Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

I forbindelse med behandlingen af (L 101) Forslag til Lov om ændring af lov om folkeskolen (Styrket evaluering ag anvendelse af nationale test som pædagogisk redskab samt obligatoriske prøver m.v.) har

Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 9. marts 2006 stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 31:

”Kan ministeren garantere, at tests fremover udelukkende bliver et arbejdsredskab for lærerne, idet forligspartierne ved folkeskoleforliget af 23. september 2005 gav det klare løfte, at nationale obligatoriske test alene skal være et arbejdsredskab for lærerne?”

 

Svar:

Som det følger af såvel aftalen af 23. september 2005 og bemærkningerne til L 101, er formålet med testene at skabe et pædagogisk evalueringsredskab, der kan bidrage til en nuanceret vurdering af den enkelte elevs udbytte af udvalgte undervisningsemner inden for udvalgte fag på bestemte klassetrin. Testene anvendes sammen med andre elementer som led i den løbende evaluering.

 

Ifølge det fremsatte lovforslag L 170 er testresultater én af flere indikatorer, som kommunalbestyrelsen må inddrage i sin helhedsvurdering af skolernes faglige niveau. Herved udstrækkes testenes betydning som pædagogisk redskab til også at omfatte det overordnede arbejde med kvaliteten af kommunens skolevæsen. Dette skal naturligvis foregå under hensyntagen til, at testresultaterne, bortset fra opgørelser på landsplan, er fortrolige.

 

 Dette svar fremsendes i 5 eksemplarer.

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder