Socialdemokraterne er helt enige i, at det vil være til stor gavn for erhvervslivet, at der etableres en motorvej fra Vejle til Herning. Vi havde nok fundet et andet forløb, der havde været bedre, men vi erkender, at det ikke er det, vi diskuterer i dag, og vi erkender også, at sagen er afsluttet.
Det, vi taler om i dag, er strækningen Vejle-Ølholm.
Jeg er altid positiv, og det vil jeg også være i dag. Jeg har selvfølgelig spurgt, hvorfor vi er uenige i denne sag, og der har jeg fået at vide, at der er politisk uenighed mellem Venstre og Socialdemokraterne. Det kan godt være. Jeg har tænkt meget over, hvad den politiske uenighed kan begrundes i, og jeg har nu fundet ud af, hvad det er.
Venstre har klart valgt at støtte erhvervslivet i Lindved og Ølholm og nogle af borgerne i det område, og det har vi jo stor respekt for. Venstre støtter også Naturfredningsforeningens synspunkter, og det synes vi er endog særdeles sympatisk.
Vi Socialdemokrater vil imidlertid gerne gennemføre noget, der støtter erhvervslivet i hele Midt-, Nordvest- og Nordjylland. Diskret må jeg gøre opmærksom på, at der i disse områder er kommuner, der erhvervsmæssigt klart risikerer at blive en del af Det Skæve Danmark.
Det er interessant, at der kun er gennemført reelle høringer i området omkring Ølholm-Lindved og så i et område oppe mod Herning. Alligevel har hele Viborg Amt tilkendegivet, at de ønsker den bedste rute for erhvervslivet, nemlig alternativ 1.
Den nye Viborg Kommune har samme synspunkt.
Erhvervslivet i Bjerringbro, Tjele, Karup, Viborg, Aalestrup, Møldrup og Fjends har skriftligt sammen med Viborg Kommune anbefalet alternativ 1. Erhvervslivet i Skive, Sundsøre, Sallingsund og Spøttrup anbefaler alternativ 1, og jeg er hundrede procent sikker på, at erhvervslivet på Mors,
i Thisted og i Hanstholm og i alle kommuner i Vendsyssel og Himmerland har samme synspunkter. I området omkring Silkeborg tror jeg også man har samme synspunkt. Det er et ufattelig stort erhvervsområde, hvor det gælder, at alternativ 1 er væsentlig bedre for erhvervslivet. Jeg anerkender, at Venstres synspunkter om erhvervslivet
i Ølholm og Lindved vejer tungt, men er det ikke at nedgøre erhvervslivet i det kæmpestore område i Midt-, Nord- og Vestjylland? Derfor må jeg på det kraftigste anbefale, at man stemmer på alternativ 1. Hvis det nu mod forventning er sådan, at der stadig væk er nogen, der stemmer for hovedforslaget, må jeg bede om at få sagen tilbage i udvalget. Jeg håber ikke, det sker, for vi er nødt til at se på, om der er andre muligheder for forbedringer af rute 13. Jeg håber, at vi stemmer for alternativ 1.