L 127 Forslag til lov om voldgift.

Af: Justitsminister Lene Espersen (KF)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2004-05 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 16-03-2005
1. behandlet / henvist til udvalg 06-04-2005
Betænkning afgivet 26-05-2005
2. behandlet/direkte til 3. behandling 07-06-2005
3. behandlet, vedtaget 14-06-2005
Ministerområde:
Justitsministeriet
Resumé:
Med loven fås en helt ny lov om voldgift. Loven indeholder bl.a. regler for behandling af voldgift, som finder sted i Danmark, regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af også udenlandske voldgiftskendelser og regler om danske domstoles bistand til voldgift, som finder sted i udlandet, eller hvor der endnu ikke er taget stilling til, hvor voldgiften skal behandles. Herudover indeholder loven bl.a. et forbud mod forudgående voldgiftsaftaler i forbrugerforhold. Bestikkelse af voldgiftsdommere kriminaliseres.

Baggrund:

Det fremgik af lovforslagets bemærkninger, at lovforslaget i modsætning til den gældende voldgiftslov indebar en ny, mere omfattende voldgiftslov, der som udgangspunkt regulerede alle væsentlige spørgsmål, der kunne opstå i forbindelse med voldgift. Dette indebar bl.a., at grundlæggende principper af betydning for parternes retssikkerhed i forbindelse med voldgift, der for nogles vedkommende hidtil blev udledt af en sparsom retspraksis, blev lovfæstet.
Lovforslaget fulgte de internationale standarder på området og forventedes at gøre det lettere for danske erhvervsvirksomheder, der opererede internationalt, at opnå aftaler om anvendelse af voldgift her i landet.
Afstemning:
Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 114 stemmer.