Justitsministeriet
Lovafdelingen
Kontor:
Sagsnr.:
Dok.:
Statsretskontoret
2006-750-0130
MHH40369
Besvarelse af spørgsmål nr. 65 af 7. juni 2006 fra Folketingets Europaudvalg (EUU alm.
del)
Spørgsmål:
”Ministeren bedes oplyse, om det i henhold til Grundlovens § 42, stk. 6, er muligt at afhol-
de bindende folkeafstemning om udvidelsen af EU med et nyt medlemsland.”
Svar:
1.
En udvidelse af EU med et nyt medlemsland sker ved indgåelse af en traktat herom mellem
det nye medlemsland og de eksisterende medlemslande i overensstemmelse med de procedurer,
som er fastlagt i artikel 48 i traktaten om Den Europæiske Union.
For Danmarks vedkommende vil en sådan traktat skulle indgås af regeringen på grundlag af
grundlovens § 19, og regeringen vil i den forbindelse skulle indhente Folketingets samtykke, jf. §
19, stk. 1, 2. pkt.
Efter bestemmelsen i § 19, stk. 1, 2. pkt., kræves Folketingets samtykke således bl.a. for, at rege-
ringen kan indgå forpligtelser, til hvis opfyldelse Folketingets medvirken er nødvendig, eller som
i øvrigt er af større betydning. Samtykke kan gives ved lov eller ved folketingsbeslutning, jf. Alf
Ross, Dansk Statsforfatningsret (3. udgave ved Ole Espersen, 1980), side 396.
I forbindelse med de udvidelser af antallet af EU’s medlemslande, der er gennemført siden Dan-
marks indtræden i EF den 1. januar 1973, har der været fulgt den praksis, at Folketingets sam-
tykke er blevet meddelt i lovs form, jf. herved f.eks. § 1 i lov nr. 445 af 10. juni 2003 om Den
Europæiske Unions udvidelse med Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta,
Polen, Slovenien og Slovakiet.
På den baggrund forudsættes det i det følgende, at Folketingets samtykke også i et tilfælde som
det, der sigtes til i spørgsmålet, vil blive meddelt ved lov.