UDENRIGSMINISTERIET                                                       Den 8. august 2006

 

Europaudvalgets spørgsmål nr. 67 af 29. juni 2006

 

 

Spørgsmål:

Giver de seneste dages hændelser i Israel og Palæstina samt Kirsten Grosens debatindlæg i Kristeligt Dagblad d. 27. juni 2006 udenrigsministeren anledning til at ændre i den danske eller EU's politik overfor Israel, herunder overvejelser omkring Euro-Middelhavsassocieringsaftalen med Israel, hvor der i artikel 2 står:

”Forbindelserne mellem parterne samt alle bestemmelserne i denne aftale bygger på respekten for menneskerettighederne og de demokratiske principper, som ligger til grund for deres interne og internationale politik, og som udgør et væsentligt element i aftalen.”

 

Svar:

Som jeg oplyste i Folketinget den 27. januar 2006 under førstebehandlingen af beslutningsforslag B 31 er regeringens holdning, at det drejer sig om at benytte de muligheder, der ligger i associeringsaftalen med Israel for at føre kritisk dialog med landet, herunder om menneskerettighedssituationen i de besatte områder. Dette er den mest direkte og effektive måde at opnå indflydelse på menneskerettighedssituationen. Denne kritiske dialog finder løbende sted såvel bilateralt som i samarbejde og koordination med vore partnere i EU og i FN.

 

Den seneste ulykkelige udvikling i situationen i Mellemøsten giver ikke regeringen anledning til at revidere denne holdning, men i stedet at forstærke opfordringerne til begge parter til at udvise tilbageholdenhed og til at fremme en fredelig forhandlingsløsning.