Et væsentligt element i servicedirektivet handler om, at tjenesteydere nemmere skal kunne præstere ydelser på tværs af grænserne. Det vil føre til at en række af de autorisations- og tilladelsesordninger, som lovgivningsmæssigt er vedtaget f.eks. af hensyn til forbrugere, sundhed, miljø, byudvikling og så videre, skal vurderes, for at se om de lever op til EU's betingelser for at sikre et ikkediskriminerende indre marked. Det vil formentlig betyde, at en lang række krav, som f.eks. Danmark stiller til udførelse af bestemte typer virksomhed, skal gennemgå en proportionalitetsvurdering mellem hensynet til det vi har ønsket at beskytte og Kommissionens ønske om at fremme markedet.