UDENRIGSMINISTERIET

                                                                                                             Den      marts 2006

                                                           Europaudvalgets spørgsmål nr. 47 af 7. marts 2006

Ad EUU alm. del

 

 

Spørgsmål 47:

Vil regeringen arbejde for, at EU herudover foreslår at sænke de udviklede landes toldsatser på industrivarer, hvor ulandene er konkurrencedygtige, herunder især tekstiler?

 

Svar:

EU’s nuværende forhandlingslinje for industrivarer er i overensstemmelse med regeringens mål om at skabe øget markedsadgang til gavn for alle, inkl. u-landene og andre sårbare økonomier.

 

Der er i Hongkong skabt enighed om at anvende en formel for reduktion af toldsatser, som reducerer de højeste toldsatser mest. Selvom niveauet for reduktioner endnu ikke er kendt, vil en sådan formel kunne medvirke til en væsentlig reduktion af eksisterende ”toldtoppe” på områder, hvor udviklingslandene har særlige eksportinteresser. Det gælder f.eks. tekstiler, som i visse udviklede lande er beskyttet af relativt høje toldsatser.

 

Derudover har EU åbent tilkendegivet, at man er villig til at yde ekstra stor markedsadgang inden for sektorer så som tekstiler, fodtøj og beklædning. Det er bl.a. hensynet til udviklingslandene, som ligger til grund for EU’s offensive udspil.

 

Endelig har EU i initiativet ”Alt undtagen våben” givet told- og kvotefri adgang for alle produkter, inklusive tekstiler, for gruppen af mindst udviklede udviklingslande.

 

Regeringen støtter EU’s forhandlingslinje og arbejder således for, at der skabes gunstige forhold på områder, hvor udviklingslandene er konkurrencedygtige, f.eks. inden for tekstiler.