Et mindretal i Arbejdsmarkedsudvalget har stillet to konkrete forslag, som jeg godt vil knytte et par bemærkninger til.
Det ene vedrører det, som beskæftigelsesministeren har indarbejdet i lovforslaget, nemlig at ledige kan flytte a-kasse under ledighed, dog kun på en sådan måde, at de kan flytte til en tværfaglig a-kasse. Det er en meget klar favorisering af tværfaglige a-kasser, som tydeligvis er ideologisk bestemt.
Vi synes, det er en dårlig idé. Vi synes, det er en dårlig idé, fordi det vil mindske fleksibiliteten på arbejdsmarkedet. Det vil åbne mulighed for, at nogle ledige kan putte sig, kan fjerne sig fra de tilbud, som vi gerne vil have, de ledige skal forholde sig positivt til. Og når jeg siger det på den måde, er det, fordi vi har fået et svar fra beskæftigelsesministeren på, at der faktisk godt kan gå 4 uger i de der flytteprocedurer. Det er klart, at gennem de der 4 uger vil det være ganske svært både for a-kassen og for arbejdsformidlingen at få fat i de ledige, som jo altså gerne skulle have tilbud, der kan bringe dem ud af ledigheden.
Vi har også den opfattelse, at de tværfaglige a-kassers viden om arbejdsmarkedet ikke er tilstrækkelig god, og derfor vil de ikke være så gode til at få, om jeg så må sige, sparket de ledige i den rigtige retning under ledighed. Derfor har vi stillet det forslag, som vi vil anbefale Folketinget at forholde sig positivt til, så den mulighed kan udgå af ministerens forslag.
Det andet forslag, vi har stillet, hvor vi foreslår, at den del af forslaget udgår, er forslaget om muligheden for differentieret administrationsbidrag. Det vil helt klart fjerne det solidariske princip, der ligger i arbejdsløshedsforsikringsloven, hvor der jo er en fælles betaling af bidrag - så kan vi diskutere om det er for højt eller for lavt, det er sådan set ikke det, diskussionen går på lige nu - og det vil blive muligt, at nogle af de stærkere ledige kan vælge sig væk fra det solidariske, fordi de ikke har brug for uddannelsestilbud og ikke har brug for vejledningstilbud.
Over for dem står så en meget stor gruppe af ledige, som har hyppige ledighedsperioder og langvarige ledighedsperioder, og de vil stå i en situation, hvor udgiftsbyrden kommer til at ligge på dem. Det er altså en meget stærk ændring i det solidariske princip, som arbejdsløshedskasserne i øvrigt bygger på.
Vi synes også, det er dårligt med de her forslag, for vi så gerne fra socialdemokratisk side, og andre partier fra oppositionens side så gerne, at a-kasser og AF skulle spille en langt stærkere rolle i forbindelse med at få de ledige i gang igen.
Så har jeg en lidt mere positiv bemærkning, hvis ministeren gerne vil høre den, og det er, at jeg godt vil udtrykke min tilfredshed med, at det i fredags lykkedes at få ministeren til at give en besvarelse, som fjernede det billede, der var fra Arbejdsløshedskassernes Samvirke, af, at man en gang om året skulle sende et brev til alle medlemmerne om, ikke blot hvordan ens egen kasse havde det hvad angår kontingent og gebyr, men også hvordan alle de andre kasser havde det. Og vi havde i sidste uge besøg af en deputation fra Arbejdsløshedskassernes Samvirke, som fortalte os, at det faktisk ville komme til at koste dem omkring 25 mio. kr. ved sådan en udsendelse.
Der er jeg glad for, at ministeren kunne se, at det måske ikke var den mest hensigtsmæssige måde at bruge penge på, og konklusionen er blevet, og den vil jeg godt give udtryk for tilfredshed med, at arbejdsløshedskasserne en gang om året skal bidrage til, at deres medlemmer får besked om, hvor medlemmet kan hente de forskellige oplysninger. Det syntes jeg faktisk var en god løsning på en sag, der så ud, som om den ikke var så god.
Videre har jeg så stillet nogle spørgsmål til ministeren. Når nu ministeren og vi andre i øvrigt også er meget optagede af den her brugervenlighed for medlemmerne, kan den så ikke også komme til udtryk i forbindelse med realkreditforeninger, banker, teleselskaber, forsikringsselskaber, hvor f.eks. sådan nogle forsikringsselskaber også kunne få en forpligtelse til at meddele, hvordan priserne i øvrigt var for forsikringer i alle de andre forsikringsselskaber? Det ville jo være brugerservice, og det ville formentlig være noget, vi måske kunne tale videre med forbrugerministeren om. I hvert fald lykkedes det i den her sammenhæng at finde en rimelig løsning på det og tak for et.
Jeg vil slutte mine kommentarer her med at sige, at jeg anbefaler, at Folketinget stemmer for de to ændringsforslag, for så vil det betyde, at det forslag, ministeren har lagt på bordet, alene signalerer, at vi faktisk er optagede af, at arbejdsløshedskasserne får nogle mere forenklede regler. Det er den positive del af ministerens forslag, at der er nogle forenklinger, som arbejdsløshedskasserne faktisk i årevis har sukket efter, og det skal ministeren selvfølgelig ikke have utak for at han har puttet ind i forslaget her. Men vi havde gerne set, at det var opdelt i to.