I tirsdags andenbehandlede vi lovforslaget, vi skal tredjebehandle i dag. Og på samme dag førstebehandlede vi lovforslag nr. L 170, der ændrer folkeskolens formålsparagraf og indfører et styringssystem af vores folkeskoler, der bliver et statsligt styringssystem. Det, vi fik udstillet i tirsdags, er det herskende flertals lethed: en demonstration af det politiskes ulidelige lethed. Det, vi fik at vide, os, der kritiserede forliget og lovforslagene, var, at der ikke er mange statslige obligatoriske test; det tager kun 45 minutter; de vil sikkert synes, at det er sjovt; læreren skal ikke engang selv rette resultatet, næh, det kommer af sig selv, og de skal jo evaluere alligevel. Det er klart, at hvis man ikke vil udstille konsekvenserne af sin politik, kan man godt omtale den på den måde. Men når man sammenholder de to lovforslag, så bliver det lysende klart, at det, der er kernen, er, at de hemmelige test og de hemmelige resultater på den enkelte skole ikke kun sendes til læreren, de sendes også til skolen, og de sendes til kommunen. Efter statens bemyndigelse og krav skal kommunen bruge resultatet fra statens test som det centrale element i kommunens kvalitetsrapport for hver enkelt skole. Hver enkelt skole skal have kommunens karakter: god, mindre god, utilfredsstillende. Og i forhold til den kvalitetsvurdering skal der selvfølgelig handles. Der er også krav til kommunens kvalitetsrapport. Det er nemlig sådan, at der skal kunne sammenlignes skolerne imellem inden for kommunen, og man skal kunne sammenligne skoler i forskellige kommuner. Det, at man kan sammenligne den enkelte skoles karakter i forhold til dens kvalitet både inden for kommunen og mellem kommuner, er det, man kalder rangordning. Det herskende flertal slår syv kors for sig og henviser til letheden. Det, vi får med de her to lovforslag, er en helt anden skole med en statsstyring af det faglige indhold og af måden, tingene skal foregå på, og det synes jeg flertallet burde indrømme og stå ved i stedet for at henvise til, at det bare tager 45 minutter.