Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

I forbindelse med behandlingen af (L 170) Forslag til Lov om ændring af lov om folkeskolen (Præcisering af folkeskolens formål, ekstra timer i dansk og historie, elevplaner, offentliggørelse af landsresultater af test, præcisering af det kommunale ansvar samt etablering af nyt råd for evaluering og kvalitetsudvikling af folkeskolen) har Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 16. marts 2006 stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 10:

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 16. marts 2006 fra Bent Skovgaard Olsen, jf. L 170 - bilag 10.”

 

Svar:

Jeg henviser til det høringsnotat, som jeg den 3. marts 2006 har sendt til Uddannelsesudvalget i forlængelse af fremsættelsen af lovforslaget.

 

Det er forkert, at folkeskolens målsætning indsnævres til at være en forskole til videre ungdomsuddannelser. De foreslåede præciseringer af formålsparagraffen tjener til at tydeliggøre, at formålet er at give eleverne kundskaber og færdigheder. Desuden kommer det udtrykkeligt til at fremgå af formålet, at folkeskolens opgave bl.a. er at forberede eleverne til videre uddannelse. Endelig understreges betydningen af, at eleverne bliver fortrolige med dansk kultur og historie som et naturligt led i den danske kulturarv og opnår forståelse for andre lande og kulturer.

 

Henvendelsen giver mig ikke anledning til yderligere kommentarer.

 

Dette svar fremsendes i 5 eksemplarer.

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Bertel Haarder