Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Plantedirektoratet/2. afd. 2. kt/2. afd. 1. kt.

J.nr.:  06-2221-000001

Den 17. marts 2006

Initialer: SFG/JLP /LBRO/EMFJ

FVM 345

 

 

 

Orienterende Notat til Folketingets Europaudvalg

 

om EU’s beredskabsforanstaltninger vedrørende indhold af ikke-godkendt GMO-majs ”Bt10” i majsfoder fra USA

 

Kom-dokument foreligger ikke.

 

Den Stående Komité for fødevarekæden og dyresundhed vedtog den 15. april 2005 Kommissionens forslag til beslutning om, at hver ladning af visse typer af majsfoder (majsgluten og mask/bærme) fra USA skal ledsages af et analysebevis, som dokumenterer, at foderet ikke indeholder materiale fra den genetisk modificerede majs, Bt10. Beslutningen opfordrede endvidere medlemslandene til at kontrollere allerede importeret foder for indhold af Bt10 jf. Kommissionens beslutning 2005/317/EF. Beredskabsforanstaltningerne skyldtes, at de amerikanske myndigheder og biotekfirmaet Syngenta havde oplyst, at majsprodukter eksporteret til EU kunne være forurenet med små mængder Bt10-materiale. Bt10-majsen må hverken markedsføres i USA eller EU.

 

Foranstaltningerne blev første gang revurderet i den Stående Komité den 27. oktober 2005. Kommissionen besluttede dengang at videreføre foranstaltningerne, fordi den ikke fandt, at de amerikanske myndigheder og Syngenta havde givet tilstrækkelige garantier for fraværet af Bt10 i kommende eksporter af majsfoder. Der var bred enighed blandt medlemsstaterne, herunder Danmark om at videreføre foranstaltningerne.

 

Foranstaltningerne er igen blevet drøftet på et møde i komitéen den 3. marts 2006 med udgangspunkt i skriftlige redegørelser fra virksomheden og de amerikanske myndigheder om bestræbelserne på at fjerne Bt10 fra dyrknings- og eksportkæden i USA. Ifølge virksomheden har de rutinemæssige analyser i USA ikke vist indhold af Bt10-materiale i majsfoder til eksport siden november 2005, hvorfor kravet om den løbende kontrol kan ophæves.

 

De amerikanske myndigheder har oplyst, at

 

 

På mødet i komitéen den den 3. marts 2006, udtrykte et flertal af delegationer tvivl om, hvorvidt de nye oplysninger fra USA var tilstrækkelige til at foranstaltningerne kunne ophæves, selvom ingen af medlemslandenes kontrolanalyser havde vist indhold af Bt10 efter beslutningens endelig ikrafttræden. Flere delegationer, herunder den danske, støttede i den forbindelse et forslag fra England om, at bede de europæiske FVO-inspektører (Food and Veterinary Officers) om at efterprøve virksomhedens oplysninger ved et kontrolbesøg i USA.

 

På den baggrund ville Kommissionen nu studere redegørelsen fra Syngenta nøjere og undersøge mulighederne for at gennemføre en FVO-inspektion i USA.

 

Foranstaltningerne vil igen blive drøftet med medlemslandene ved et senere møde i den Stående Komité.