtig  kommunal  opgave  og ser det som en opprioritering af det forebyggende arbejde. Kredsen bemærker samt i- dig, at misbrugsforebyggelse blandt børn og unge ikke nævnes i lovforslaget og dets bemærkninger.  Samtidig betoner kredsen vigtigheden af, at den sociale dimension af forebyggelsen synliggøres og opprioriteres. Kredsen finder det vigtigt, at der bevidst tages stilling til eksisterende netværk og fa g- miljøer på kort og langt sigt  – for at undgå tab af væsentlig viden, kompetence  mv. og for at bevare og fastholde udviklingstakten. Kredsen tillægger det afgørende betydning med regionale videnscentre i samtlige reg  i- oner, der kan fungere som sparringspartnere for de enkelte kommuner og i forhold til statsligt  niveau,  fx  Sundhedsstyrelsen.  Kredsen  henviser  til  det  hidtidige  samarbejde mellem amter og kommuner på det misbrugsforebyggende område. Kredsen giver i øvrigt udtryk for en bekymring for, at den alkoholbehandlende indsats kan få første prioritet i forhold til den alkoholforebyggende indsats i komm unerne. Alkoholpolitisk  Landsråd  frygter,  at  specialviden  på  det  alkoholforebyggende  område spredes eller forsvinder ved at placere opgaven i kommunerne.

22 Kommentar: Forslagene har givet anledning til, at lovbemærkningerne er    blevet suppleret med be- mærkn   inger om en alkoholforebyggende indsats specielt i forhold til børn og unge. Den fremtidige placering af alkoholbehandlingen i kommunerne DADL mener, at alkoholbehandlingen fremover skal varetages af regioner. Foreningen anfører, at alkohol - og stofmisbrugsbehandling er et specialiseret, lægeligt fagområde. Foreningen peger på, at misbrugsbehandlingen ofte er nøje koblet til psyki atrien. DSR er af den opfattelse, at lovforslaget på dette område kan medføre en væsentlig forringelse  af  tilbuddene  til  misbrugerne.  DSR  henviser  dels  til  behovet  for  en  faglig ekspertise på et tilstrækkeligt højt niveau, og til kommunernes manglende erfaringer på misbrugsområdet, dels til en risiko for, at kommunerne vil betragte misbrug som ude- lukkende et socialt anliggende med risiko for at overse sundhedsproblemer knyttet til et misbrug. Endelig mener DSR ikke, at forslaget sikrer, at der tages hånd om sindsliden- de med misbrugsproblemer.   DSR foreslår, at det i bemærkningerne præciseres, at tilbudene skal have samme fa g- lige kvalitet som i dag; at kommunerne først må etablere egne tilbud, når de har op- bygget  den  tilstrækk elige  ekspertise;  at  regionerne  fortsat  skal  have  en  opgave  med udvikling mv.; at der skal være en tæt sundhedsfaglig binding mellem kommunernes og sygehusenes tilbud til misbrugerne; at gruppen af sindslidende skal sikres særligt i lo v- givningen. H:S direktionen bemærker, at alkoholbehandlingen gennem de senere år har udviklet i sig positivt. H:S anfører, at  en fortsættelse af denne udvikling  – med mere specialiseret og evidensbaseret behandling – forudsætter forankring i enheder med en vis volumen. Alkoholpolitisk  Landsråd  og  Lænken   finder  det  positivt  med  en  entydig  placering  af indsatsen på alkoholområdet. Samtidig udtrykker begge, ligesom, Centerlederforenin- gen  og  FTF,  bekymring  for,  om  kommunerne  kan  løfte  alkoholbehandling sopgaven. Der henvises til en risiko for forringelse af behandlingen på grund af spredning af eks- pertisen og til en risiko for, at uensartede visitationskriterier til døgn -, dag- og ambulant behandling kan medføre såvel over - som underbehandling. Lænken  og FTF er derud- over bekymrede for, om kommunerne kan fastholde og opbygge den fornødne faglige kompetence. Lænken anfører derudover bekymring for, om kommunerne vil prioritere opgaven som ofte vedrører ”normale” i forhold til indsatser i forhold til sæ   rlige grupper. Lænken opfordrer til, at placeringen af alkoholbehandlingen som en kommunal opgave genovervejes. Københavns  Kommune   tilslutter  sig,  at  alkoholbehandling fremover  skal  varetages  af kommunerne. Rådet for Socialt Udsatte savner en beskrivelse af medinddragelse af alkoholmisbruge- rens familie i behandlingen. Kommentar: Forslagene har givet anledning til, at lovbemærkningerne er    blevet udbygget med op- lysninger  om  den  igangværende  o   g  kommende  indsats  for  at  kvalitetsudvikle-/sikre alkoholbehandlingsindsatsen. Der vil i regi af Sundhedsstyrelsen blive etableret et al-

23 koholbehandlingsregister, og Sundhedsstyrelsen vil gennemføre et litteraturstudie ve  d- rørende forskellige behandlingsmeto  der. Hensigten er på sigt at udvikle  kvalitetssta n- darder for god alkoholbehandling. Særlige grupper DSR, DADL og De Samvirkende Invalideorganisationer påpeger behovet for en særlig indsats i forhold til særlige grupper, fx sindslidende misbrugere og udvi klingshæmm e- de.  De  Samvirkende  Invalideorganisationer  foreslår  et  udvalgsarbejde  herom  inden lovens færdiggøre  lse/implementering. Disse grupper falder ofte mellem to stole, og det skal sikres, at der er et relevant be- handlingstilbud til disse grupper. Blå Kors har anført, at børn af alkoholikere skal sikres et kvalificeret behandlingstilbud, fordi de tilhører en udsat gruppe. Kommentar: Forslagene har givet anledning til, at lovbemærkningerne er    blevet suppleret med be- mærkninger  om  indsatsen  i  forhold  ti   l  særlige  grupper  som  fx  sindslidende  og  udvi   k- lingshæmmede. Kommunerne skal således sikre, at der er et relevant tilbud om alk o- holbehandling til disse grupper, som ofte falder mellem to stole. Der skal være et tilbud, som  integrerer  alkoholbehandling  i  psykiatrisk  behandling  fx  ved,  at  det  det  samme behandlerteam forestår det samlede behandling stilbud.    Alkoholbehandling som relevant, neutralt og anonymt tilbud - valgmuligheder Alkoholpolitisk Landsråd og Lænken  anfører, at der er en risiko for, at nogl e alkohol- misbrugere  undlader  at  søge  at  gå  i  behandling,  når  alkoholbehandlingen  bliver  en kommunal opgave. Det gælder specielt alkoholmisbrugere uden kontakt til kommunen i øvrigt. Dels fordi de ikke ønsker, at deres alkoholproblem bliver et ”kommunalt an   lig- gende” (fx kommunalt ansatte), dels fordi de kan se sig selv i rollen som kommunale klienter. Lænken  betoner behovet for et tilbud om behandling i et neutralt miljø og med mulighed for at opretholde anonymitet. Lænken  vægter opretholdelse af valgfrihed. Københavns Kommune  anfører, at det kan give anledning til visse vanskeligh eder, at en alkoholmisbruger uden henvisning har ret til behandling på et alkoholambulatorium, som ikke er en del af det kommunale tilbud. Såfremt misbrugeren ønsker at være an  o- nym, vil man ikke kunne finde rette betalingskommune. Majorgården er enig i, at alko- holbehandling skal kunne finde sted anonymt. Kommentar: Hensynet til neutralt miljø og anonymitet tilgodeses ved fortsat ret til anonym og vede  r- lagsfri behandling på ambulato rium uden for egen kommune. Udtalelserne har således ikke givet anledning til ændringer i lov   forslaget. Indgåelse af Sundhedsaftaler Alkoholpolitisk Landsråd og H:S direktionen foreslår, at de kommende sundhedsaftaler også kommer til at omfatte ”behandling for alkoholmisbrug”, jf. § 200 (nu § 206). H:S henviser bl.a. til fortsatte ”gråzoner” i forbindelse med fx akut afrusning, indlæggelse for afbrydelse af misbrug og behandling for abstinenser

24 Kommentar: Alkoholmisbrug vil kunne tages op ifbm. sundhedsaftalerne. Betaling for alkoholbehandling KFUM’ Sociale Arbejde i Danmark foreslår, at § 141, stk. 5, ændres til ”Den behand- ling, alkoholmisbrugeren er visiteret til, er vederlagsfri uanset, hvor alkoholmisbrugeren bor”. Kommentar: Det  fremgår  af  stk.  1,   at  kommunens  tilbud  om  alkoholbehandling  er  vederlagsfrit. Samtidig fremgår det af stk. 6, at anonym behandling på alkoholambulatorium fortsat er vederlagsfrit –  uden visitation, tilsvarende i dag.  Forslaget har derfor ikke givet anled- ning til æ   ndringer af lovforslaget. Frit valg til alkoholbehandling KFUM’s Sociale Arbejde i Danmark og Blå Kors foreslår, at en misbruger, som er visi- teret  til  ambulant  behandling  eller  dag-  eller  døgnbehandling  selv  skal  kunne  vælge behandlingssted. Majorgården anfører, at  man bør sikre forskellige behandlingsmode l- ler samt mulighed for såvel dagbehandling som døgnbehandling, idet det vil give bedre behandlingsresultater. Kommentar: Der er i 2005 afsat betydelig flere midler til forebyggelse og behandling af alkoholmis- brug. Forsøg med større valgfrihed til alkoholbehandling kan overvejes i denne forbi    n- delse. Forslaget har derfor ikke givet anledning til ændring af lov   forslaget. Faglig udvikling, forskning og vidensopsamling DSR mener, at regionerne fortsat har en vigtig opgave på misbrugsområdet, bl.a. når det  gælder  faglig  udvikling,  tværgående  erfaringsopsamling  og  rådgivning  til  komm u- nerne om at etablere behandlingstilbud. Lænken  ønsker en styrkelse af viden på alkoholområdet, kvalitetssikring og  forskning bl.a.  med  henblik  på  udvikling  af kvalitetsstandarder.  Nødvendige  ressourcer  skal  a f- sættes hertil. Majorgården anfører, at behandlingstilbudene bør være omfattet af kval   itetssikring med hensyn til faglig, etisk og professionel standard, og det bør søges belyst, om beh  and- lingstilbuddets  målsætning  og  resultater  står  mål  med  omkostninger  ud  fra  en  sam- fundsøkonomisk og menneskelig b etragtning. Kommentar: Forslagene har givet anledning til, at lovbemærkningerne er    blevet udbygget med op- lysninger  om  den  igangværende  og  ko   mmende  indsats  for  at  kvalitetsudvikle-/sikre alkoholbehandlingsindsatsen.