Blot for at præcisere: Det Radikale Venstre var jo åbent over for dette forslag ved førstebehandlingen, idet vi i vores almindelige naivitet troede, at når der forelå så kradsbørstige høringssvar fra både internationale og nationale høringsorganer, ville man være interesseret i at indarbejde en beskyttelse af flygtninge i forslaget, sådan som konventionerne også lægger op til. Men da det mod vores forventning har vist sig ikke at være tilfældet, ser vi os desværre nødsaget til at stemme imod forslaget.
Vi er også ved denne lejlighed nødt til at udtrykke vores bedrøvelse over, at vores ændringsforslag om de religiøse forkyndere, hvor vi gerne så en skærpelse af lovforslaget, heller ikke har kunnet finde flertal, og vi må altså desværre stemme imod, da vi naturligvis fortsat mener, at Danmarks internationale forpligtelser skal overholdes i alle sammenhænge.