Text Box: jJ.nr. 06-022246
Dato :

                                                                                                              

 

 

 

 

 

Til

                          Folketingets Skatteudvalg

 

 

L 205 - Forslag til lov om ændring af opkrævningsloven, selskabsskatteloven og forskellige andre love.(Opkrævning via Èn Skattekonto).

 

Hermed sendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr. 1 af 10/4-06.

(L 205)

 

 

 

                          Kristian Jensen

 

 

                                                                              /  Klaus Ø. Jensen


Spørgsmål 1:

" Vil ministeren redegøre for, hvorledes det store fejlskøn på første fase af systemmoderniseringen i SKAT konkret har påvirket omkostningsskønnet i lovforslaget, herunder konkret, hvorledes udgiftsskønnet for fase II har ændret sig siden oktober 2005?"

 

Svar:

Jeg skal indledningsvist afkræfte, at der var tale om et ”fejlskøn” af første fase af systemmoderniseringen, idet der tværtimod var tale om, at markedet vurderede prisen på fase 1 højere. Et projekts budget kan således først med rimelig sikkerhed angives, når markedet – eksempelvis via en udbudsforretning – har haft mulighed for at vurdere løsningens omfang i form af et konkret tilbud fra en leverandør.

 

Omkostningsskønnet i lovforslaget er derfor et såkaldt justeret grovestimat udarbejdet i henhold til SKATs projektmodel undervejs i projektets analysefase, hvor kravspecifikationen er ved at blive udarbejdet.

 

SKATs metode til at estimere et projekts udgifter er søgt justeret i forhold til de erfaringer, der er opnået ved gennemførelsen af fase 1 af systemmoderniseringen. I forhold til de oprindelige estimater på fase 1 er der således i estimatet for fase 2 forsøgt taget højde for følgende:

 

-         Afledte udgifter til konsulentbistand, uddannelse samt konvertering af data

-         Udgifter til drift, vedligeholdelse og forvaltning af løsningen i projektperioden

 

Hertil kommer, at SKAT efter modtagelse af tilbud for fase 1 i efteråret 2005 har forsøgt at tage højde for det kendskab til markedsprisen, som er opnået via den første udbudsforretning. Fase 1 og fase 2 er imidlertid ikke umiddelbart sammenlignelige, idet fase 1 udvikles på grundlag af en integrationsplatform med tilhørende portal, mens fase 2 udvikles med udgangspunkt i bl.a. et standard økonomisystem. Der er med andre ord tale om helt forskellige tekniske platforme, hvorfor prisen på fase 2 ikke umiddelbart kan estimeres ud fra priserne på fase 1.

 

SKAT har således i estimatet i L 205 søgt at justere estimatet med de erfaringer, der er opnået som følge af fase 1.

 

Det skal dog understreges, at der fortsat er nogen usikkerhed forbundet med estimatet på fase 2s udgifter, ligesom der var knyttet usikkerheder til estimaterne af fase 1. Et detaljeret estimat er således under udarbejdelse og vil blive forelagt Finansudvalget inden sommerferien. Det detaljerede estimat udarbejdes i henhold til SKATs projektmodel, når kravspecificeringen er tilendebragt. Endeligt vil det egentlige budget først foreligge, når tilbud modtages på gennemførelse af fase 2.