Det er jo ikke et meget omfattende og omsiggribende lovforslag, vi diskuterer her, men jeg vil alligevel gerne hive fat i to lidt mere principielle ting, som jeg synes ligger i det.
Det ene er bemyndigelserne, som flere ordførere har været inde på. Det er jo sådan, at når man vælger fra parlamentet at give en bemyndigelse til ministeren, vil man gerne være sikker på, at der er en rimelig fast forvaltningspraksis at læne sig op ad, og at man nogenlunde ved, hvad ministeren kan forventes at gøre.
Det fører mig til det andet punkt, nemlig om vi egentlig helt ved, hvad vores strategi over for gods i havnene skal være. Nu har ministeren næsten så længe, han har været minister, og det er jo meget længe, lovet, at der skulle komme en strategi på godsområdet, altså at vi skulle forsøge
i Danmark at få et samlet overblik over, hvordan vi vil transportere varer og godsmængder i Danmark. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg kommer fra et parti, der gerne så mere gods være på skinnerne, ikke fordi vi tror, vi kan erstatte de nuværende lastbiler med skinner, men fordi væksten i gods er så voldsom, at EU-Kommissionen jo har udarbejdet et stort regnestykke, der viser, at om 10 år vil EU have 80 mia. euro i tabt samfundsøkonomi på grund af, at det europæiske vejnet simpelt hen ikke kan følge med. Det betyder, at der kommer et enormt pres både på vej og på skinner, og derfor er det ikke helt ligegyldigt, hvad der sker helt ude i de alleryderste led, nemlig i havne. Og det, man i dag overhovedet ikke kan forestille sig i sin vildeste fantasi nogen sinde skulle blive brugt til at transportere gods på, kan godt lige pludselig vise sig at være egnet dertil. Derfor synes jeg også, man skal tage de høringssvar alvorligt, hvori der faktisk er kommuner og erhvervsvirksomheder, der siger: Det her kan vi altså ikke udelukke at vi får brug for at kunne transportere. Derfor har jeg to spørgsmål til ministeren: Hvornår kommer der en godsstrategi? Sidst, den blev annonceret til at komme, var i sensommeren i år, men hvornår kommer der en sammentænkning af de områder, der er efterspurgt af vores havne, efterspurgt af vores erhvervsliv, efterspurgt af miljøorganisationerne og altså også efterspurgt af flere politiske partier? Hvornår kommer den? For det ville jo være fantastisk at have nogle tanker på det her område, før man beslutter sig for at nedlægge jernbanerne. Det andet spørgsmål, jeg vil stille, er: Det er jo helt tydeligt, som også Dansk Folkepartis ordfører var inde på, at der i nogle tilfælde er en interessemodsætning mellem det, som en kommunalbestyrelse måtte indstille, og det, som det private erhvervsliv i den pågældende kommune måtte ønske i forbindelse med transport af varer. Hvad vil veje tungest for ministeren i de situationer? Det er selvfølgelig svært at sige noget meget stålfast og generelt om, men jeg håber, at ministeren alligevel kan gøre os andre lidt klogere på, hvad hans forvaltningspraksis vil være, hvis han får disse bemyndigelser.