Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

I forbindelse med behandlingen af (L 170) Forslag til Lov om ændring af lov om folkeskolen (Præcisering af folkeskolens formål, ekstra timer i dansk og historie, elevplaner, offentliggørelse af landsresultater af test, præcisering af det kommunale ansvar samt etablering af nyt råd for evaluering og kvalitetsudvikling af folkeskolen) har Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 17. marts 2006 stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 12:

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 15. marts 2006 fra Dansk Psykolog Forening, jf. L 170 - bilag 12.”

 

Svar:

Jeg vil gerne understrege, at regeringens initiativer på folkeskoleområdet tager sigte på, at alle elever skal have gode faglige færdigheder. Jeg skal i den forbindelse pege på regeringens globaliseringsstrategi, kapitel 2 om ”Verdens bedste folkeskole”. Det fremgår heraf, at de dygtigste skal være på niveau med de bedste i verden, samtidig med at niveauet hos de svageste skal hæves.

 

Hensynet til rummeligheden indgår i lovforslaget, hvoraf det klart fremgår, at såvel kommunalbestyrelserne som Rådet for Evaluering og Kvalitetsudvikling af Folkeskolen skal have særligt fokus på folkeskolens evne til at bidrage til at bekæmpe elevers negative sociale arv og evne til at øge integrationen af elever med anden etnisk baggrund end dansk.

 

Regeringen vil opprioritere bl.a. de fokusområder, som Pædagogiske Psykologers Forening i sin resolution fremhæver som værende særligt vigtige for udviklingen af folkeskolen. Her vil jeg igen henvise til ”Verdens bedste folkeskole”, navnlig afsnittene 2.2. (om bl.a. etablering af et strategisk forskningsprogram i fagdidaktik), 2.8. (om at lærerne skal være specialister) og 2.9. (om at skoleledernes pædagogiske ledelse skal styrkes). Jeg vil også nævne et igangsat initiativ mellem Undervisningsministeriet og Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling om oprettelsen af et dansk ”clearinghouse” for uddannelsesforskning til vurdering og nyttiggørelse af nationale og internationale forskningsresultater inden for det pædagogiske område.

 

I forbindelse med regeringens strategi til at bekæmpe negativ social arv er det endvidere besluttet at igangsætte en række initiativer til gavn for de mest udsatte børn, herunder anbragte børn og unge samt børn uden undervisningstilbud. For så vidt angår de fysisk handicappede børn og unge vil der i år blive iværksat en undersøgelse af, hvad der skal til for, at de kan klare sig på niveau med deres ikke-handicappede kammerater i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne. Endelig blev der sidste år sat en undersøgelse af specialundervisningen i gang. Formålet er at undersøge effekten af både segregerende og inkluderende tilbud, så vi får et bedre grundlag for visitation og tilrettelæggelse af undervisningen. 

 

Det er min forventning, at de større kommuner, der følger af kommunalreformen, vil have mulighed for at indrette den pædagogisk-psykologiske rådgivning (PPR), så den i højere grad kan varetage opsøgende konsulentfunktioner svarende til de i resolutionen beskrevne.

 

Dette svar fremsendes i 5 eksemplarer.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Bertel Haarder