I Det Radikale Venstre støtter vi, at man benytter sig af udlicitering, når der er kvalitative grunde til det, men ikke, at man gør det fuldstændig automatisk. Det var også baggrunden for, at vi støttede det forslag, som vi behandler
i dag, fordi vi jo ene og alene, om man så må sige, ophæver en revisionsbestemmelse, og det skal give ensartede konkurrencevilkår, alt efter om man vil bruge en privat udbyder, eller om man selv vil løse opgaverne. Sådan som vi har forstået forslaget, er det en videreførelse af den måde, det har kørt på, og det kan vi støtte. Vi kan også støtte den omlægning, der sker i forhold til aktiverede, sådan at der bliver en større enkelhed på området. Det er i det hele taget en radikal prioritet, at tingene bliver så enkle, som det kan lade sig gøre inden for en rimelig retfærdig ramme. Der oplever vi, at det her forslag er med til at sørge for, at tingene peger i den retning. Der er nogle tekniske ting, som vi gerne vil have oplyst, sådan at vi er sikre på, at vi har forstået dybden i ordningen.