LDJ/LMN/BM

JLU/SM

 

 

 

 

 

 

11. juli 2006

 

Sag nr. 7111-0009

 

 

 

 

 

BESKÆFTIGELSESMINISTERIET

SOCIALMINISTERIET (LIGESTILLINGSAFDELINGEN)

 

 

Til Folketingets Europaudvalg

 

cc:

Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

Folketingets Socialudvalg

Folketingets Politisk-Økonomiske Udvalg

Det finske EU-formandskabs program på beskæftigelses-, social- og ligestillingsområdet, 2. halvår 2006

 

Det finske EU-formandskab har udsendt et brev om aktiviteterne på beskæftigelses-, social- og ligestillingsområdet i andet halvår 2006. Formandskabet har som tema valgt de udfordringer, som følger af globaliseringen og befolkningernes aldring (”The challenges brought about by globalisation and the demographic changes”). Formandskabet har endvidere fremlagt et første udkast til dagsorden for rådsmødet den 1. december 2006 samt en oversigt over møder og konferencer på beskæftigelses-, social- og ligestillingsområdet i 2. halvår 2006. Materialet er vedlagt til orientering. Følgende elementer kan fremhæves:

 

Formandskabet vil på beskæftigelsesområdet sætte særlig fokus på arbejdsproduktivitet og kvalitet i arbejdet som indsatsområder, der skal ruste EU i forhold til de nævnte udfordringer. Temaet blev introduceret og drøftet på det uformelle ministermøde for beskæftigelses- og socialministre den 7. juli i Helsingfors og vil blive fulgt op på en konference den 17.-18. oktober i Espoo. Formandskabet har endvidere nedsat en arbejdsgruppe under Beskæftigelseskomiteen (EMCO), hvis analyse skal munde ud i en komité-udtalelse, som Rådet af beskæftigelses- og socialministre kan tiltræde til december.

 

På arbejdsretsområdet har formandskabet tilkendegivet at prioritere revisionen af arbejdstidsdirektivet højt med henblik på at opnå politisk enighed i Rådet under finsk formandskab. Formandskabet skal forsøge at finde et kompromis i det vanskelige udestående spørgsmål om, hvorvidt og i givet fald hvordan den eksisterende fravigelsesmulighed (den såkaldte opt out) fortsat skal være gældende i det reviderede direktiv. Formandskabet har antydet muligheden for et ekstraordinært rådsmøde i oktober, såfremt der viser sig en realistisk udsigt til at nå til enighed i denne sag.

 

Endvidere vil formandskabet fortsætte arbejdet med at finde en løsning i forhold til direktivforslaget om overførsel af supplerende pensionsrettigheder. Her udestår afklaring af en række komplicerede spørgsmål som følge af de mange forskellige pensionssystemer, der findes inden for EU.

 

Formandskabet vil også lægge op til diskussion af arbejdsretlige spørgsmål på baggrund af Kommissionens grønbog om fremtidens arbejdsret, som forventes offentliggjort medio september 2006. Grønbogen skal ses i sammenhæng med Kommissionens arbejde med udvikling af et sæt fælles principper for flexicurity, som forventes fremlagt i slutningen af 2007.

 

I forhold til direktivforslaget om vikarer vil formandskabet afvente et evt. udspil fra Kommissionen.

 

På arbejdsmiljøområdet afventer formandskabet Kommissionens fremlæggelse af et direktivforslag om ændring og forenkling af procedurerne vedr. afrapportering i eksisterende arbejdsmiljødirektiver, hvor man sigter mod politisk enighed i Rådet under finsk formandskab.

 

Endvidere afventer formandskabet Kommissionens forslag til EU’s arbejdsmiljøstrategi 2007-2011. Denne forventes dog ikke fremlagt før november/december 2006 og er således ikke sat på den foreløbige dagorden for rådsmødet i december.

 

Det finske formandskab vil endvidere arbejde for, at der kan opnås politisk enighed om forordningsforslaget om en globaliseringsfond på rådsmødet i december, så fonden kan blive etableret i begyndelsen af 2007. I Danmark hører sagen under Udenrigsministeriets ansvarsområde.

 

For så vidt angår koordination af social sikring vil formandskabet fortsætte forhandlingerne om gennemførelsesforordningen til forordning 883/04, idet det er hensigten at opnå delvis generel indstilling om pensionskapitlet i slutningen af formandskabet. Endvidere forventes delvis generel indstilling om et forslag til bilag IX til forordning 883/04 om særordninger for medlemsstaterne.

 

Formandskabet sigter endvidere mod politisk enighed om et forslag til Rådsbeslutning om etablering af et program til bekæmpelse af vold (Daphne III).

 

På rådsmødet 1. december forventes også en debat om den demografiske udvikling på baggrund af en forventet grønbog herom fra Kommissionen.

 

På rådsmødet forventes der endvidere at foreligge en delrapport fra Komitéen for Social Beskyttelse om håndteringen af sociale tjeneydelser med udgangspunkt i den meddelelse herom fra Kommissionen, som forelå til rådsmødet den 1. juni.

 

Endelig forventes under det finske formandskab vedtaget de årlige Rådskonklusioner om ligestillingsaspekter som opfølgning på Peking-platformen.

 

 

 

 

 

 

4 bilag