Lad mig starte med at sige, at jeg er knap så begejstret som Venstres ordfører, men jeg vil da ikke ødelægge den gode stemning i forbindelse med min debut i Forsvarsudvalget, så jeg vil forsøge at drøfte tingene på fornuftig vis. Ligesom fru Gitte Lillelund Bech er jeg og Socialdemokratiet også meget optaget af, at det er afgørende for sikkerheden i de danske farvande, at der kan tilbydes lods. Et enkelt uheld har jo katastrofale følger både for miljø osv. Det er vi alle sammen optaget af.
Man kan sige, at lovforslaget her så måske ændrer fokus fra sikkerhed til købmandskab, idet det lægger op til liberalisering, i første omgang kun af den regionale lodsning, men det er antydet, at farvandslodsning også kan sættes på aktier og sælges.
Jeg er enig i, at det er godt at se på lovene en gang imellem, og det her er jo en ældre sag. Men årsagen til, at den her lov ligger her i dag, er jo, at Konkurrencestyrelsen lige pludselig fik øje på, at der nok var noget her, som man kunne snage lidt i og lave konkurrence på.
Jeg synes, at resultatet af Konkurrencestyrelsens undersøgelse er lidt inkompetent, for ikke at sige at det er løsagtig omgang med statistik og viden, for der er vel ikke mange, der tror på, at det gavner at udsætte 57 lodsninger for konkurrence; det er, hvad der er i døgnet i de danske farvande i øjeblikket.
Hvis man tager det regionale ud, er der måske en 20-25 lodsninger tilbage, der kan udsættes for konkurrence. Og hvad er det for en regional konkurrence, man vil have? Jeg ved godt, at der er flere af de store, faktisk er der fire havne, der kan håndtere det, men det behøver vi jo ikke at lave en lov for, det kunne vi da bare aftale med dem.
Så er der det problem, at de private udbydere ikke forpligtes til at deltage i forsyningspligten, det skal det statslige lodseri stadig væk gøre. Det vil sige, at det solidariske princip med gyngerne og karrusellen er væk. Og på trods af at der var, om jeg så må sige, krydssubsidiering, er det altså lykkedes at sætte prisen ned med 10 pct. inden for nogle få år.
Flere selskaber, skaber det ikke mere bureaukrati? Fem lodserier med fem direktører osv., jamen giver det ikke større omkostninger?
Med hensyn til proceduren skuffer det mig lidt, at da loven her er fremsat, får man kendskab til, at Farvandsvæsenet fremsætter et strukturforslag, som vi ikke kender til her i Folketinget, i hvert fald ikke officielt. Det bekymrer mig lidt. Jeg vil ikke kalde det lovsjusk, men jeg vil sige, at Folketingets medlemmer ikke har den nødvendige viden, for der pågår nogle forhandlinger i Farvandsvæsenet om at ændre strukturen, og det bekymrer mig.
Lodstilsynet? Ja, i Forsvarskommandoen. Men er det ikke at placere det hele hos storebror, der via SOK i forvejen administrerer AIS, VTS, MAS osv.? Skulle man ikke hellere have placeret det i Søfartsstyrelsen, så man virkelig får en kontrol udefra?
Lad mig slutte med at sige, at et af strukturforslagets regnestykker jo går ud på at nedlægge Udbyhøj Lodsstation. Går man det rigtigt igennem, betyder det en merudgift på 2,9 mio. kr. om året, og det skyldes, at man ikke tænker fra søsiden, men fra skrivebordskanten. Så derfor foreslår jeg forsvarsministeren, at vi sætter farten lidt ned og tænker os om.
Jeg vil slutte med at citere en lov i Florida i USA, der omhandler lodsning:
Lodsning er af en sådan altoverskyggende vigtighed, at dets fortsatte eksistens skal sikres af staten, og lodsningen må derfor ikke overlades til konkurrence. Det fastslås, at økonomisk offentlig regulering i stedet for markedsøkonomisk konkurrence bedre vil tjene den offentlige interesse og beskytte miljø, sikkerhed og velfærd.
Floridas lov.