Jeg er glad for det meget brede flertal, der tegner sig for denne sag, som er en gammel hjertesag for mig, og jeg vil godt takke både de organisationer og de embedsmænd, som har forberedt sagen så godt i det udvalg, der har været nedsat.
Jeg mener, at den model, som her lægges frem, rummer tilstrækkelig sikkerhed for, at eleverne ikke bare bliver overladt til sig selv på en virksomhed. De lærepladser, de kommer i, skal jo opfylde de almindelige krav til den slags pladser. Der er knyttet skoleundervisning til uddannelsen, så der er jo ikke noget nyt. Det er den samme form for ansvar, der gælder for disse mesterlærepladser som for andre pladser.
Jeg ved ikke, om det vil være få eller mange med stærke forudsætninger, som vil vælge denne vej. Jeg synes bare ikke, det gør noget, at der er nogle, som føler, at de er stærke nok til at kunne klare sig uden det meste af et indledende skoleforløb på en erhvervsskole og derfor springer direkte ind i en praktikplads. Det kan vi ikke forhindre dem i, og det synes jeg heller ikke vi skal. Vi har brug for, at både stærke og svage vælger erhvervsuddannelserne.
Jeg skal ikke skjule, at anledningen til, at jeg har rejst spørgsmålet om mesterlæreadgang, er mine erfaringer som integrationsminister. Jeg kunne se, at der var mange unge mennesker med krummer i, som kunne få et job, hvis bare de fik lov til at vise, hvad de duede til i praksis, og slap for at skulle igennem en boglig skærsild, som de til at begynde med havde for dårlige forudsætninger for at kunne klare. Naturligvis skal de unge mennesker ligesom på SOSU-skolerne lære det, de nu engang skal lære, men det kan godt ske på et lidt senere tidspunkt.
Det er ikke sådan, at tærsklen sænkes. Der er tale om en praktisk adgangsvej, og jeg håber inderligt, at tilslutningen
i erhvervslivet og hos arbejdsmarkedets parter bliver lige så positiv, som den har været her i Folketinget.