Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

 

Dato

J.nr.

 

 

:

:

 

 

14. marts 2006 

500-15

 

 

Trafikudvalget har i brev af 8. februar 2006 stillet mig følgende spørgsmål 26 vedrørende L 126, som jeg hermed skal besvare.

./.         Svaret vedlægges i 5 eksemplarer.

Spørgsmål 26:

"Det fremgår, at kommunerne i Københavns amt vil komme til at betale i alt ca. 100 mio. kr. af den gæld Københavns amt har optaget til Østamagerbanen. Kan ministeren oplyse, om denne udgift vil blive fordelt efter kommunalreformens normale fordelingsprincip, så det bliver pålagt Tårnby kommune som beliggenhedskommune eller Gentofte kommune som største kommune i Københavns amt at overtage denne gæld?"

Svar:

De generelle regler om fordelingen af amtskommunernes aktiver og passiver er fastsat i procedureloven (lov nr. 539 af 24. juni 2005) og procedurebekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 877 af 16. september 2005).

Det følger af procedurebekendtgørelsens § 4, stk. 2, at Københavns Amtskommunes nettoformue som udgangspunkt fordeles med 11 pct. til staten, 74 pct. til Region Hovedstaden og 15 pct. til kommunerne i amtet. Fordelingen af den del af nettoformuen, der tildeles kommunerne i amtet, skal fordeles mellem kommunerne efter antal indbyggere opgjort pr. 1. januar 2005, jf. bekendtgørelsens § 8, stk. 1. Den del af gælden vedrørende Københavns Amtskommunes finansiering af indskuddet i Østamagerbaneselskabet I/S, der tildeles kommunerne i amtet, vil således blive fordelt mellem samtlige kommuner i amtet efter antal indbyggere opgjort pr. 1. januar 2005 og ikke kun blive pålagt Gentofte Kommune eller Tårnby Kommune.

Med venlig hilsen

Flemming Hansen