I forbindelse med behandlingen af lovforslaget har der været fremsat ønske om indførelse af en såkaldt three strikes and you are out-model, hvor momsregistrering for en virksomhed fratages i en vis periode, når virksomheden har overtrådt skatte- og afgiftslovgivningen ved anvendelse af sort arbejde, udeholdelse af indtægter og afgiftsgrundlag m.v. tredje gang.
Jeg er enig i, at der er en række situationer, hvor der er behov for en opstramning af reglerne, således at virksomheder hurtigere, mere klart og føleligt kan gøres opmærksom på, at overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen ikke tolereres af myndighederne.
På den anden side er jeg også af den opfattelse, at en three strikes and you are out-regel vil være i strid med fundamentale retsregler og formodentlig blive underkendt af domstolene. Jeg henviser i den forbindelse til bemærkningerne
i lovforslaget om næringsbrevsordningen. Bl.a. på baggrund af forslaget om three strikes and you are out-modellen har Skatteministeriet iværksat et udredningsarbejde, der bl.a. skal komme med forslag til opstramning af regler for momsregistreringen. De nuværende regler tager især sigte på forholdene på registreringstidspunktet. Der er imidlertid også et behov for
i forbindelse med den daglige drift af virksomheder, at Told og Skat skal kunne stille krav om f.eks. sikkerhedsstillelse, afregningstider, bedre arbejdsgange og lignende, således at virksomhederne kan holdes i meget kort snor. I den forbindelse bliver det undersøgt, om momsregistrering kan fratages virksomhederne, hvis de ikke opfylder f.eks. Told og Skats krav om sikkerhedsstillelse. Dette udredningsarbejde sigter mod, at der fremsættes lovforslag til oktober. I udredningsarbejdet indgår en række andre initiativer. Det drejer sig om fakturakrav, mærkatordninger for varebiler, der har betalt moms, styrkelse af mulighederne for beslaglæggelse og konfiskation og harmonisering af bødebestemmelser. Endvidere undersøges mulighederne for opstramning af reglerne vedrørende registrering som varemodtager og mellemhandler, subsidiær hæftelse for underleverandører, skærpet kontrol med bygge- og anlægsvirksomheder og styrket indsats mod momskarusselsvindel. Som nævnt sigtes der mod, at mange af initiaverne kan medtages i et lovforslag til oktober. I en del af tilfældene vil der dog blive tale om administrative initiativer. Det drejer sig bl.a. om øgede fakturakrav, mærkatordningen og en del af de harmoniserede bødebestemmelser. I visse tilfælde søges eksisterende hjemler udnytte bedre eller afprøvet gennem principielle sager.