Vi havde jo sagt ved betænkningsafgivelsen i Videnskabsudvalget, at vi ville komme med vores markering af, hvad vi ønskede at stemme, ved anden og sidste behandling, som vi foretager i øjeblikket.
Allerførst vil jeg jo gerne lægge klar vægt på, hvilket budskab jeg kom med under førstebehandlingen, da vi diskuterede spørgsmålet om åbne standarder, hvor jeg lagde klart ud med at sige, at Venstre er stor tilhænger af, at vi får indført åbne standarder, og at vi ikke kun gør det på den statslige side, men også gør det i hele den offentlige sektor.
Jeg lagde også vægt på ved førstebehandlingen, at videnskabsministeren jo havde et udvalgsarbejde i gang med deltagelse af flere ministerier, KL og Amtsrådsforeningen, som inden sommerferien skulle besvare nogle af de mange tekniske spørgsmål, der er vedrørende indførelsen af åbne standarder, og at det derfor ville være på sin plads, at man ventede til det udvalgsarbejde, før man decideret generelt fik klarlagt præcis, hvordan vi får indført åbne standarder, som hele Folketinget jo går ind for, at vi får.
Derfor ville jeg også arbejde for, at vi fik lavet det som en beretning i Videnskabsudvalget. Det var der desværre ikke et flertal, der ønskede. Der var et flertal, der ønskede, at vi allerede nu vedtager et forslag, som er blevet så udvandet og har fået så mange bemærkninger, at det nærmer sig symbolpolitik af værste skuffe.
Hvis man ser på forslaget, som det ligger her, med de bemærkninger, der er, og det så som forventet vedtages med stemmer fra alle de folketingsmedlemmer, der er til stede
i salen, så er det sådan, at det reelt intet vil ændre ved den status, som vi har i dag. For det betyder faktisk, at vi går ind og siger, at vi ønsker åbne standarder. Jamen det gør vi allerede i dag. Og det betyder, at vi ønsker, at åbne standarder skal indføres den 1. januar 2008 eller så hurtigt, som det teknisk set er muligt. Jamen det ønsker vi også allerede i dag. Vi ønsker åbne standarder på alle områder, hvor det teknisk set er muligt, og hvis ikke det kan lade sig gøre, så skal man komme med gode grunde til, hvorfor det ikke kan indføres. Det er reelt også en total status quo på området, og det må jeg indrømme at jeg faktisk synes er synd. Jeg synes, at alle Folketingets partier hellere skulle have taget imod den udstrakte hånd fra regeringen om at sætte sig sammen den 15. august til et møde, som vi allerede er inviteret til, og få klarlagt nogle præcise krav til, hvordan vi indfører åbne standarder. Når det her nu er blevet vedtaget ved hjælp af også Venstres stemmer - for det ændrer jo ikke noget alligevel, og så kan vi godt stemme for det - så er det jo først, en lang række spørgsmål trænger sig på. Hvad er en åben standard? ODF er vel, hvad vi alle sammen kalder en åben standard på dokumentsiden. Er PDF en åben standard? Er Microsofts kommende Office Open XML en åben standard? Det er der ingen, der kan svare på og med god grund, fordi det udvalgsarbejde ikke er klarlagt endnu, og det arbejde ikke er endeligt gjort. Derfor må jeg indrømme, at jeg synes, det er lidt sørgeligt, at vi gør et forslag, som vi faktisk alle sammen er enige i - et forsøg på måske at få lidt billig presse på noget, vi egentlig alle sammen er enige om - til symbolpolitik af værste skuffe. Jeg synes, det er lidt synd, og jeg havde håbet, at vi kunne blive enige om den beretning. Sådan skal det ikke være. Venstre stemmer selvfølgelig for både ændringsforslaget og selve beslutningsforslaget, men jeg håber, at vi stadig væk kan sætte os sammen den 15. august og så i stedet for symbolpolitik få ført noget reel politik, nemlig om, hvordan vi kommer videre ikke kun på det statslige område, men i hele den offentlige sektor, for helt ærligt må det jo være det, der er målet.