Jeg skal starte med at sige, at Socialdemokratiet støtter alle ministerens ændringsforslag, og ved tredjebehandlingen vil vi også støtte forslaget som helhed.
Det er jo sådan, at Folketinget i adskillige år har diskuteret, hvilke oplysninger banker, realkreditinstitutioner, forsikringsselskaber og pensionsselskaber kan videregive og eventuelt benytte i rådgivnings- eller kreditvurderingssammenhænge, og ingen skal være i tvivl om Socialdemokratiets holdning til dette spørgsmål. Fortrolige og følsomme personoplysninger skal ikke bare blafre tilfældigt i vestenvinden. Så langt så godt.
Nu er det jo sådan i denne verden, at ikke alt er enten sort eller hvidt, og det er ikke uproblematisk, at bestemmelsen om samtykke også gælder kunderådgivning i forbindelse med pensionsforsikringer og pensionsordninger inden for rammerne af den indgåede aftale. Mange er i den situation, at den samlede pensionsordning består af ordninger
i flere forskellige institutter, f.eks. forsikringsselskaber, pensionskasser og banker. Sagsbehandlerne i det, vi kan kalde hovedselskabet, har ofte samtlige oplysninger, men på grund af manglende samtykke giver det problemer i forbindelse med den totale kunderådgivning, og det er ikke ukompliceret. Den foregår jo oftest pr. telefon. Vi har en forpligtelse til at sørge for, at kunden får den optimale rådgivning under hensyntagen til de ændrede forhold, der f.eks. kan opstå, hvis man er så heldig at have fået lønforhøjelse, eller ens børn er flyttet hjemmefra. Det er jo forhold, der kan betyde en ændring af forholdet mellem risikodækning, opsparing og indbetalingens størrelse. Tingene kunne have været ændret ved en ændring af § 118, og jeg vil rose ministeren, som har stillet et ændringsforslag, men samtidig har været så venlig at pointere, at selv om det er ministeren selv, som har stillet ændringsforslaget, vil han ikke støtte det. Ministeren har været inde på, og jeg må også erkende, at det kunne have givet problemer at fremsætte lovforslaget, fordi det ikke har været i høring. Men for god ordens skyld må jeg sige, at jeg synes, det må være op til os her i Folketinget at sørge for, at de kunder, som har deres pensionsordninger placeret forskellige steder, også skal have mulighed for at få en totalrådgivning på en let og elegant måde, selv om deres pensionsordninger ikke er placeret i et og samme selskab.