Udenrigsministeriet                                                                                          EUP, j.nr. 400.B.2-5.
                                                                                                                       Den 18. september 2006
Spørgsmål 63 ad EUU alm. del fra Folketingets Europaudvalg :
Ministeren bedes kommentere vedlagte henvendelse fra Rådet for Frivilligt Socialt Arbejde vedr. udnævnelse af danske medlemmer til Det Økonomiske og Sociale Udvalg (ØSU)
Svar:
Den ny mandatperiode for det nybeskikkede ØSU begynder formelt d. 21. september 2006 og udløber d. 20. september 2010.
Ifølge EF-traktatens artikel 257 skal ØSU bestå af repræsentanter for de forskellige økonomiske og sociale grupper i det organiserede civilsamfund, herunder navnlig for producenter, landbrugere, fragtførere, arbejdstagere, handlende og håndværkere, liberale erhverv, forbrugere og almindelige samfundsinteresser.
Nice-traktaten ændrede ordlyden af artikel 257 således, at ØSU - ud over de grupper som hidtil har været nævnt (arbejdsgivere, arbejdstagere og andre interessenter) - også skal bestå af repræsentanter for almindelige samfundsinteresser med baggrund i det organiserede civilsamfund, herunder forbrugere.
De medlemmer, som beskikkes for perioden 2006-2010 bliver de første, der udnævnes efter de nye regler i Nice-traktaten. Regeringen finder det på den baggrund hensigtsmæssigt at ændre den hidtidige 4-4-1 sammensætning (4 repræsentanter for arbejdsgivere, 4 for arbejdstagere og 1 for andre interesser) til en sammensætning, der afspejler den ændrede ordlyd af artikel 257 i EF-traktaten.
Der findes en lang række organisationer, der repræsenterer interesser, som er relevante for de områder, hvor ØSU høres, og som derfor kan høre under almindelige samfundsinteresser, jf. artikel 257 i EF-traktaten. Udenrigsministeriet har på den baggrund iværksat en offentlig høring af danske NGO’er og er derfor helt enig i, at den danske tradition for inddragelse af NGO’er også skal finde sted her.
Â