Pressemeddelelse

 

Protest underskriftindsamling på nettet mod nedlæggelse af 60 retskredse:

 

Som det seneste forsøg på at forhindre nedlæggelse af 60 af de nuværende retter, har en ny hjemmeside set dagens lys.

 

Det er juristen Peter Lotinga i Vestsjælland, som har startet en indsam­ling af protestunderskrifter på hjemmesiden: www.dennyeretsreform.dk

 

Peter Lotinga er medlem af byrådet i Ny Slagelse, og som domsmand kender han til rettens arbejde.

 

På hjemmesiden kan man dels læse om reformen, via et link til Domstolsstyrelsen, dels se henvendelser til Retsudvalget fra de beneficerede advokater i området og fra Peter Lotinga.

 

Bevar de mindre retskredse som bitingsteder

 

Målet med protestindsamlingen er at få bevaret de mindre retskredse som biting­steder, således at borgerne slipper for de helt urimelige transportrejser.

 

Som eksempel nævner Peter Lotinga, at en bibeholdelse af Slagelse som retskreds og de øvrige retter som bitingsteder, vil bevirke, at det kun er dommeren i Slagelse, som skal foretage en rejse til bitingstedet, mens de øvrige aktører kan slippe.

 

På en normal retsdag møder foruden dommeren, to domsmænd, en anklager, en forsvarer, den tiltalte og den forurettede samt et antal vidner.

 

På en retsdag foretages ofte 2 til 3 sager, og her er det kun dommeren, de to domsmænd og anklageren som er gengangere. Resten er nye aktører.

 

Det vil med andre ord sige, at op til 20-25 personer for fremtiden skal foretage en længere rejse. Sker det med offentligtransport kan der blive tale om op til 2 timer hver vej, såfremt Justits­minist­e­rens forslag bliver vedtaget i sin nuværende form.

 

Som en særlig service, indkaldes vidnerne med op til 20-30 minutters mellemrum, således at vidnerne slipper for at møde frem, når retssagen eksempelvis begynder kl. 9,30 men i stedet kan møde på et senere angivet tidspunkt.

 

I dag ankommer vidnerne således i en jævn strøm til den lokale ret, men skal de samme vidner møde frem i en ny og større retskreds, vil det alt andet lige betyde, at de må møde op langt tidligere end ellers, fordi der ikke er 20 minutters drift i forbindelse med offentlig transport på landet. Når afhøringen er afsluttet, vil der ligeledes ofte være lang ventetid, før der går en bus hjem.

 

Sluttelig kan det fremhæves, at såfremt advokaterne gør alvor af deres trusler om at fraflytte de byer, hvor retterne bliver nedlagt, vil dette også være til stor ulempe for borgerne, når de har behov for kontakt med deres advokat i forbindelse med almindelig daglige juridiske spørgsmål.

 

Det kan i den forbindelse nævnes, at Justitsminister Lene Espersen i forbindelse med udsendelse af den kommenterede oversigt over de hidtil indkomne høringssvar den 3. marts 2006 på side 109 har udtalt:

 

”Justitsministeriet finder ikke grundlag for at foreslå ændringer i de gældende regler om salær og godtgørelse for udlæg, herunder rejseudgifter, til beskikkede forsvarere og beskikkede advokater for parter, der har fri proces”

 

hvilket kan få advokaterne til at føre deres trusler om flytning ud i livet.

 

Borgmestrene i en række byer i Vestsjælland, hvor Peter Lotinga har taget sit udgangspunkt, støtter som følge heraf protesten imod den nye domstolsreform i den nuværende form.

 

 Støt derfor op om protestindsamlingen pÃ¥ nettet.

 

 

Sluttelig kan jeg oplyse, at jeg har fået foretræde for Retsudvalget den 6. april 2006, samt at Retsudvalget har anmodet Justitsministeren om senest den 3. april 2006, om at besvare de af mig den 2. februar 2006 stillede spørgsmål.

 

 

Med venlig hilsen

 

Peter Lotinga

Rosenvej 14

4241 Vemmelev

 

58 38 30 30 eller 40 987 987

 

e-mail: [email protected]

 

(Borgmester Lis Tribler, Slagelse kan kontaktes på telefon 58 55 36 00)