Jeg lyttede, og jeg lyttede for at prøve at høre, om ikke beskæftigelsesministeren i sin redegørelse i det mindste havde taget det så alvorligt, at han prøvede at besvare den forespørgsel, vi har rejst, nemlig en forespørgsel om, at det er godt nok, at man har nogle prioriteringer, det er også fint nok, at man har nogle konkrete mål, men hvis man ikke anviser nogle redskaber, noget nyt, så opnår man ikke noget nyt. Så opnår man kun, at tingene fortsætter, som de hidtil har gjort.
Jeg hørte ikke noget svar fra ministeren, men det kan være, at vi i løbet af de kommende par timer måske kan få nogle svar på: Hvad er det, ministeren har af ideer til nye redskaber for at opnå de mål, som man opstiller frem til 1020, hvad angår forbedringer af arbejdsmiljøet?
For sagen er, at arbejdsmiljøet har det skidt. Man kan måske endda sige, at det er lykkedes for den nuværende regering at vende udviklingen.
De sidste 5 til 6 år har vi jo ellers oplevet et markant fald
i antallet af ulykker og i antallet af erhvervssygdomme, men desværre ser det ud til, at udviklingen de sidste par år er vendt, i hvert fald hvad angår antallet af ulykker.
Det er vel egentlig heller ikke så underligt med en regering, som fra starten har gjort sit ypperste for at fjerne redskaberne til det forebyggende arbejdsmiljøarbejde ude på den enkelte arbejdsplads. Det er jo der, arbejdsmiljøarbejdet foregår, og det er der, de ansatte og virksomhedernes ledelse skal have de bedst mulige redskaber til at sørge for, at der er et sundt og sikkert arbejdsmiljø for hver enkelt.
Lad mig nævne bare nogle af de ting: Det er lykkedes regeringen at gøre arbejdsmiljørådgivning til en parentes i forhold til arbejdsmiljøarbejdet - den rådgivning, som via BST-systemet havde opbakning fra så vel arbejdsgivere som ansatte, og som viste sig at være med til at sætte et konstant fokus på arbejdsmiljøarbejdet ude på arbejdspladsen; det bedste redskab til at lave forebyggende arbejde i forbindelse med de arbejdsmiljøproblemer, som eksisterer på et arbejdsmarked, som er stadig sværere at overskue, som er mere sammensat og har større og flere arbejdsmiljøproblemer i dag end for år tilbage.
Ikke alene har regeringen fået fjernet BST-ordningen, den har også sikret ved hjælp af den politik, der er blevet ført lige siden, at arbejdsmiljørådgivningen i dag er på et niveau, der er langt, langt lavere, end regeringen selv forudså, dengang reformen blev gennemført.
Det er sådan, at de, der er blevet påbudt arbejdsmiljørådgivning, kun udgør 14 pct. af, hvad man havde forventet - kun 14 pct. Der kan man så sige, at det jo er, fordi arbejdsmiljøet har det så godt. Det er der sikkert nogle der vil sige. Problemet er, at det bare er i modstrid med virkeligheden, for hvis man samtidig ser på erfaringerne fra de screeninger, der er blevet foretaget, og de tilpassede tilsyn, der er blevet foretaget lige siden, så viser det sig, at flertallet af virksomhederne er kategoriseret i de laveste kategorier, altså dem, der ikke har orden i deres arbejdsmiljø, det, der hedder kategori II og kategori III.
Noget andet, som regeringen påstår de lægger meget vægt på, er, at arbejdet skal foregå på den enkelte arbejdsplads. Og hvad har man så gjort? Man har fjernet sikkerhedsorganisationen fra de mindre virksomheder, fordi virksomheder med mellem fem og ni ansatte i dag ikke har en forpligtelse til at lave en sikkerhedsorganisation, ingen forpligtelse til, at der skal være en valgt sikkerhedsrepræsentant, ingen forpligtelse til, at sikkerhedsarbejdet skal foretages af andre end den enkelte arbejdsleder, som måske nok så meget har en interesse i, at produktionen skal køre, og ikke så meget en interesse i at forudse og forebygge, at der sker arbejdsulykker, eller at folk bliver slidt ned.
Det er en af de ordninger, som rigtig mange var rigtig glade for, altså at man havde en sikkerhedsrepræsentant, som dagligt kunne overvåge, at arbejdsmiljøet var i orden, og som kun havde én interesse at varetage, og det var kollegernes sikkerhed og sundhed.
Også når vi snakker Arbejdstilsynet, er det jo lykkedes regeringen at skære kraftigt på det tilsyn, som foregår i det daglige - det tilsyn, som kan være til glæde for de ansatte, som enten kommer ud for, at der er nogle ting, der ikke er i orden, eller som kommer til skade. De må i dag trække på langt færre tilsynsførende i det arbejde. Og det viser sig jo helt konkret, f.eks. i en sektor som byggesektoren, hvor der er masser at arbejdsmiljøproblemer, at man har haft store problemer med overhovedet at få en tilsynsførende til at komme, hvis man ringede til Arbejdstilsynet.
Det har jo også ført til, hvis vi ser på byggeriet, at der faktisk er sket en stigning i 2004 og - i foreløbige tal
- 2005 i antallet af dødsulykker. Når man ser, at der i 2005 har været dobbelt så mange dødsulykker, som der var året før, og at tallet ellers har været faldende siden år 2000, viser det, at der er nogle alvorlige problemer, som der er behov for at der kommer nye tiltag til at løse på de her områder. Og jeg ser ikke nogen nye tiltag fra regeringen.
Jeg synes også, det er bemærkelsesværdigt, når man i januar måned i Arbejdsmarkedsudvalget kan få et brev fra en ansat i Arbejdstilsynet - som af gode grunde er nødt til at være anonym - som påpeger, hvordan forholdene er i Arbejdstilsynet, der burde være dem, der var de varmeste fortalere og forkæmpere for arbejdsmiljøet og for, at man kom ud og besøgte den enkelte arbejdsplads, når der var behov for det.
Det er ikke, fordi vi her skal begynde at tillægge enkeltpersoner, at de sidder inde med den evige sandhed om arbejdsmiljøet. Jeg synes blot, det er et symptom på, at vi har nogle problemer med, hvordan Arbejdstilsynet bliver i stand til at tackle de arbejdsmiljøproblemer, der er på byggeområdet.
Et andet af de problemer, som man kan sige lever sit eget liv uden tilstrækkelig opmærksomhed, er udviklingen i det psykiske arbejdsmiljø. Det er jo problemer med vold, mobning, stress, psykisk nedslidning, som rammer stadig flere. Mere end hver femte, siger man, regner man med har stress af alvorlig karakter i det her samfund. Og samfundets udgifter på grund af stress og psykiske problemer udgør ca.
10 mia. kr. Alligevel ser man en så godt som manglende indsats i forhold til de problemer, der er med hensyn til det psykiske arbejdsmiljø. Det er slående, hvis man se på forholdene i Arbejdstilsynet, at kun ganske, ganske få er i stand til at tackle de her problemer med det psykiske arbejdsmiljø, altså arbejdspsykologer og den slags. Der er alt for få, som er i stand til at tackle de problemer. Der, hvor man faktisk har kendskab til det psykiske arbejdsmiljø, er i vid udstrækning samlet i BST'erne og de andre arbejdsmiljørådgivere. Det er her, man har en ekspertise i at kunne tackle de her meget sammensatte problemer, som aldrig, eller så godt som aldrig bliver opfanget ved et screeningsbesøg på en time eller to. Det er de problemer, som er en af fremtidens største udfordringer i arbejdsmiljøet, og som vi er nødt til at tackle, hvis vi skal undgå, at alt for mange mennesker bliver slidt ned psykisk i en alt for tidlig alder. Det koster sygedage, det koster førtidspensionering, det koster også samfundet, at folk er nødt til at forlade arbejdsmarkedet i en alt for ung alder. De særlige problemer på det offentlige område er også et af de områder, som måske har været negligeret lidt for længe af den siddende regering. Der var en tidligere minister i SR-regeringen, som sagde, at hun var træt af, at det offentlige var storpoducent af førtidspensionister. Problemet er, at det er det offentlige stadig væk. Det er stadig væk sådan, at presset på de offentlige ansatte bliver større og større, at arbejdstempoet stiger, at medbestemmelsen er for lille, og at usikkerheden i ansættelsen bliver større, i takt med at flere og flere opgaver bliver udliciteret, udlagt i konkurrence, sådan at man ikke ved, hvem det er, der har arbejdet den næste dag eller den næste måned eller det næste år. Det er her, der er behov for at det offentlige går forrest med hensyn til at sørge for, at arbejdet hverken er fysisk eller psykisk nedslidende. Fra Enhedslistens side har vi peget på, at der er behov for, at arbejdet på de områder fordeles, sådan at flere kommer i arbejde og færre bliver nedslidt af at arbejde for meget. Til sidst vil jeg blot sige, at vi har brug for, at arbejdsmiljøpolitikken ses i en sammenhæng med den generelle beskæftigelsespolitik. Det er nødvendigt for, at vi kan bevare en arbejdsstyrke, hvor man er i stand til at være glad og gå på arbejde i rigtig, rigtig mange år i stedet for at blive slidt ned i en for tidlig alder.