UDENRIGSMINISTERIET

                                                                                                             Den      marts 2006

                                                           Europaudvalgets spørgsmål nr. 48 af 7. marts 2006

Ad EUU alm. del

 

 

Spørgsmål 48:

Vil regeringen arbejde for - og hvordan - at EU foreslår skærpede regler for brug af antidumpningsbestemmelser, så det omfattende misbrug af dette instrument - der også er stigende fra EU's side - bliver begrænset?

 

Svar:

I relation til WTO’s antidumping-regler arbejder EU for et forbedret og mere transparent regelsæt for anvendelsen af antidumpingforanstaltninger – et mål, som regeringen aktivt støtter og bidrager til udviklingen af.

 

EU har i WTO-forhandlingerne stillet en lang række forslag til emner, som man mener bør danne ramme for forhandlingerne. EU har f.eks. foreslået, at der etableres regler, som kan sikre større gennemsigtighed ved antidumping-undersøgelser og efterfølgende indførelse af egentlige foranstaltninger, således at afgørelser om straftold ikke kommer som en overraskelse for berørte virksomheder m.v. EU har ligeledes foreslået, at der etableres klarerere regler for størrelsen af den antidumpingtold, der kan indføres, samt at der ved gennemførelse af undersøgelser af påstået dumping i højere grad stilles krav om analyse af bredere offentlige interesser end blot producentinteresser, så som f.eks. interesser fra forarbejdningsindustri, importører, detailhandel og forbrugere.

 

EU’s medlemslande drøfter løbende de emner, som EU fremsætter i WTO-forhandlingerne. I disse drøftelser er Danmark og de øvrige handelsliberale lande særdeles aktive. Der arbejdes løbende på fælles indspil til Kommissionens drøftelser med de øvrige WTO-partnere, som kan medvirke til præcisering og forbedring af de gældende regler, således at misbrug af dette instrument kan undgås i videst mulige omfang.

 

Også internt i EU – i relation til EU’s eget regelsæt for antidumping – arbejder regeringen aktivt for at præcisere antidumpingreglerne. En præcisering af både WTO’s og EU’s eget antidumping-regelsæt vil være et led i at begrænse brugen af uretmæssige beskyttelsesforanstaltninger.