Den næste sag på dagsordenen var:
21) Tredje behandling af lovforslag nr. L 70:
Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger m.v., lov om leje af almene boliger, lov om midlertidig regulering af boligforholdene, lov om byfornyelse og udvikling af byer, lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v. og lov om påligningen af indkomstskat til staten. (Den almene sektors midler og indsatsen mod ghettoisering). Af socialministeren (Eva Kjer Hansen). (Fremsat 16/11 2005. Første behandling 25/11 2005. Betænkning 8/12 2005. Anden behandling 13/12 2005. Tillægsbetænkning 14/12 2005).

Der var stillet 1 ændringsforslag i tillægsbetænkningen. Uden for tillægsbetænkningen var der ikke stillet ændringsforslag.

Ændringsforslaget sattes først til forhandling.

Forhandling

Vi måtte tage lovforslaget tilbage i udvalget, da der var et punkt, som var uafklaret. Det viste sig, at ministeren havde undladt at sende forslaget til høring hos Dansk Center for Menneskerettigheder, og vi bad ministeren om at forelægge centeret lovforslaget med henblik på at vurdere, om der kunne være mulighed for diskrimination, når almene boliger skulle sælges, og man lod lokale parter selv beslutte, hvilke kriterier der skulle opstilles.
     Dansk Center for Menneskerettigheder har anbefalet, at man skriver konventionens tekst ind i lovforslaget, så det bliver sådan, at der ved forvaltning af almene boliger ikke må diskrimineres på baggrund af køn, race, national eller etnisk oprindelse, religion, tro, politisk overbevisning, kønslig orientering, alder, handicap, social herkomst og formueforhold. Det var sådan set en hjælp til Venstre, De Konservative og De Radikale og måske også til Dansk Folkeparti, selv om jeg tvivlede mere på, at de kunne gå ind for det.
     Nu har vi så stillet 1 ændringsforslag, som tydeliggør, at der altså er nogle principper, som skal overholdes, når man sælger de almene boliger, men det har forligspartierne afvist at støtte.
     Jeg har set betænkningsbidraget fra Det Radikale Venstre, og det undrer mig, at man med den høje profil, som især De Radikale holder på dette område, afviser, at der skal stilles krav til lokale kriterier, når der skal sælges almene boliger. Man vil overlade det hele til ministeren, der kun skal orienteres om de beslutninger, som træffes udeomkring. Det er jeg ked af, og jeg vil også sige, at vi kommer til at tage diskussionen op igen på flere områder, når vi ved, hvordan De Radikale ellers slår sig voldsomt op på menneskerettighederne.

     Man siger, at det ikke kommer til at betyde noget, fordi ministeren selvfølgelig vil overholde gældende lovgivning. Jamen hvis det ikke betyder noget, hvorfor så ikke gardere sig og sikre, at det står i loven, så vi ikke risikerer, at en minister, der har en anden opfattelse end den, jeg mener Det Radikale Venstre har til hverdag på dette område, gør et eller andet?
     Vi er meget uforstående over for De Radikales tilgang til spørgsmålet. Jeg mener, vi plejer at have overensstemmende opfattelser på dette meget vigtige område, hvor der i dag, også her i salen, bliver sagt ting, som for 5 år siden ikke var god tone nogen steder. Det er virkelig sådan, at tonen er blevet grovere, derfor synes vi i Socialdemokratiet, det er værd at tage værdikampen på området, og derfor er det egentlig brandærgerligt, at vi ikke kan få De Radikale med på vores forslag. Menneskerettighedscenteret anbefaler jo i virkeligheden, at man skriver konventionsteksten ind i lovforslaget, og ministeren har erkendt, at man faktisk - i gåseøjne - har glemt at spørge om denne meget vigtige sag. Derfor har vi stillet ændringsforslaget for at hjælpe både De Radikale og andre partier, og vi håber, der bliver tid til eftertanke her før jul, også hos Det Radikale Venstre.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, hvor Det Radikale Venstre står, når det gælder menneskerettighederne. Vi står vagt om dem, og jeg synes faktisk, det er fuldstændig useriøst, når den socialdemokratiske ordfører udlægger det, at vi ikke støtter ændringsforslaget, som et bevis på, at vi ikke støtter menneskerettighederne.
     Jeg synes, vi er nødt til at finde det rigtige niveau og sige: Hvad er det, vi ville gøre som lovgivere, hvis vi indføjede den paragraf, som Socialdemokraterne ønsker? Så ville vi på en eller anden måde sige, at lovgivningen ikke automatisk skal overholde konventionerne om menneskerettigheder, ikkediskrimination osv.
     I Det Radikale Venstre går vi sandelig ud fra, at al lovgivning, der udgår her fra Folketinget, respekterer de grundlæggende rettigheder. Hvis det skal være sådan, at det fremover skal skrives separat ind i lovgivningen for at være sikker på, at man overholder det, mener jeg virkelig, vi er ude på et sidespor, og jeg vil gerne spørge den socialdemokratiske ordfører: Hvad med al den lovgivning, hvor der ikke er en sådan præcisering? Betyder det, at man ikke forventer, at rettighederne bliver respekteret i den lovgivning?

Jeg vil stille et modspørgsmål: Hvad er der til hinder for det, som ligger i vores ændringsforslag? Er der noget, der går Det Radikale Venstres ideer og tanker imod, og er der noget i det høringssvar fra Centeret for Menneskerettigheder, som vi fik, efter at vi havde forlangt at få det, der taler imod, at vi tager det ind?
     Vi risikerer jo, at der kommer diskriminering ind i billedet, når vi snakker fysisk eller psykisk funktionshæmning og formuegrænser, og derfor har det været afgørende vigtigt for os, at når der er mulighed for at træffe beslutningerne lokalt, skal det også stå i loven. Vi forstår simpelt hen ikke, at De Radikale ikke vil være med til det, og når centeret oven i købet anbefaler at få det ind, mener jeg, det ville være helt oplagt, at De Radikale gik med til det, også på baggrund af den tone, som bl.a. Dansk Folkeparti har lagt an i disse sager. Vi tror gerne, De Radikale vil være med i alle mulige andre sager, men her vil de altså ikke være med.

Tys, også på ministerbænkene. Fru Charlotte Fischer.

Centeret for Menneskerettigheder skriver jo i sit svar, at de henstiller, at der sker en præcisering, og mere blødt kan det vist ikke siges.
     Pointen er lige præcis, at isoleret set sker der ikke nogen skade ved at føre det ind i lovteksten, men problemet er jo principielt. I det øjeblik, vi siger, at vi ikke automatisk går ud fra, at lovgivningen overholder konventioner og almindelige regler om antidiskrimination osv., er vi nødt til at præcisere, hvad det betyder for al den lovgivning, hvor det ikke står.
     Jeg synes, man som lovgiver indimellem er nødt til at hæve sig lidt op med helikopteren og overveje det principielle i, at man smider en sådan sætning ind i et lovforslag. Vi støtter jo menneskerettighederne, og vi går sandelig ud fra, at al lovgivning herindefra - og det vil vi kæmpe for - overholder dem. Vi vil også stå vagt om, at dette lovforslag overholder de gældende konventioner og alt, hvad der ellers findes på området. Det skal vi nok holde tæt øje med.

For det første er der jo en meget, meget klar signaleffekt i det, og for det andet er der jo i lovgivningen nævnt nogle eksempler, hvor vi mener, der kan komme diskriminering ind i billedet, f.eks. i forbindelse med formuegrænser og tilknytning til arbejdsmarkedet. Hvad er tilknytning til arbejdsmarkedet? Man kunne sagtens forestille sig, at der her kunne diskrimineres over for folk, der er handicappede.
     Der er næsten 700.000 mennesker i vores samfund, som står uden for arbejdsmarkedet, fordi de enten er handicappede eller har et længerevarende sygdomsforløb, og de 42 pct. af dem er handicappede. Skal de ikke have lov til at købe en bolig, fordi de bor alment, eller hvad? Derfor har det været afgørende vigtigt for os at få det præciseret.
     Fru Charlotte Fischer ved godt, at det flertal, hun er sammen med nu, ikke altid tager de ting på området, som vi andre kæmper for, lige højtideligt, og derfor synes jeg, det er brandærgerligt, at Det Radikale Venstre ikke vil være med til at sende det signal.

Fru Charlotte Fischer har jo med sit bidrag til debatten allerede understreget, hvor uigennemtænkt ændringsforslaget er, og har dermed faktisk også vist, at det fuldstændig vil ændre den måde, vi normalt plejer at lovgive på her i Folketinget. Samtidig viser hr. Carsten Hansens svar, at hr. Carsten Hansen stadig ikke helt har forstået det helt principielle: at det faktisk ville blive meget anderledes, hvis vi i enkeltlovgivningen eksplicit skulle fremhæve kravet om, at der ikke må diskrimineres.
     Sagen er, at det er et bærende princip i lovgivningen, også i almenboligloven, at der ikke må ske diskrimination af bestemte befolkningsgrupper med race, køn, tro, alder, handicap osv. som begrundelse. Forbuddet mod diskrimination er grundfæstet i forskellige konventioner og retsgrundsætninger, og forbuddet gælder under alle omstændigheder, også selv om det ikke udtrykkeligt fremgår af loven, i dette tilfælde almenboligloven, så derfor er der ikke behov for at lovgive udtrykkeligt om det i hvert enkelt tilfælde. Men det er jo nævnt i bemærkningerne til lovforslaget, og dermed har vi gjort, hvad vi plejer at gøre.
     Faktisk ville det efter min opfattelse være meget besynderligt, hvis vi skulle til at fylde almenboliglovgivningen op med alle mulige regler, som følger af anden lovgivning eller lignende. Det er ikke det, vi plejer at gøre, og derfor ville det også være forkert at gøre det på dette område. Som jeg også oplyste Boligudvalget om under samrådet i går, har vi et oplagt eksempel at tage udgangspunkt i, når det gælder om at forstå problemstillingen, nemlig de gældende regler om fleksibel udlejning. Her har man grebet sagen an på akkurat tilsvarende vis, og det var i øvrigt under en socialdemokratisk regering, man valgte den fremgangsmåde.
     Derfor forstår jeg simpelt hen ikke, at man fra Socialdemokratiets side fuldstændig vil bryde med den måde, vi plejer at gribe lovgivningsarbejdet an på, og i denne sag lave noget, der er helt anderledes end i andre tilfælde. Faktisk synes jeg, Socialdemokratiet skulle koncentrere sig om, hvad det drejer sig om, nemlig at finde nogle rigtig gode redskaber til at gribe ind over for de ghettoproblemer, vi slås med rundtomkring.

Ministeren ved ganske udmærket, at for det første støtter vi faktisk de dele af boligpakken, og for det andet er det sådan, at hvis det bliver en succes og et redskab, der kan bruges - hvad vi er mange der håber - er det vigtigt, at vi ikke kan mistænkes for, at der kan ske diskriminering. Men der er jo lagt op til, at der kan blive nogle åbenbare konflikter på baggrund af det, man kan beslutte lokalt,
f.eks. angående indtægtsgrænser, tilknytning til arbejdsmarkedet osv. Her kan der komme eksempler på diskriminering. Ministeren har tilkendegivet - jeg tror, det er i svaret på spørgsmål nr. 68 - at hun vil følge sagen nøje. Til det vil jeg sige, at for det første har vi fået skærpet opmærksomheden om problematikken meget stærkt, og for det andet glemte ministeren at spørge Center for Menneskerettigheder, og de anbefalede ganske klart, at det kommer ind i lovforslaget. Alle siger til os, at det ikke betyder så meget, men hvad har man så imod, at det kommer ind, når centeret anbefaler det? Godt nok skal ministeren orienteres og har ret til at gribe ind på enkeltområder, men lad os dog få det ind, så vi er helt sikre på, at der ikke vil ske noget. Det er det, der har været vores ærinde.

Sagen er, at der allerede er taget hånd om spørgsmålet. Man må ikke diskriminere, og jeg synes i øvrigt også, forslaget er udtryk for en underlig mistillid til dem, der skal aftale kriterierne.
     Sagen er jo, at det er kommunen, boligorganisationen og lejerne, der skal blive enige om, hvilke kriterier der skal gælde. De vil jo være forskellige, alt efter hvilke problemer der er i det lokale område, og beslutningerne bliver sendt ind til ministeriet, hvor vi selvfølgelig vil påse, at der ikke sker nogen ulovligheder, og at man ikke overskrider reglerne om diskrimination. Vi har altså allerede taget hånd om det.
     Når det er sagt, vil jeg gerne kvittere for hr. Carsten Hansens udmelding om, at man så sandelig støtter denne del af lovforslaget. Jeg synes, det er ualmindelig positivt, at hr. Carsten Hansen fremhæver, at der er elementer i L 70, som man faktisk sætter pris på og synes er fremskridt.
     Så vil jeg også sige, at jeg synes, det er ...

Det bliver i næste omgang. Så er det hr. Carsten Hansen - nej. Så synes jeg, jeg vil give ministeren mulighed for at svare færdig, men det er kun, fordi det er ministeren.

Jeg vil bare sige, at jeg synes, det er herligt, at hr. Carsten Hansen forventer, at der vil være massiv interesse for at købe sin almene lejlighed, for det synes jeg er et fremskridt, om noget er.

Jeg forstår ikke rigtig ministerens måde at nedgøre problemet på, for sådan hører jeg det.
     Der er en verden til forskel, for når vi taler om fleksibel udlejning, har vi at gøre med mennesker, som skal tilbydes en anden bolig. Her er der tale om, jævnfør lovforslaget, som ministeren har fremsat, at det kan besluttes, at hvis man har en lav indkomst eller er uden for arbejdsmarkedet, kan man nægtes retten til at købe en bolig. Det er lige nøjagtig her, forskellen ligger, og vi synes, det er en meget alvorlig ting, fordi det giver store muligheder for, at diskriminationen kan blomstre rundtomkring.
     Derfor undrer jeg mig over, at ministeren ikke kan se, at det ville være en meget, meget god håndsrækning - også til dem, der skal tage beslutningerne - at give dem denne rettesnor og sige: Nu skal I altså passe på, for her er der en stor mulighed for diskrimination.
     Jeg fatter ikke, at ministeren ikke kan se, at det er rigtigt at vedtage ændringsforslaget.

Der er på ingen måde tale om, at jeg nedgør problemstillingen, jeg tager tværtimod hånd om den. Jeg sørger for, at det bliver fulgt nøje, hvilke kriterier der bliver aftalt udeomkring, og skulle der være tegn på, at der sker noget, som ikke overholder gældende lovgivning, vil vi naturligvis tage fat om det fra ministeriets side.
     Men hvem er det dog, der skulle være interesseret i at diskriminere? Hvad er det for nogle forestillinger, Socialdemokraterne har om, at man ude lokalt - kommunen, boligorganisationen og lejerne - vil tænke store tanker om, hvordan man kan udelukke nogle til fordel for nogle andre og kan diskriminere? Jeg forstår simpelt hen ikke tankegangen.
     Så må jeg bare sige endnu en gang, at hvis ændringsforslaget blev vedtaget, ville det i den grad være et brud på den måde, vi normalt lovgiver på, og det synes jeg vil være helt forkert at åbne op for.

Vi erkender da klart, at vores ændringsforslag ikke redder hele verden, men vi erkender lige så klart, at det, der om lidt bliver vedtaget med regeringspartiernes og Dansk Folkepartis stemmeflertal, er tæt på grænsen af noget, der kan føre til diskrimination.
     Jeg mistænker ingen for at ville gøre det med fuld viden om, at man diskriminerer. Men jeg tror, man meget nemt kommer til at overskride grænsen, netop fordi ministeren selv giver mulighed for, at hvis man har en lav indkomst eller ikke er på arbejdsmarkedet, kan man miste retten til at erhverve en bolig. Det vil ikke alene ramme en række pensionister, det vil også ramme en række andre mennesker, som fuldt ud lever op til de ønsker, vi har om at få aktive og dynamiske mennesker ude i boligafdelingerne, og det vil være frygtelig urimeligt.
     Hvad med de handicappede, og hvad med mange andre? Skal de ikke også have ret til at erhverve sig en bolig? Det er det, vi ikke rigtig forstår, og det er vi dybt, dybt bekymrede over, ligesom vi generelt er dybt bekymrede over dette lovforslag.

Jeg må bare konstatere, at det bliver mere og mere usammenhængende. Nu kunne jeg forstå, at fru Lissa Mathiasen ikke mistænker nogen for at ville diskriminere, men alligevel vil man altså bruge denne anledning til fuldstændig at ændre praksis for lovgivningen på området. Der mangler altså en sammenhæng i Socialdemokraternes linje.

Hermed sluttede forhandlingen om ændringsforslaget.

Afstemning

Ændringsforslaget forkastedes, idet 37 stemte for, 72 imod.

Lovforslaget som helhed sattes herefter til forhandling.

Forhandling

Med hensyn til forslaget som helhed vil jeg indlede med at sige til socialministeren, at jeg tror såmænd ikke, det element, vi lige har behandlet, løser alle verdens problemstillinger. Men det er en vigtig del af pakken, og derfor er det også brandærgerligt, at det ikke på den måde kan sikres, at der ikke foregår diskrimination.
     Når det er sagt, vil jeg bare endnu en gang sige, at vi er meget forundrede over det princip, som blev indført i 2002, hvor man begyndte at bruge lejernes overskud, når der ikke længere skal betales husleje til realkreditfondene, til at fylde huller i statskassen. Vi er også meget forundrede over, at regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale ikke vil være med til at give lejerne del i den økonomiske fremgang, der har været i samfundet, ved at bruge de penge, der går til at fylde huller i statskassen, på forbedringer til lejerne.
     Når vi kommer ud af 2006, er der brugt 8 mia. kr. af lejernes penge til at fylde huller i statskassen. Hvorfor vil man ikke bruge dem til at sikre, at huslejen kan sættes ned i de udsatte områder, at der kan sættes flere penge af til renovering, at der kan bygges nogle billige familieboliger, som folk har råd til at bo i, også i København og omegn, og at der kan gøres en endnu større boligsocial indsats?
     Det er i virkeligheden en tid, hvor der deles julegaver ud til vennerne i erhvervslivet og landbruget osv. Vi forhandlede finansloven for nylig, og vi så, at der er en helt klar socialmæssigt skæv fordelingsprofil. Jeg ved godt, at ministeren har trukket sine udtalelser om ulighed tilbage, men når vi ser forslaget her, er vi ikke i tvivl om, at ministeren er ulighedsminister i stedet for socialminister, og det er altså ærgerligt.
     Et af de svar, vi har fået i udvalget, viser klart, at de, som bor almennyttigt, har indtægter, som ligger langt, langt, langt under de indtægter, som boligejerne har. Men det er alligevel de almennyttige lejere, der via en ekstra særskat skal finansiere, at vi får ordentlige og gode ældreboliger og plejeboliger. Hvorfor er det ikke en opgave for alle i dette land? Hvorfor er det sådan, at de skal finansiere halvdelen af opførelsesudgifterne på dette område?
     Samtidig har man lavet en plejeboliggaranti, hvor man tager af satspuljemidlerne. Er det virkelig sådan, at de mennesker, der tjener mindst her i samfundet, f.eks. de, der er på overførselsindkomst, skal betale de ekstra plejeboliger, som ministeren giver garanti for via satspuljen? Man tager pengene en gang til, de skal finansiere halvdelen af ydelsesstøtten, og det er virkelig et tyveri, der vil noget her op under jul.
     Man kunne ønske sig, at ministeren var langt, langt klarere i sine udmeldinger til de mennesker, der har fået det værre i denne regerings levetid, og at regeringen ville være med til at bruge de 8 mia. kr., den nu opkræver i særskat, til at forbedre forholdene for lejerne. Jeg tror, der i dette parlament er bred enighed om, at det i hvert fald kunne gøre en forskel, og vi forstår ikke, man vedblivende vil kræve disse mange ekstra penge op.

     Der er i dag en voldsom debat om det, der foregår og er foregået i Lærerstandens Brandforsikring. Men når man tænker på, at den debat er udledt af, at der mangler ordentlige, gode boliger til almindelige mennesker, hvorfor vil man så ikke være med til at sikre lige netop det område?
     Samtidig anbefaler ministerens eget udvalg for ghettobekæmpelse at nedsætte huslejen i de områder, hvor der er brug for det. Det er jo typisk sådan, at de steder, hvor huslejen er voldsomt høj, kan man ikke konkurrere med en almindelig ejerbolig, der er til salg, og så bliver det folk, der får boligstøtte, der kommer til at bo i de lejligheder. Her kunne man styrke konkurrenceevnen ved at sætte huslejen ned og lave forbedringer, og vi har altså foreslået, at man stopper med at fylde hullerne ovre hos finansministeren op.
     Jeg synes, det skal markeres her så tæt op under jul, at der ingen julegaver er i vente fra V, K og Dansk Folkeparti. Der tages tværtimod penge fra de mennesker, som hele integrationsbyrden i samfundet stort set påhviler, så det er et kedeligt budskab og ikke noget glad julebudskab, vi slutter året af med. Men det viser, at der er voldsomme forskelle på det, S og V vil på dette område.

Så er det fru Inge-Lene Ebdrup som ordfører.

Med det boligforlig, vi nu endelig om ganske kort tid forhåbentlig kan vedtage her i Folketinget, sikrer vi, at der også i 2005 og 2006 bliver bygget almene boliger til gavn for alle i det danske samfund, at og vi får taget fat på ghettoindsatsen i de belastede områder, og at vi fortsætter renoveringsindsatsen.
     Jeg synes, det er lidt komisk - for nu at bruge det ord
- at høre den socialdemokratiske ordfører, når han her fra talerstolen skælder ud over, at vi nu kan se et byggeri af almene boliger, der er større, end vi har set det i årtier, og at vi fortsætter den indsats, som Socialdemokraterne i øvrigt i 3 år i træk har lagt stemmer til, nemlig at der bliver renoveret i den almene boligsektor, og at staten og Landsbyggefonden finansierer byggeriet af nye almene boliger. Endnu en gang skulle vi her ved tredjebehandlingen i dag høre den socialdemokratiske ordfører vedkende sig det faktum, at Socialdemokraterne diskriminerer de af vore ældre medborgere, der har behov for en plejebolig, som værende ikke gode nok som lejere i den almene boligsektor. Det, man fra den socialdemokratiske ordførers side forsøgte at sige, er nemlig, at lejerne i de almene boliger, som tilfældigvis ligger i tilknytning med et plejecenter, så de kan få den pleje, de har behov for, fordi de er oppe i årene, ikke må bo
i boliger, som er finansierede på samme måde, som vi i øvrigt finansierer almene familieboliger og almene ungdomsboliger på, for de er ikke gode nok som lejere. Det, den socialdemokratiske ordfører bare glemte at fortælle, er, at det system, der fungerer i dag - altså at man som almen lejer betaler en husleje, som i det øjeblik, ens bolig ikke længere er belånt, går i Landsbyggefonden, hvorfra vi nu henter halvdelen af de penge, det koster at bygge en almen bolig - også gælder for de ældre lejere. Det vil altså sige, at de, der bor i plejeboliger, også bidrager til Landsbyggefonden, og derfor synes vi, det er beskæmmende, at man fra Socialdemokraternes side fastholder den diskriminering af de ældre lejere. Derudover glæder vi os meget over, at vi nu kan fortsætte tredelingen af indsatsen på det almene område med en fordeling, som vi synes er meget rimelig. Staten og Landsbyggefonden finansierer byggeriet af almene boliger med halvdelen til hver, og det betyder, at der også i fremtiden kan renoveres almene boliger for et meget betragteligt beløb. Det nye er, at der nu også sættes mange penge af til en indsats i problemramte områder, især ghettoområderne, og en del af indsatsen gør også, at der kan gennemføres målrettede huslejenedsættelser, som kan være til gavn, når beboersammensætningen i de problemramte områder skal ændres. Kort sagt: Vi er meget glade for, at vi nu kan gå på juleferie med viden om, at der i 2006 fortsat vil blive bygget mange almene boliger, og at vi har sikret finansieringen.

     Så vil jeg sige, at det undrer mig såre, at Socialdemokraterne i forhold til det her forslag nu har sat sig selv uden for indflydelse. Det undrer mig såre, når vi tidligere har hørt meldingerne om, at Socialdemokraterne vil arbejde regeringen ud af regeringskontorerne, at man nu har valgt at stå uden for en aftale, som jo bare er en fortsættelse af den aftale, som Socialdemokraterne har lagt stemmer til i 2002, 2003 og 2004.
     Allermest undrer det mig, fordi en af de allervigtigste dele af den her aftale er, at vi til næste år skal i gang med en reform af den almene sektor. Der er sat et stort udvalgsarbejde i gang, hvor man skal komme med forslag til, hvordan vi kan gøre mange ting i den almene sektor, men vigtigst, hvordan vi kan skabe en mere selvbærende almen boligsektor.
     Men når vi om et år samles om bordet for at udmønte det udvalgsarbejde i en reform af det almene boligområde, er det uden det største oppositionsparti i Danmark, som simpelt hen har sat sig uden for indflydelse for at - kan man sige - høste nogle få billige point i debatten her op til jul, nogle få billige point, som man høster ved at forsøge at forklare, at man ikke længere kan bakke op om de principper, som man har lagt stemmer til 3 år i træk.
     Men jeg glæder mig meget, til vi til næste år skal i gang med den her reform, og jeg glæder mig meget over, at det er en reform, der vil blive båret så bredt, nemlig med støtte fra Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre. Jeg synes bare, det er skammeligt, at det største oppositionsparti i Danmark ikke vil tage ansvaret, og jeg synes, at det meget understreger, at den linje, man lagde om at arbejde os ud af regeringskontorerne, løb man lige så hurtigt fra igen.
     Til allersidst vil jeg nævne den boligsociale indsats. I går blev lovforslaget om integration førstebehandlet, og det her forslag skal ses som en opfølgning på det og en underbyggelse af det, og det skal også ses i forhold til det integrationsforlig, der er vedtaget.
     Det glæder os meget, at vi nu fuldstændig efter de regler, der er i Landsbyggefondens formål, bruger tredelingen, nemlig renovering, nybyggeri og problemramte områder. Så vi går meget glade på juleferie.

Det er først hr. Morten Homann for en kort bemærkning, og efter ham er det hr. Carsten Hansen.

Det var meget pædagogisk, at skatteministeren for ganske få uger siden lavede en opgørelse til Folketingets Skatteudvalg over, hvad man havde givet af skattelettelser til boligejerne
i det her land. Det beløb svarer stort set på kroner og øre til det beløb, man har taget fra lejerne i den almene sektor gennem Landsbyggefonden. Så det, regeringen og fru Inge-Lene Ebdrup gør, er altså at tage penge fra lejerne, som er blandt de fattigste i det her land, og give pengene i skattelettelser til boligejerne, som er væsentlig rigere. De rigeste boligejere får mest. Det øger jo uligheden i samfundet ganske betragteligt, så derfor tror jeg, der er mange lejere, der spørger sig selv: Hvornår stopper det her? Hvor længe skal vi blive ved med at finansiere, at der kan gives skattelettelser til boligejerne? Så jeg håber da, at fru Inge-Lene Ebdrup kan komme med et svar. Hvor længe skal lejerne i den almene sektor blive ved med at finansiere, at man letter skatten for boligejerne?

Jeg vil sige, at det lyder flot, når hr. Morten Homann svinger sig op til sådan et meget ideologisk korstog.
     Men det, der er sandheden, er jo, at de penge, der bliver taget fra Landsbyggefonden, altså dem, som hr. Morten Homann kalder lejernes penge, bliver brugt til renovering i den almene sektor, til ghettoindsats i den almene sektor, og de bliver brugt til nybyggeri.
     Så kan man spørge sig selv: Jamen er det rimeligt, at lejerne over deres husleje, når de ikke længere har lån i de ejendomme, de bor i, skal medvirke til renovering, nye boliger og ghettoindsats? Og der synes vi, det er meget rimeligt, for der findes ikke en almen bolig i Danmark, der ikke er opført med støtte fra det offentlige fra starten. Og de almene lejere har gennem hele den tid, de har været almene lejere, profiteret af, at de har en billigere husleje, fordi de har fået en støtte fra det offentlige.
     Sådan skal det også være, men så synes vi, det er meget rimeligt, at når man så ikke længere har lån i ejendommene, så bidrager man også til nybyggeri, renovering og ghettoindsats.
     Derfor er vi meget glade for det her, og vi støtter det selvfølgelig.

Fru Inge-Lene Ebdrup glemte lige at sige, at det, man jo i virkeligheden gør og har gjort siden 2002, er, at man lader lejerne betale det, staten ellers skulle have betalt. Så når lejerne er med til at finansiere en række opgaver og overtager finansieringen, er det, fordi det er en opgave, som fru Inge-Lene Ebdrup og regeringen ikke synes vi skal være fælles om længere, men at den alene skal betales af de almene lejere. Samtidig synes man altså, at der er nogle boligejere, der skal slippe billigere i skat.
     Det, der står tilbage på bundlinjen, er, at lejerne har betalt et stort milliardbeløb mere, end de ellers ville have gjort, og boligejerne har fået stort set det samme milliardbeløb mere. Så det er penge fra de fattige almene lejere til boligejerne.

     Jeg synes, fru Inge-Lene Ebdrup skulle prøve at svare på spørgsmålet: Hvor længe skal det her fortsætte? Nu har det stået på, siden regeringen trådte til og indtil nu, og det fortsætter 1 år mere med det her forslag. Kommer vi til at stå her igen næste år? Skal de almene lejere tage deres penge op af lommerne, ikke bare frem til 2022, men videre frem i tiden? Skal de almene lejere fortsætte med at betale til de rige boligejere?

Det, hr. Morten Homann så til gengæld glemmer at fortælle, er jo, hvordan cyklussen er forhold til det her med de almene boliger. Det er jo sådan, at skatteborgerne betaler en støtte, når man opfører en almen bolig. Det gør de i dag, og det vil de også gøre fremover. Det er jo ikke lejerne alene, der betaler for opførelsen af de nye boliger.
     Det, der jo er sket, er, at man tidligere i forhold til dem, der i dag bor i en almen bolig, har støttet ved opførelsen, sådan at de har en lavere husleje. Det, der sker nu, er så, at når man ikke længere har lån i boligen, så fortsætter man med at betale den samme husleje, og en del af de penge bruger vi så til at medfinansiere byggeriet af nye almene boliger, hvor staten, det vil sige os alle sammen, alle skatteyderne, betaler halvdelen, og det, der kommer fra huslejerne, når der ikke længere er lån, betaler den anden halvdel.
     Det synes vi faktisk er meget rimeligt og socialt ansvarligt og, vil jeg så i øvrigt også lige sige til hr. Morten Homann, jo fuldstændig i tråd med det formål, der er i Landsbyggefonden, og som har været der hele tiden, nemlig at man kan bruge pengene til nybyggeri, renovering og social indsats. Så vi er meget trygge ved den her fordeling.

Venstres ordfører mener, vi skælder ud. Vi skælder skam ikke ud, vi fortæller bare, hvad vi synes realiteterne er i det her lovforslag. Jeg kunne forstå, at man allerede er begyndt at savne os i forligskredsen, og det er selvfølgelig dejligt, men på de betingelser, der nu var til stede, kunne vi ikke være med.
     Lad os så tage fat i det, Venstres ordfører sagde, hvor hun beskyldte os for at ville diskriminere. Nej, tværtimod. Hvis vi snakker om diskrimination, så er det vel det, det er, når man udelukkende lader en bestemt samfundsgruppe, dem, der oven i købet tjener mindst i vores samfund, sammen med staten være med til at finansiere, at der skal opføres ældreboliger og plejeboliger. Så er det diskriminering af en vis gruppe, og det er det princip, vi er meget imod: at man vil indføre en særskat på lejerne i det her land, at det er dem, der skal bidrage med over halvdelen af finansieringen af opførelsen af plejeboliger og ældreboliger. Det er det, der er problemet.
     Vil fru Inge-Lene Ebdrup ikke vedgå, at det faktisk er det, man gør, nemlig lader dem betale halvdelen af ydelsesstøtten på plejeboliggarantien?

Ordføreren. Og så tror jeg, vi nærmer os afstemningen.

Jeg ved ikke, om det er julenissen, der har været på spil, men i hvert fald går hr. Carsten Hansens regnestykke ikke op. Det, der jo sker, hvis vi prøver at tage det konkrete eksempel om de almene plejeboliger, er jo, at de bliver finansieret fuldstændig ligesom alle andre almene boliger, nemlig sådan, at kommunerne betaler 7 pct. af det, de koster
i grundkapital. De næste 7 pct., altså ydelsesstøtten, som er det, vi taler om her, men som måske kan være lidt svært at forstå for dem, der sidder og kigger med i fjernsynet, finansieres med halvdelen fra staten og med den anden halvdel fra Landsbyggefonden, altså fra de huslejer, som man betaler, når der ikke længere er lån i ejendommene. Det vil altså sige, at det ikke, som hr. Carsten Hansen fejlagtigt kom til at sige, udelukkende er lejerne, der betaler for almene ældreboliger. De betaler for, kan man sige, cirka en fjerdedel af de første 14 pct., derudover bliver de jo selvfølgelig belånt, som man i øvrigt gør det. Men det, der bare er vigtigt at forklare, er, at de ældre mennesker, som også er lejere, og som bor i en almen bolig, jo også betaler husleje og også betaler til Landsbyggefonden og dermed også er med til at bidrage til, at der i fremtiden er penge til at renovere alle almene boliger, bygge nye almene boliger og lave ghettoindsatser. Det er derfor, vi ikke forstår, at man fra Socialdemokraternes side vil diskriminere de ældre mennesker
i Danmark til ikke at være gode nok lejere til den almene sektor.

Så er det hr. Carsten Hansen, og efter ham er det fru Lissa Mathiasen for en kort bemærkning.

Det er ikke et spørgsmål om, at vi mener, at nogen bliver diskrimineret på den måde. Vi spørger blot, hvorfor det skal være lejerne i den almene sektor, der skal betale halvdelen af ydelsesstøtten. Det er en særskat på lejerne.

     Fru Inge-Lene Ebdrup bliver ved med at påstå, at nu bruger man en masse penge til andre formål også. Jamen fru Inge-Lene Ebdrup må anerkende - også herfra - at regeringen ikke har haft én krone, ikke en bøjet femøre oppe af lommen. Det er lejernes penge, man bruger til de tre formål.
     Samtidig hermed har man, når 2006 er overstået, taget 8 mia. kr. fra lejerne, og halvdelen af de boliger, der bliver opført, er plejeboliger og ældreboliger. Hvorfor skal det være mennesker med den dårligste indkomst i det her land, der skal finansiere det? Hvorfor må jeg ikke være med som boligejer? Hvorfor siger vi ikke, at alle skal finansiere, og sikrer, at der bliver flere penge til lejerne til renovering, til boligsocial indsats, nedsættelse af huslejerne?

Jamen jeg kan berolige hr. Carsten Hansen med, at han som boligejer er med til at finansiere de almene boliger og har været det hele tiden. For i al den tid, der er blevet bygget almene boliger, er der blevet givet støtte over skattebilletten fra os alle sammen til opførelse af almene boliger. I fremtiden vil der også blive givet støtte over skattebilletten, dels ved at kommunerne betaler 7 pct. af det, det koster, dels ved at de næstfølgende 7 pct. bliver delt mellem Landsbyggefonden og staten. Og statens indtægter kommer jo, som vi ved, fra os alle sammen.
     Så samlet set er det stadig væk en offentlig opgave at sikre, at der bliver bygget almene ældreboliger. Men vi har ingen problemer med, at man for en lille dels vedkommende i forhold til det beløb, det måtte koste at bygge en ældrebolig, bruger nogle af pengene fra Landsbyggefonden. For det er jo ikke anderledes, end at de lejere, der så kommer til at bo i de boliger, jo også på sigt kommer til at bidrage til Landsbyggefonden, og derfor finder vi det her meget rimeligt.

Jeg synes, det er så ubehageligt at sidde og høre, at der hele tiden bliver sagt fra fru Inge-Lene Ebdrups side, at det er at diskriminere de ældre, der skal på plejehjem.
     Lad det være sagt så firkantet, at ingen kan misforstå det: Vi synes, det er meget væsentligt, at vi har så mange plejehjemspladser til rådighed, at vi kan få - hvilket vi har glædet os over - en plejehjemsgaranti og dermed kan sikre, at alle ældre, der har behov for en plejehjemsplads, også får den. Men det, vi ikke kan forstå, er, hvorfor diskriminationen skal være i forhold til vores familier, der bor i almene boliger. De skal pålægges en særskat for at betale det bidrag, som staten ellers burde betale til byggeri af plejehjemsboliger.
     Som fru Inge-Lene Ebdrup netop sagde det, så er det en samfundsopgave. Det er det offentliges opgave at sikre vores plejehjemsbyggeri. Men her har man valgt at gå ind og sige, at cirka halvdelen af udgiften ved plejehjemsbyggeri er det lejerne der skal betale. Og det betyder, at lejerne så kommer til at sidde for højere huslejer, får mindre renovering, eller også får de endnu højere huslejer, fordi der skal bygges plejehjemsbyggeri.
     Enhver husejer, som har behov for at komme i en plejehjemsbolig, på et plejehjem, vil jo også kunne drage nytte af det her. Og derfor forstår jeg ikke, at man fra Venstres side kan tale om, at man vil pålægge en særskat.

Jamen det er jo netop en samfundsopgave. Det er det jo også i dag, forstået på den måde at det er kommunerne, der beslutter, hvor der skal bygges ældreboliger. Der, hvor vi bare principielt er meget uenige - og det synes jeg egentlig er meget rart at få frem i dag - er: Hvem er det, der bør bo
i en almen bolig? Hvad er definitionen på en almen bolig? Der mener vi også, at definitionen på formålet med en almen bolig er at tage hånd om dem, som tilfældigvis måtte være de ældre i vores samfund, som tilfældigvis måtte have behov for ekstra pleje. Men de er stadig væk lejere og har lige meget ret til at være en del af den almene boligsektor. Når så fru Lissa Mathiasen spørger, hvorfor husejeren så ikke også skal være med til at betale, når vedkommende på et tidspunkt måske får behov for en almen ældrebolig, vil jeg sige, at det er husejeren jo også med til, fordi man betaler til de almene boliger. Dels har vi gjort det gennem alle årene, dels er finansieringen af dem, der bliver bygget i dag, jo netop sammensat af 7 pct. fra kommunerne, og kommuneskatten betaler vi alle sammen, og halvdelen af de næste 7 pct. fra staten, og vi betaler også alle sammen skat til staten. Så derfor er det her meget rimeligt, fordi de ældre ...

Ja tak! Fordi man gentager sig, kan man godt overskride taletiden!
     Så er det fru Lissa Mathiasen.

Det, diskussionen handler om, er, at i det øjeblik der bliver bygget en plejehjemsbolig, altså når vi bygger et plejehjem ude i en kommune, så er halvdelen skattefinansieret ud fra, hvad det offentlige lægger ind. Så er det halve skattefinansieret. Det vil sige, at vi alle sammen betaler det, uanset om vi er lejere eller vi er ejere. Den anden halvdel tager man og siger, at den skal lejerne, som tilfældigvis bor i den almene sektor, betale. Og så er det, vi spørger: Hvis ikke det er særskat, hvad er det så?
     Alle skal have mulighed for, når de har behov for en plejehjemsplads, at kunne flytte ind. Det synes vi er et væsentligt princip, men vi synes til gengæld, at det er dybt diskriminerende og en særskat for lejerne, den gruppe af mennesker, som har absolut de laveste indkomster, hvilket vi kan se af alle opgørelser, og som også ligger i ministerens svar, at de skal betale en særlig skat, en særlig husleje for at sikre vores plejehjemsbyggeri. Det er der, vi synes, at det urimelige er. Det er ikke, at vi ikke har plejehjemspladser nok.

Det, der jo er essensen af det her, er, at det er forkert, når fru Lissa Mathiasen siger, at man betaler en særlig skat, en særlig husleje. Det, der jo sker i praksis, er, at i det øjeblik der ikke længere er lån i en almen bolig, så fortsætter man med at betale den husleje, man hidtil har betalt. Det vil sige, at huslejen ikke bliver sat op, men for en dels vedkommende så går i Landsbyggefonden. I Landsbyggefonden bruger vi nogle af pengene og har i øvrigt gjort det siden 2002 - Socialdemokraterne har i øvrigt også stemt for det 3 år i træk, det vil man så ikke nu - til nybyggeri.
     Der synes vi, det er meget rimeligt, at vi i forbindelse med definitionen af en almen bolig siger, at ældre mennesker, der har behov for en lejebolig, som tilfældigvis også har behov for noget pleje, også kommer ind under den definition af, hvem det er, der har behov for en almen bolig, altså en bolig, som pr. definition jo altid har været støttet af det offentlige fra start.
     Det, vi også skal huske på, er, at alle lejere i de almene boligafdelinger jo til dags dato har profiteret af det system, vi har haft, nemlig med at man fra statens og kommunernes side har støttet opførelsen af de her boliger, sådan at de hele tiden har haft en lavere husleje, end de ellers ville have haft.
     Så samlet set mener vi altså, at det her regnestykke går op i den sidste ende, og vi er meget glade for at være med til at sikre, at der nu er plejehjemspladser nok. Det har vi så ikke Socialdemokraternes opbakning til, og det kan jeg selvfølgelig kun beklage.

Tak til fru Inge-Lene Ebdrup. Så er det hr. Morten Homann som ordfører.

Hvis man stjæler en pakke slik i det lokale supermarked, så kan man være ret sikker på, at man bliver taget, om ikke andet så af butiksejeren for tyveri. Hvis man slipper af sted med at stjæle flere milliarder, penge, som lejerne har opsparet, så er det straks en anden diskussion. Så er det sværere at få nogle etiketter om, at det her faktisk er tyveri af lejernes penge, til at klæbe.
     For det er jo det, der er sandheden bag alt det her. Det er penge, som lejerne har indbetalt år ud og år ind af deres husleje. Det er endda penge, som de stort set har skullet betale ind gennem de næste mange, mange, mange år over deres husleje, som regeringen og Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre nu har lagt deres klamme hånd på og vælger at bruge til at spare statens udgifter.
     De penge, som man sparer her, svarer stort set i kroner og øre til de penge, man giver i skattelettelser til boligejerne, skattelettelser, der hænger sådan sammen, at jo rigere man er, desto større skattelettelse får man. Så det er meget klar fordelingspolitik, som flertallet bestående af regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre laver her. Det er at tage penge fra nogle af de fattigste mennesker
i det her land og flytte dem til nogle af de rigeste. Jeg ville ønske, at man tog debatten lidt mere alvorligt, men det her er jo et meget, meget klart eksempel på, hvad det er, den her regering gør. Den øger uligheden. En meget, meget stor del af de lovforslag, vi behandler her i dag, og en meget stor del af de lovforslag, vi har behandlet
i løbet af de sidste 4 år, har øget uligheden. Og det har været meget svært at finde de lovforslag, som gik den modsatte vej. SF er selvfølgelig lodret imod, at man stjæler lejernes penge, ligesom vi har været, fra man begyndte på tyveriet i 2002. Jeg er lidt ærgerlig over, at man ikke har kunnet få et svar fra regeringspartiernes ordførere på: Hvornår skal det her stoppe? Hvor længe skal lejerne blive ved med at blive bestjålet på den her måde? Ifølge den nuværende teori løber det frem til begyndelsen af 2020'erne. Det vil altså sige, at det ikke er penge, som er der i dag. Man har stjålet penge, som lejerne skal ud og låne og skal spare op i løbet af de næste mange år for at betale. Så jeg forstår godt, hvis der er mange lejere, der gerne vil vide, om de skal betale husleje til regeringens tyveri, ikke bare frem til 2020'erne, men om deres børn og børnebørn også skal fortsætte med det. Jeg er ked af, at vi ikke kunne få et klart svar, men jeg tror nok, at de fleste forstår, hvad meningen med det svar, vi fik, er, nemlig at vi kommer til at stå her igen næste år, hvor regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre har været i gang igen med at stjæle af lejernes penge for at give dem til de velstillede. Tak for kaffe.

Tak til hr. Morten Homann. Så er det fru Charlotte Fischer som ordfører.

Den her debat vækker jo mindelser om de to forudgående debatter, vi har haft, og derfor vil jeg sådan set fatte mig
i korthed og blot slå fast, at den her aftale er en fortsættelse af den aftale, der blev indgået i 2002. Den ligger i forlængelse af den, og der er ikke tale om noget brud. Det synes jeg også Socialdemokraterne burde erkende i det her tilfælde, da de var med til at indgå boligaftalen i 2002. Jeg vil gerne slå fast, at der er tale om en styrket indsats til gavn for den almene boligsektor, til gavn for de eksisterende lejere. Der bliver både flere penge til renovering og til social indsats, og der bliver mulighed for at bygge endnu flere almene boliger. Det synes vi alt sammen er godt. Det vigtige for os er, at der samtidig bliver lagt ind, at vi får en langsigtet reform. Det er i øvrigt også noget, Socialdemokraterne selv havde lagt meget vægt på i det bud, de spillede ind med i forhandlingerne. Så alt i alt synes vi, det både rummer en forbedring på kort sigt og også rummer et perspektiv, som er utrolig vigtigt på længere sigt, nemlig hvordan vi får skabt en mere selvbærende almen boligsektor med alt det selvfølgelig meget komplicerede, der ligger i det. Så på den baggrund støtter vi selvfølgelig fortsat lovforslaget og ser meget frem til det kommende reformarbejde.

Jeg vil godt bede fru Charlotte Fischer om at bekræfte, at
i ældreboliger og plejeboliger betaler lejerne halvdelen af ydelsesstøtten. Vi har jo lige kørt den igennem med Venstres ordfører, men det er faktisk sådan, at halvdelen af ydelsesstøtten kommer fra lejerne. Det andet, jeg vil bede fru Charlotte Fischer om at bekræfte, er, at når vi går ud af 2006, har man taget 8 mia. kr. fra Landsbyggefonden, og man har tømt den til 2022. Det har man taget fra lejerne, og de penge har ministeren selv i et svar bekræftet kunne have været brugt til andre formål. Har jeg ikke ret i det?

Det her handler om den almene boligsektor, og ældreboliger hører ind under lovgivningen for almene boliger. Og med hensyn til al den retorik med at tyvstjæle og det ene og det andet er det for os sådan set meget enkelt sådan, at de penge, der ligger i det her, går til den almene boligsektor - punktum.
     Så skal det ikke være nogen hemmelighed, at alt det her med plejehjemsgarantier og garantier, som Folketinget udstikker fra centralt hold, ikke lige er den måde, vi synes man skal føre politik på i det her land, nemlig hen over hovederne på kommunerne, men det ændrer sådan set ikke ved den kendsgerning, at ældreboligerne hører hjemme på det her område, og derfor er det naturligt nok, at det også indgår her.
     Så vil jeg sige, at set på længere sigt får vi jo nu netop taget fat på en overordnet reform af hele den almene boligsektor, og så er et af spørgsmålene, der kommer ind i det, selvfølgelig, hvad det er, der egentlig skal høre hjemme
i den almene boligsektor. Hører ældreboliger hjemme der, eller gør de ikke? Det tager vi meget gerne en åben debat om.

Pengene i den almene sektor skal blive i den almene sektor. Hvorfor skal lejerne så betale 8 mia. kr. til ydelsesstøtte, som de ikke gjorde i vores regeringstid?
     Må jeg spørge: Har De Radikale ændret princip her? Går man ind for, at det fremover skal være sådan, at lejerne i den almene sektor skal finansiere halvdelen af ydelsesstøtten? Er det det princip, som vi går sammen til valg på næste gang, og synes fru Charlotte Fischer, det er rimeligt, at halvdelen af de 8 mia. kr. - mindst halvdelen - bruges til at finansiere ældre- og plejeboliger? Er det ikke en sag for os alle?

     Kunne vi ikke få det lidt tydeligere frem? Mener Det Radikale Venstre, at det kun er lejerne, de dårligst stillede her i landet, der skal finansiere halvdelen af opførelsesstøtten til plejeboliger og ældreboliger, eller er det bare, fordi man vil ind og lave et forlig med regeringen om det her? Lad os få det at vide.

Nu synes jeg ikke, at Socialdemokraterne skal komme for godt
i gang med principper, når man indgår en aftale i 2002 og så her få år efter lige pludselig synes, at de principper, man lagde til grund i 2002, nemlig at gå ind og støtte bl.a., at Landsbyggefonden bruger penge på nybyggeri, ikke længere er det, der gælder her få år efter. Og hvad vi sammen skal gå til valg på om nogle få år, synes jeg jo er et rigtig spændende spørgsmål. Men derudover vil jeg egentlig slå fast, at for os har det været vigtigt, at vi med den her samlede indsats styrker den almene sektor. Det er til glæde for lejerne overalt i den almene sektor, at der kommer flere almene boliger, og det har vi virkelig brug for i det her land. Så vil jeg sige i forbindelse med, at hr. Carsten Hansen nævnte lærernes brandforsikring: Der er vist ikke nogen undskyldning for den adfærd, de har udvist dér. Men det viser selvfølgelig, at der er et problem med manglende boliger i det her land, og så synes jeg sådan set bare, at det er et ekstra argument for at støtte, at der bliver bygget flere almene boliger.

Nu diskuterer vi jo meget ulighed for tiden, og det er jeg personligt glad for, fordi jeg synes, det er et væsentligt problem. Jeg har også bemærket, at Det Radikale Venstre også blander sig i den debat. Så derfor kunne jeg godt tænke mig at høre fru Charlotte Fischers vurdering.
     Når man tager en udgift, som ellers skulle afholdes af staten, af alle skatteyderne, og siger, at den skal afholdes af lejerne i den almene sektor, er det så med til at øge eller mindske uligheden i samfundet? Er det, man laver med den her model, som ligger i det her lovforslag, med til at øge uligheden i samfundet eller mindske uligheden i samfundet?

Jeg ser ikke, at det her er med til at øge nogen ulighed. I modsætning til det forudgående lovforslag, vi havde om boligstøtte, hvor der rent faktisk er tale om mennesker, som mister penge over tid, fordi de ikke længere får den boligstøtte, de kunne have regnet med, så er der ikke her tale om, at mennesker mister nogen penge.
     Der er tale om, at der bliver sat penge af, som kommer lejerne i den almene boligsektor til gavn. Det handler om, at de får bedre boliger, og at der bliver bygget flere boliger af forskellig art, og jeg har svært ved at se, at der er nogen, der bliver stillet dårligere ved den her aftale. Tværtimod er det sådan i mit hoved, at der er rigtig mange mennesker, der vil kunne se frem til fremskridt og bedre boliger.

Jeg tror, vi er enige med Det Radikale Venstre om, at man kun kan bruge pengene én gang. Det vil altså sige, at de penge, som lejerne har sparet op i Landsbyggefonden, enten kan bruges til at lave forbedringer for de lejere, f.eks. i form af bedre boliger, lavere husleje, eller også kan de bruges til noget andet, som Det Radikale Venstre sammen med regeringen og Dansk Folkeparti har besluttet sig for, nemlig at betale statens regning for flere boliger. Nu valgte man jo altså det sidste.
     Kan fru Charlotte Fischer ikke bekræfte, at det altså betyder, at der er nogle penge, som ellers direkte kunne være kommet de almene lejere til gode, som i stedet for går til, at man sparer nogle penge på statsbudgettet, som ellers skulle have været brugt til at bygge boliger, og at det i øvrigt ikke hjælper de folk, som i dag bor i de almene boliger, ret meget, at der bliver bygget flere almene boliger? Det er godt nok. Men hvorfor er det de fattigste mennesker i det her land, dem, der bor i de almene boliger, som skal betale så stor en del af regningen for det, der egentlig burde være en fælles opgave, nemlig at sørge for, at der var boliger nok?

Nu er det jo ikke sådan, som man godt kunne få indtrykket af, hvis man lytter til SF's ordfører, at staten overhovedet ikke er involveret i det her, og at Landsbyggefonden står med hele regningen, når det gælder nybyggeri. Sådan er det jo ikke. Staten skal ind og betale halvdelen, så det er en fælles opgave. Og som det er sagt også tidligere, så ligger det jo fuldstændig inden for Landsbyggefondens forskrifter at støtte nybyggeri. Så alt i alt har jeg sådan set svært ved at forstå argumentationen.

     Så vil jeg sige, at forskellen på os og SF er jo, at vi ønsker at se den almene boligsektor under et og ikke skelne mellem eksisterende lejere og fremtidige lejere osv. Det, vi er opmærksomme på nu, er hele perspektivet i at frigøre den almene boligsektor, gøre den selvbærende, og det er altså også noget, som Boligselskabernes Landsforening er positivt indstillet over for. Det er ikke kun os, der tænker i de baner, og hele tiden at skelne mellem de eksisterende og de fremtidige lejere synes vi er en forkert tankegang.

Jeg bliver altså nødt til at korrigere fru Charlotte Fischer.
     Jeg sad tilfældigvis som Socialdemokratiets forhandler i 2002, da den tidligere boligaftale blev indgået, og hvad var situationen? Den var, at regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale havde indgået en aftale, og man var endda nået så langt, at man havde udsendt en pressemeddelelse om, at man havde indgået aftalen.
     Vi valgte så at sige ja til at støtte den aftale, fordi det betød, at vi kunne få 400 mio. kr. mere om året til renovering af den almene sektor. Vi syntes, det var dybt problematisk, at de mennesker, der boede i den almene sektor, ikke havde lov til at bruge nok penge til, at de kunne sikres tidssvarende boliger. Det sagde vi dengang, og det gjorde vi med god grund, for der lå nogle meget klare tal for, hvilket behov der var for at få renoveret og for at få lavet tidssvarende boliger. Derfor gik vi med.
     Men vi havde ikke sagt ja, hvis det ikke var, fordi vi allerede kunne se, at der var indgået en aftale, og at man agtede at køre den igennem. Vi gik med, fordi vi kunne skaffe flere penge til lejerne, og grunden til, at vi siger nej nu, er, at vi synes, det er forkert at bruge lejernes penge på den måde, som man gør her. Vi synes ikke, lejerne har fortjent at få en særskat.

Jeg er glad for at blive indviet i historikken, for min tid herinde er jo ikke så lang. Men i mit hoved er det nu stadig sådan, at et ja er et ja, uanset om det bliver til på den ene eller den anden måde, eller om man tilslutter sig efterfølgende. På bundlinjen står der jo, at Socialdemokraterne støttede aftalen, og det er så det.
     Så vil jeg sige, at det ræsonnement jo lige så godt kunne have været gældende nu. Nu har vi faktisk en aftale, som giver en væsentlig mængde penge til renovering af den almene boligsektor og til at bygge flere boliger, og det kunne jo lige så godt være et argument for, at Socialdemokraterne kunne støtte aftalen. Der sker faktisk en forbedring, og der kommer fremgang på området, så hvorfor ikke bare tilslutte sig aftalen?

Jeg tror, det havde været en fordel, hvis fru Charlotte Fischer havde læst betænkningsbidraget, der blev afgivet i forbindelse med boligaftalen i 2002. Her fremgik det meget klart, at vi syntes, det var mange penge, man lagde op til at tage fra lejerne i særskat, men da vi samtidig kunne se, at vi kunne ændre aftalen og få ført flere penge tilbage til lejerne, gik vi med. Det står højt og tydeligt i det betænkningsbidrag, vi dengang kom med.
     Men det har jo vist sig efterfølgende, at det ikke engang var en særskat på godt et par milliarder, man ville tage fra 2002 og frem til nu. Næ, det er blevet til 5,7 mia. kr., og det viser jo meget mere, hvor grotesk det er, at man pålægger lejerne en så alvorlig særskat. Det betyder samlet set, at samtidig med at lejerne betaler en meget stor særskat, kommer de til at sidde for en højere husleje, fordi de ikke kan få finansieret hverken renovering eller de omkostninger, der i øvrigt er ved de indsatser, der skal gøres.
     Summa summarum: Lejerne i den almene sektor bliver med dette forlig nok en gang pålagt særskat og højere huslejer. Det synes vi ikke er rimeligt, og det er grunden til, at vi siger nej.

Nu ved jeg ikke lige, om det var et spørgsmål, men under alle omstændigheder vil jeg sige, at det korte af det lange altså er, at man sagde ja til aftalen fra 2002, og dermed sagde man ja til princippet om, at Landsbyggefondens penge helt legitimt kan bruges til nybyggeri.
     Vi kan altid tale om beløbet: Var det for mange penge eller for få penge? Men tilbage står jo, at princippet er det samme, og derfor har jeg nok grundlæggende lidt svært ved at acceptere, at man lige pludselig betragter det princip, som også er lagt ind i den nye aftale, som det helt store røveri fra lejerne. Det er et princip, der gjaldt i 2002, vi har videreført det, så det stadig gælder, og principper skifter man altså ikke bare ud fra den ene dag til den anden
- ikke i vores verden i hvert fald.

Så er det hr. Per Clausen som ordfører.

Det har jo indimellem været en underholdende diskussion, bl.a. om, hvad Socialdemokraterne og De Radikale skal være fælles om, hvis de skal danne regering efter næste valg. Jeg skal for at gøre det endnu mere spændende bare sige, at både Socialdemokraterne og De Radikale skal være klar over, at de nok ikke får flertal alene efter næste valg og derfor vil komme til at stå i den meget specielle og spændende og interessante situation, at de kan vælge mellem at samarbejde med SF og Enhedslisten eller samarbejde med Venstre og De Konservative, som de jo gjorde i de fleste tilfælde, da de sidst havde regeringsmagten. Det er vel fremgået af mange af de debatter, der har været i dag, hvad der ville være bedst for borgerne i Danmark, i hvert fald for de dårligt stillede.
     Jeg synes også, diskussionen om Socialdemokraterne og principper har været interessant - forstået på den måde at jeg ikke tror, man afslører nogen stor hemmelighed ved at afsløre, at Socialdemokraterne er et meget pragmatisk parti, som indimellem er villigt til at vride sine principper meget stærkt. Det er nogle gange godt og andre gange skidt.
     Da det på et tidspunkt blev proklameret fra Socialdemokraternes side, at man satsede på at forhandle regeringen ud af regeringskontorerne, var vi nogle, der blev bange for, at det skulle blive et princip, man ikke havde tænkt sig at forlade. Det har man forladt nu, og det er klogt, for hele diskussionen om, hvad der skete i 2002 osv., viser jo, at det at ville forhandle regeringen ud af regeringslokalerne kan ende med, at man forhandler den meget fast i regeringslokalerne, fordi muligheden for at se forskel på den politik, oppositionen står for, og den, regeringen står for, bliver meget vanskelig.
     Bare kort om det konkrete forslag: Debatten har jo vist forholdsvis entydigt, at det handler om, at der skal betales en ekstraskat for at bo til leje i almene boliger, nøjagtig som der er en ekstraskat på overførselsindkomster, altså satspuljen. Det er lidt varierende, hvilke partier som er med til at dele ud af de penge, som først og fremmest tages fra de dårligt stillede i Danmark, men i dette tilfælde er det altså Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og De Radikale.
     Alle disse penge går tilsyneladende til gode formål, men det kedelige er selvfølgelig, at vi, der som jeg er så heldige at bo i en pensionskassebolig - dog ikke lærerstandens skal jeg skynde mig at sige - eller for den sags skyld i et parcelhus, slipper noget billigere fra ansvaret for at løse de boligsociale problemer, end de, som bor i de almennyttige boliger, gør.
     Jeg har svært ved at se, at det ikke skaber øget ulighed. Så vidt jeg har forstået, er der ingen diskussion om, at de mennesker, der bor i de almennyttige boliger, gennemsnitligt er dårligere økonomisk stillet end både dem, der bor i ejerboliger, og dem, der f.eks. bor i pensionskasseboliger. For mig at se er der sådan set ikke megen tvivl om det.
     Derfor synes jeg også, at forslaget her falder uendelig godt i tråd med nogle af de forslag, vi tidligere har behandlet: skattelettelser til de rigeste aktionærer, fratagelse af boligstøtten til de fattigste familier og - for at man slet ikke skal være i tvivl - stædig fastholden af, at værdistigningerne på jord og fast ejendom ikke må beskattes. Alt i alt er det en udmærket god anledning til endnu en gang at få bekræftet, at selv i december måned er Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og cirka hver anden gang Det Radikale Venstre indstillet på at skabe mere ulighed i vores samfund.

Jeg må jo sige, at som ved tidligere debatter kan man kun blive forundret over at høre, hvilken linje Socialdemokraterne vil følge.
     Sagen er jo, at den aftale, vi indgår nu, stort set ligner den model, der blev indgået forlig om i 2002. Der er intet nyt under solen, og derfor kan man kun forundres over, at Socialdemokraterne ikke længere vil stå bag aftalen. Jeg troede egentlig, det var, fordi der kom et valg i vejen, men jeg har jo kunnet høre på bl.a. fru Lissa Mathiasens indlæg, at man måske i virkeligheden inderst inde har fortrudt, at man overhovedet indgik en boligaftale med de forbedringer, den indebar.
     Nu står vi med en rigtig god aftale, der giver nogle klare forbedringer og i den grad styrker forholdene for lejerne i den almene sektor. Hr. Morten Homann spørger, hvornår det her skal stoppe, men jeg vil sige, at det skulle da nødigt gå i stå, for der er jo tale om, at vi får aktiveret penge, som kommer både de nuværende og kommende lejere til gode. Der indgår helt markante elementer i aftalen, nemlig en udvidelse af renoveringsrammen, midler til en ghettoindsats, herunder huslejenedsættelser, og midler til nybyggeri.

     Jeg tror egentlig, at de mange, der i de senere år har fået en ny almen lejlighed, sender en venlig tanke til de politikere, der stod bag boligaftalen i 2002, som jo netop sikrede, at der kunne bygges nyt, og netop derfor er det ekstra forunderligt, at Socialdemokraterne nu tager afstand fra, at der er blevet bygget rigtig mange nye lejligheder i de seneste år.
     Et andet forundringspunkt er, hvad Socialdemokraterne har fået imod plejeboliger til ældre, omsorgskrævende mennesker. Vi bygger forskellige former for lejligheder ifølge almenboligloven, det være sig familieboliger, ungdomsboliger, handicapvenlige boliger og plejeboliger, og nu har vi altså som politikere et ønske om at udvide kapaciteten, så det kan sikres, at ældre, der er meget plejekrævende, ikke skal vente for længe på at få en passende bolig. At det skal gøres til et særskilt problem, er kun til at undres over.
     Jeg tror, vi vil stå tilbage med, at mens Socialdemokraterne i virkeligheden fortryder, at de gik med til modellen i 2002, som jeg bl.a. af fru Lissa Mathiasens udsagn her i dag kan forstå tilfældet er, ender det måske med, at man denne gang fortryder, at man ikke kom med i aftalen. Når Socialdemokraterne ikke længere vil tage ansvar på området, betyder det jo også, at de melder sig ud af den fremtidige diskussion om, hvad der egentlig skal ske med den almene sektor - hvordan vilkårene skal være fremover, og hvordan vi kan sikre en mere selvbærende almen sektor. Der må da sidde nogle vælgere, som undrer sig meget over, at Socialdemokraterne fuldstændig fralægger sig ansvaret på dette område.

Hermed sluttede forhandlingen.

Afstemning

Lovforslaget vedtoges med 73 stemmer (V, DF, KF og RV) mod 40 (S, SF og EL).

Formanden:
Lovforslaget vil nu blive sendt til statsministeren.