Jeg skal alene sige nogle ord for at begrunde, hvorfor Det Radikale Venstre hverken vil stemme for eller imod SF's ændringsforslag, og derefter bede om, at forslaget efter afstemningen om ændringsforslaget kommer tilbage til udvalget.
Når Det Radikale Venstre ikke vil stemme for eller imod SF's ændringsforslag, er det ikke, fordi vi har forholdt os til det indholdsmæssige. SF's ændringsforslag går ud på, at man ikke må aflønne efter testresultater. Jeg synes, det er et meget klart billede på, hvad det er for en problematisk lovgivning, vi begiver os ind i, for selv om det så skulle blive vedtaget, hvad er så det næste, man skal forbyde? Er det aflønning efter kvalitetsrapporten? Er det aflønning efter afgangsprøveresultater? Er det aflønning efter forældretilfredshedsundersøgelser? Eller hvad er det for noget?
Det siger meget tydeligt, hvad det er for en glidebane, vi er på vej ud på, hvad angår skolelederens opgave, skolens samlede kvalitet og det, som er det fælles, det, som er det ledelsesmæssige indhold med henblik på at få skolen til at fungere som en helhed.
Derfor vil Det Radikale Venstre undlade at stemme til ændringsforslaget, men på grund af forskellige tekniske problemer og nogle kommunikationsproblemer vil vi gerne have lovforslaget tilbage til udvalget med henblik på at stille nogle ændringsforslag i forhold til den diskussion, vi har haft om lovforslaget. Dermed kan vi måske også få en lidt mere substantiel diskussion ved tredjebehandlingen.