Kulturministeriet

Nybrogade 2

1015 København K

 

 

 

 

18. april 2006

 

 

 

 

Høringssvar vedrørende lov om tilskud til distribution af dagblade

 

Danske Dagblades Forening har med tak modtaget Kulturministeriets email af 29. marts 2006 med opfordring til at afgive høringssvar vedrørende lov om tilskud til distribution af dagblade.

 

Overordnet finder Foreningen, at loven vil være medvirkende til, at det også i fremtiden bliver muligt at opretholde en flerhed af dagblade til gavn for udviklingen af den demokratiske debat i Danmark.

 

Ligeledes ser Foreningen vedtagelsen af den fremsatte lov som et stort skridt i retning af at få skabt en reel konkurrence på markedet for distribution af publikationer, hvilket ikke kun vil være til glæde for Foreningens egne medlemmer, men for alle der udgiver og sælger trykte medier i abonnement. 

 

Herudover har Danske Dagblades Forening følgende bemærkninger:

 

1. Betingelser for ydelse af tilskud

 

Som grundlag for loven defineres dagblade på samme måde, som Udvalget vedrørende tilskud til befordring af dagblade (Finansministeriet, 2005) lagde til grund, nemlig at  et dagblad bl.a. skal udkomme mindst fem hverdage om ugen.

 

Foreningen kan tilslutte sig den valgte definition, blot finder vi, at det skal præciseres, at udgivere kan tillades korte pauser i udgivelserne omkring helligdage og ferier, som det er gældende under den eksistrende ordning. Pauserne bruges i forbindelse med helligdage eller i industriferien/sommerferien, hvor størstedelen af abonnenterne selv holder ferie og alligevel ikke vil modtage bladet.   

 

Det bør præciseres, at udkomstkravet på mindst fem hverdage efter Foreningens opfattelse skal fortolkes således, at det enkelte dagblads udgaver ugen igennem i overvejende grad skal ligne hinanden og have tilnærmelsesvis samme abonnenter, idet det på den ene side tillige skal sikres, at også dagbladets enkeltdagsabonnenter kan modtage støtte, mens det omvendt ikke kan tillades, at ordningen misbruges ved at forskellige mere eller mindre beslægtede publikationer slår sig sammen med henblik på at blive opfattet som dagblade.

 

I bemærkningerne til lovens §1 fastslås det, at der ved ét dagblad forstås også flere dagbladstitler der har fælles chefredaktion, og/eller hvis redaktionelle indhold overvejende er det samme. Danske Dagblades Forening finder det vigtigt at sikre den størst mulige variation af dagblade, herunder forskellige geografiske udgaver af enkelte dagblade. Loven skal dog samtidig sikre mod spekulation i bladtilskuddet i form af opdeling af ét produkt i flere angiveligt selvstændige aviser.

 

Af bemærkningerne til lovens §3 stk. 2 fremgår det, at et abonnementsforhold skal fornys aktivt mindst én gang årligt, f.eks ved abonnementsbetaling. For gratisdistribuerede dagblade, der ikke opkræver abonnementsbetalinger, mener Foreningen, at en årlig genbekræftelse af gratisabonnementet skal ske skriftligt.

 

I lovens §3, stk. 3 hedder det, at det samlede tilskud til en udgiver maksimalt kan udgøre 85% af de dokumenterede udgifter til distribution. Det bør efter Foreningens mening præciseres, at kun udgifter til distribution af de tilskudsberettigede eksemplarer kan medregnes og f.eks. ikke omkostninger til at distribuere søndagsaviser eller dagblade til udlandet.

 

En yderligere undersøgelse af de faktiske forhold omkring redaktionelle deadlines for landsdækkende morgenaviser viser, at det er formålstjenestligt at fastsætte fristen til redaktionel deadline til klokken 18 dagen før udgivelsen, og ikke klokken 19 som det fremgår af bemærkningerne til lovens §4 stk. 3.

 

2. Supplementsordningen

 

Supplementsordningens formål er at fremme mangfoldigheden i udbuddet af dagblade, et formål Danske Dagblades Forening til fulde kan støtte.

 

For at forhindre en utilsigtet anvendelse af supplementsordningen finder Foreningen det formålstjenligt med en præcision af, at kun dagblade med et samlet dagligt oplagstal under 50.000 eksemplarer skal omfattes af ordningen. Med samlet dagligt oplag forstås summen af det tilskudsberettigede og det ikke tilskudsberettigede oplag.

 

 

 

 

 

3. Overgangsordningen

 

Overgangsordningen etableres for at støtte dagblade, der berøres særlig negativt af omlægningen af distributionsstøtten, og en udgiver kan maksimalt få tilskud til det antal eksemplarer, som pågældende distribuerede med Post Danmark i 2005.

 

Det er DDFs holdning, at det er vigtigt at stille de dagblade, der kan søge støtte efter overgangsordningen, lige.

 

Der bør således kun kunne ydes støtte til den forøgelse af distributionsomkostninger,  der overstiger 10%. Dermed undgås en trinvis støtteordning, hvor dagblade, hvis omkostninger stiger 9%, intet tilskud vil få, mens det dagblad, hvis omkostninger stiger 11%, kan få tilskud til hele omkostningsforøgelsen.

 

I opgørelsen over distributionsomkostninger bør alene omkostninger til distribution i Danmark kunne medtages, da der er stor forskel på, hvordan de enkelte udgivere har distribueret til de øvrige rigsdele Færøerne og Grønland. Nogle udgivere har benyttet sig af Post Danmark, mens andre har benyttet alternativ transport til rigsdelene, og derfra de respektive postvæsener. Medtagelse af omkostninger ved forsendelse til Færøerne og Grønland bør derfor helt udelades af beregningerne af forøgelsen af distributionsomkostningerne.

 

4. Fordelingsudvalget

 

Danske Dagblades Forening udtrykker stor tilfredshed med sammensætning af fordelingsudvalget. Foreningen mener dog, at det skal præciseres, at udvalgets medlemmer ikke må have personlige eller økonomiske innteresser i såvel enkelte bladhuse som distributionsselskaber.

 

Danske Dagblades Forening stÃ¥r naturligvis til rÃ¥dighed, sÃ¥fremt en uddybning af disse synspunkter ønskes. Henvendelse herom kan rettes til adm. direktør Ebbe Dal pÃ¥ telefon 3307 4000 eller email [email protected]

 

 

Med venlig hilsen

Danske Dagblades Forening

 

 

 

Ebbe Dal

Adm. direktør