Årlige udgifter til opgradering til ny software baseret på proprietære standarder samt årlige udgifter til softwarelicenser i den offentlige sektor

                            

Der er i dag ikke noget overblik over de årlige udgifter forbundet med opgradering til ny software baseret på proprietære standarder i den offentlige sektor. Det skyldes blandt andet, at der ikke umiddelbart er opgørelser over, hvilke systemer der indeholder elementer (protokoller, snitflader mv.) baseret på proprietære standarder.

 

De årlige udgifter til softwarelicenser i den offentlige sektor fordeler sig på udgifter til køb af licenser og løbende licensbetaling.

 

I forhold til køb af licenser kan det oplyses, at Statens & Kommunernes Indkøbs Service (SKI) på sin rammekontrakt for standardprogrammel og software volumenlicenser i 2005 omsatte for ca. 430 mio. kr. Det er ikke opgjort, hvor stor en del heraf, der er opgraderingslicenser. Omsætningen fordelte sig med staten: ca. 40,3%, amterne: ca. 16,5%, kommunerne: ca. 31,7% og halvoffentlige institutioner: ca. 11,5%. Tallene er behæftet med en vis usikkerhed.

 

Herudover skal tilføjes servicelicenser fra for eksempel KMD og licenser købt uden for rammeaftaler. Dette omfatter for eksempel udgifter i forbindelse med modernisering hos SKAT eller på andre områder, hvor myndigheder har lavet egne udbud eller købt ind under tærskelværdien for offentlige EU-udbud.

 

I følge tal fra IDC Nordic købte staten i 2003 software for ca. 785 millioner kr., mens amterne og kommunerne købte software for samlet set ca. 1.025 millioner kr. På baggrund af disse tal, vurderer IDC Nordic, at den offentlige sektor samlet set i 2005 brugte ca. 2.175 millioner kr. på software. Tallene er baseret på vurderinger af fremskrivninger på baggrund af undersøgelser hos offentlige myndigheder og softwareleverandører.

 

Det har ikke været muligt at indhente oplysninger om de årlige udgifter forbundet med opgradering til ny software baseret på proprietære standarder, da dette ville kræve en større undersøgelse af kommunernes, amternes og statens it-indkøb.