Fremsat 24-02-2005
1. behandlet / henvist til udvalg 29-03-2005
Betænkning afgivet 08-06-2005
2. behandlet/henvist til udvalg 14-06-2005
Betænkning afgivet 15-06-2005
Tillægsbetænkning afgivet 15-06-2005
Ændringsforslag uden for tillægsbetænkning afgivet 16-06-2005
3. behandlet, vedtaget 17-06-2005
Ministerområde:
Undervisningsministeriet
Med loven overtager kommunalbestyrelserne fra 1. januar 2007 amtsrådenes hidtidige ansvar for folkeskolens vidtgående specialundervisning. De mest specialiserede lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud overføres dog til regionerne. Regionsrådene overtager således ansvaret for disse undervisningstilbud, for så vidt angår drift og forsyningssikkerhed samt forpligtelsen til fortsat udvikling af tilbuddene, medens kommunerne får visitationskompetencen og det fulde finansieringsansvar.
Klageadgangen for forældrene til elever på specialskoler og i kommunale specialklasser udvides.
Ansvaret for tilbuddet til ordblinde flyttes til lov om forberedende voksenundervisning (FVU-loven), og den forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisningen forankres på de eksisterende voksenuddannelsescentre, der omdannes til selvejende institutioner. Drifts- og finansieringsansvaret overtages af staten.
Visitationen til ordblindeundervisningen henlægges til voksenuddannelsescentrene, der også overtager adgangen til at indgå driftsoverenskomster med f.eks. oplysningsforbund om tilbud af ordblindeundervisning og forberedende voksenundervisning.
Baggrund:
Lovforslaget var en del af den samlede lovgivningsmæssige gennemførelse af kommunalreformen.
Lovforslaget vedtaget med 62 stemmer (V, DF og KF) mod 49 (S, RV, SF og EL).