Til fuldmægtig Kristian Seierøe.
Justitsministeriet.
Vi hilser ubetinget ethvert fornuftigt tiltag til forbedring af trafiksikkerheden velkommen, men må fastholde, at tvungen brug af sikkerhedssele for førere af hyrevogne og buschauffører er skudt langt over målet.
Da vi har konstateret, at spørgsmålet om brug af sikkerhedsseler er sendt ud i den afgørende høringsrunde uden, at vi som brugere og forslagsstillere har haft lejlighed til at uddybe vores synspunkter, skal vi hermed genfremsætte den oprindelige henvendelse med uddybende kommentarer (se vedhæftede fil), idet vi finder vore argumenter nok så væsentlige som de kommentarer, der måtte blive fremsendt fra de på høringslisten opførte organisationer m.fl.
Efter at have nærlæst høringsbrevet af 8. ds. må vi konstatere, at der heri er en bemærkelsesværdig stor mangel på forståelse for det i den oprindelige henvendelse anførte. Det afspejler efter vores opfattelse en så forbavsende stor mangel på indsigt i tingenes rette sammenhæng, at det kræver yderligere kommentarer.
Vi fastholder det oprindelige indhold men må også kræve forståelse for de psykiske aspekter i sagen.
Spørgsmålet om krænkelse af den enkelte chaufførs intimsfære vægter psykologisk meget tungt. Det er veldokumenteret, at alle har en sådan, og at denne grænse meget hurtigt kan overskrides, afhængig af omstændighederne.
Bliver denne grænse overskredet, kan dette medføre et så stort traume for den enkelte, at skaderne kan være uoprettelige.
Samtidig er det en faktuel kendsgerning, at grænsen for en overskridelse meget vel kan dreje sig om få centimeter.
Det er ligeledes bevist, at der ikke nødvendigvis skal særligt meget til. Blot et samspil af uheldige omstændigheder kan udløse sådanne krænkelser i form af trusler og i værste fald overgreb.
 Vi finder forholdene selvforstærkende, hvis chaufføren samtidig fastholdes i en sele uden mulighed for at imødegå dette. Det skal også nævnes, at de fysiske omstændigheder bag rattet gør, at man ikke blot nogenlunde uhindret kan komme hurtigt op at stå for at imødegå et eventuelt overgreb.
Vi må sammenligne sådanne krænkelser med vold eller forsøg på vold.
Dette
forhold er ikke ukendt i dansk retshistorie, idet det giver en voldelig person
uhindret mulighed i sit forehavende.
Vi må fastholde sammenligningen mellem de to erhvervsgrupper, hyrevogns- og
buschauffører, der begge vil blive stærkt hæmmet i muligheden for at forsvare
sig eller evt. undvige et overfald, hvis de skal være fastspændt i en
sikkerhedssele.
Uden i øvrigt at drage sammenligning må vi dog nævne medarbejderne på landets socialkontorer for hvem, der er etableret flugtvej via en dør bag deres skrivebord. Disse mennesker har man ikke tænkt fastholdt i en grænseoverskridende ubehagelig situation. Her er altså foretaget et fornuftigt tiltag.
I en bus kan en sådan foranstaltning ikke etableres, men generne kan minimeres, hvis chaufføren ikke tvinges til at anvende sikkerhedssele.
Vi forudser, at der blandt høringssvarene vil fremkomme argumenter for seletvang som sikkerhed i tilfælde af trafikuheld. Disse argumenter vil forventeligt være statistisk baseret. Uden kendskab hertil er det vores helt klare opfattelse, at en nærmere granskning af tallene i disse vil vise, at det ikke er busser, der vægter. Antallet af ulykker med denne kategori er givetvis meget små, hvilket i høj grad skyldes chaufførernes store erfaring og rutine.
Vi vil ikke underkende rigtigheden af dele af disse statistikker. Men vi er dog af den sikre overbevisning, at selv de mest inkarnerede modstandere af at anvendelse af sikkerhedssele skal være frivilligt for buschauffører, ikke kan fremkomme med statistikker, der blot tilnærmelsesvis sandsynliggør, at en chauffør i en bus er i en større risikogruppe, end de mange passagerer, der rundt omkring i landet dagligt befordres stående blot hængende i en strop, hvis en sådan er ledig .
 Et i denne forbindelse ikke helt uinteressant perspektiv. Ingen har vel fantasi til at forestille sig en afskaffelse af begrebet stående passagerer i den kollektive trafik, hvilket dog - hvis tingene skal hænge blot nogenlunde sammen - må være en logisk konsekvens af en manglende forståelse for og tilsidesættelse af vort forslag.
Sluttelig må vi fastholde vores hidtidige opfordring;
Førere af køretøjer, anvendt til erhvervsmæssig personbefordring fritages for pligten til anvendelse af sikkerhedssele, når der befinder sig passagerer i køretøjet. Læs her.: hyrevogne og busser.