J.nr. 2006-518-0190

   Dato: 25. september 2006

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Spørgsmål: Der udbedes en redegørelse for status i Kommissionens undersøgelse af restriktioner for spiludbydere i Danmark. I lyset af sagens alvor anmodes om en orientering om, hvilke tiltag regeringen har foretaget for at sikre, at Danmark kan opretholde Danske Spils særstilling.

 

Svar: Besvarelsen af spørgsmålet er tredelt: Den uafhængige konsulentundersøgelse, EU-Kommissionens åbningsskrivelser og tiltag efter Gambelli-dommen.

Den uafhængige konsulentundersøgelse

EU-Kommissionen bestilte i begyndelsen af 2005 en uafhængig konsulentundersøgelse, der skal vurdere om, hvorvidt medlemsstaternes spillelovgivning lever op til deres formål. Undersøgelsen skal ses i sammenhæng med det oprindelige forslag til servicedirektiv (KOM(2004)2), som forpligtede Kommissionen til inden et år efter direktivets ikrafttræden at vurdere muligheden for at fremsætte forslag til harmonisering af spilleområdet.

Den uafhængige konsulentundersøgelse, som forestås af bl.a. Swiss Institute of Comparative Law i Lausanne, indgår i Kommissionens overvejelser på området.

Swiss Institute sendte et udkast til rapport i høring den 24. april i år til bl.a. Skatteministeriet og Justitsministeriet. Udkastet til rapport er affattet på engelsk – dog er visse afsnit på fransk. Der blev derefter afholdt et møde om udkastet den 8. maj i Genève. Høringsfristen udløb mandag den 22. maj 2006. Derefter ville høringssvarene blive indarbejdet i den endelige rapport. Swiss Institute har oplyst, at den endelige rapport er afleveret til Kommissionen, som nu overvejer det videre forløb. Ifølge det oplyste skulle disse overvejelser være tilendebragt ved udgangen af september, hvorefter der kan forventes en udmelding fra Kommissionen.  

EU-Kommissionens åbningsskrivelser

Kommissionen tog den 30. marts 2004 det første skridt mod en traktatkrænkelsessag mod Danmark ved at tilsende Danmark en åbningsskrivelse vedrørende visse bestemmelser i tips- og lottoloven (2003/4765, C (2004) 1012), navnlig vedrørende lovgivningens virkninger for sportsrelaterede spil.

Folketingets Europaudvalg er orienteret om regeringens svar på Kommissionens åbningsskrivelse vedr. restriktioner på spil (Alm. del – bilag 1065, 2003-04).

Den 10. april 2006 valgte Kommissionen at tilsende Danmark en supplerende åbningsskrivelse vedrørende samme emne (2003/4765, K(2006)1078), og fravalgte dermed på daværende tidspunkt at tage det yderligere skridt at tilsende Danmark en begrundet udtalelse.

Samtidig med, at Danmark modtog en supplerende åbningsskrivelse om sportsrelaterede spil, mod­tog Ungarn, Holland, Italien, Tyskland, Sverige og Finland en åbningsskrivelse ligeledes med fokus på sportsspil. 

I den supplerende åbningsskrivelse til Danmark koncentrerer Kommissionen sig om restriktioner, der hindrer den fri udveksling af tjenesteydelser (traktatens artikel 49). Kommissionen tilkendegiver, at den har fravalgt tillige at fokusere på etableringsfriheden (traktatens artikel 43), men Kommissionen anfører dog samtidig, at dette ikke i øvrigt berører indholdet af og konklusionerne i Kommissionens oprindelige åbningsskrivelse af 30. marts 2004 (2003/4765, C(2004)1012).

Det konkluderes i regeringens svar, at den supplerende åbningsskrivelse ikke giver den danske regering grund til at ændre på de konklusioner, som regeringen allerede drog i sit svar på Kommissionens oprindelige åbningsskrivelse.

Folketingets Europaudvalg er orienteret om regeringens svar på Kommissionens åbningsskrivelse vedr. restriktioner på spil (Alm. del – bilag 328, 2005-06).

Tiltag efter Gambelli-dommen

Kammeradvokaten konkluderede efter EF-Domstolens afgørelse i den såkaldte Gambelli-sag (dom af 6. november 2003 i sag C-243/01), at den danske spillelovgivning overordnet set måtte anses for at have udviklet sig i overensstemmelse med EU-retten. Kammeradvokatens Notat vedrørende de EU-retlige krav til national spillelovgivning i lyset af Gambelli-dommen, 28. november 2003 er tidligere oversendt Folketingets Skatteudvalg (Alm. del – bilag 132 (2003-04)) i forbindelse med et samråd om samme emne.

På baggrund af en anbefaling fra Kammeradvokaten er der efterfølgende foretaget justeringer og opstramninger i forhold til Danske Spils (tidligere Dansk Tipstjeneste) og Det Danske Klasselotteris bevillinger.

De danske spillemonopoler må således ikke udvikle spil og markedsføre sig i et omfang, der ligger ud over, hvad der er nødvendigt for at opfylde deres forpligtelser. Hensigten med produktudviklingen og markedsføringen må ikke blot være at øge den samlede efterspørgsel, men skal især søge at kanalisere danskernes spilleaktivitet over i lovlige og kontrollerede spil, men samtidig holde forbruget på et moderat niveau i forhold til en situation med frit marked.

Derudover skal Danske Spil og Klasselotteriet forinden fornyelse af bevillingerne aflevere en redegørelse om den foregående periodes overholdelse af de respektive bevillinger.