Besvarelse  af  spørgsmål  nr.   61  (L  74),  som  Folketing- ets  Sundhedsudvalg  har  stillet  til  indenrigs-  og  sund- hedsministeren den 12. april 2005 Spørgsmål  61: "Vil de økonomiske incitamenter, som den aktivitetsafhængige kommunale medfinansiering  af  regionale  sundhedsydelser  giver,  efter  ministerens  op- fattelse være kraftige nok til at få ko mmunerne til at etablere funktionsdyg- tige substitutionstilbud til hospitalsindlæggelse samt velfungerende geno p- trænings- og forebyggelsestilbud?" Svar: Sundhedsloven  giver  kommunerne  en  styrket  rolle  på  sundhedsomr å det, hvor  de  tilskyndes til  en  effektiv forebyggelses-,  trænings-  og  plejeindsats og bl.a. få r ansvaret for al genoptræning udenfor sygehusregi samt for be- handling af alkohol- og stofmisbrug. Der skabes sål edes en forpligtelse for de lokale myndigheder til i et samarbejde at yde en indsats for primær fore- byggelse og sundhedsfremme med det sigte at forhindre, at sygdom opstår eller  udvikler  sig,  bl.a.  ved  i  forbindelse  med  varetagelse  af  opgaverne  i forhold til borgerne generelt at bidrage til at skabe rammerne for en sund levevis. De økonomiske  konsekvenser af den kommunale medfinansiering samt de nye  sundhedsopgaver  for  kommunerne  er  aktuelt  under  afklaring  med  de kommunale parter. Det kan dog skønnes, at kommunerne som led i refo r- men på sundhedsområdet vil få    tilført i størrelsesord  enen ca. 14 mia. kr. Herudover vil kommunerne naturligvis kunne disponere over de udgifter til sundhedsrelaterede opgaver, som de allerede i dag afholder – f.eks. opga- ver for børn med særlige behov, træning   og ældrepleje m.v. Den finansieringsmodel, der er fremlagt i lovforslaget, har til formål at u n- derstøtte det forpligtende samarbejde mellem regionerne og kommune rne, som er nødvendigt for at sikre, at sundhedsvæsenet samlet set giver pat  i- enterne nogle hensigtsmæssige tilbud og et sammenhængende fo rløb. Som jeg har redegjort for i min besvarelse af spørgsmål nr. 38 får komm   un- erne med sundhedsloven både helt konkret og mere overordnet en række nye, fornuftige og velafbalancerede incitamenter til sammen med regioner- ne  at  overveje,  om  organiseringen  på  de  forskell ige  områder  og  sektorer kan  gøres  anderledes  og  bedre.   Det  gælder  både   de  nuværende  og  de fremtidige sundhedsopgaver. Indenrigs- og Sundhedsministeriet Dato: 25. april 2005 Kontor: 2.s.kt./4.ø.kt. J.nr.: 2004-1200-59 Sagsbeh.: CBJ/MHA Fil-navn: Cbj1417_spm61.doc

2 Medfinansieringsmodellen  lægger  op  til,  at  det  er  hver  enkelt  kommune, som ud fra lokale hensyn og behov selv identificerer de områder,  hvor der med fordel kan etableres nye tilbud og øget sa marbejde. Der er som anført i svaret på spørgsmål nr. 38 et meget væsentligt potenti- ale i, at kommunerne med kommunalreformen bliver borgernes hovedind- gang til den offentlige sektor og på denne måde   kommer til at møde bo r- gerne i en lang række forskellige sammenhænge . Det gælder  f.eks. skoler, dag- og døgninstitutioner, hjemmepleje, kontanthjælpssystemet, miljø m.v. Kommunerne  får   dermed  en  række  handlemuligheder,  når  det   gælder sundhedstilbud. F.eks. for at tage sundhedsproblemer i opløbet  ved gene- relt  at  skabe  sunde  miljøer   -  eller  ved  målrettede  indsatser  mod  udsatte mennesker og grupper (ældre, mennesker med sociale problemer, børn og unge, udsatte grupper på ka nten af arbejdsmarkedet m.v.). Mere overordnet kan kommunernes indsats f.eks. foregå som led i de nye sundhedsaftaler med regionerne, der bl.a. skal omfatte aftaler om udskriv- ningsforløb, forebyggelsesindsats og samarbejde om genoptræning. Ko  m- munerne  får  også  plads  i    Regionernes  Lønnings -  og  Takstnævn  og  der- igennem en mulighed for at påvirke udviklingen i praksi ssektoren. Kommunerne kan  rent faktisk gøre  en forskel. I  Skævinge  Kommune  in  d- fø rte man eksempelvis en integreret sundhedsordning på ældreområdet. 10 år senere var sengedagsforbruge t for de ældre over 75 år faldet til det ha l- ve, mod et fald på 11 pct. på landsplan. En anden undersøgelse viser, at mellem  6  og  11  pct.  af  indlæggelserne  på  Amager  Sygehus  ville  kunne undgås eller forkortes, hvis der havde været et relevant a lternativ. På det psykiatriske område kan kommunerne tilbyde alternativer i form af bofællesskaber, besøgsordni  nger og lign. i forhold til de bedst fungerende af  de  psykiatriske  patienter.  Endvidere  kan  forskellige  sociale  tilbud  som klubber, fællesaktiviteter m.v. indgå i det  forebyggende arbejde.   I relation til praksissektoren er sigtet med den kommunale medfinansiering primært at give kommunerne et incitament til at engagere sig i praksissek- torens ydelser og i, hvordan de spiller sammen med det kommunale sund- hedsvæsen.  Sigtet er først og fremmest at undgå unødige kontakter til l   æ- ger og andre. Dette gøres f.eks. gennem for ebyggelse både på kort og lang sigt  -  men  også  i  forhold  til  sygehusindlæggelse  vil   det  have  betydning, hvordan samspillet med f.eks. egen læge er. Som det fremgår, vil kommunerne  fremover kunne disponere over en bety- delig, økonomisk ramme  på sun dhedsområdet. Det betyder, at selv mindre økonomiske fordele ved at indrette de enkelte tilbud på sundhed  sområdet på  en  anden  måde  vil  kunne    være  et  incitament  for  kommunerne  til  at ”tænke nyt” i fo rhold til i dag.

3 Det er på denne baggrund min opfattelse, at kommunerne med lovforsl aget får   nogle  effektive  og  stærke  økonomiske  incitamenter  til  at  etabl  ere  en hensigtsmæssig opgavevaretagelse  – samtidig med, at der i den samlede lovpakke,  som  regeringen  har  lagt  frem  som  led  i  kommunalreformen,  er taget hensyn til kommunernes økonomiske bæreevne og byrdeford  eling.