Besvarelse af spørgsmål nr. 1 af 21. marts 2006 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af færdselsloven (Sikkerhedsudstyr, samarbejde om kommunal parkeringskontrol m.v.) (L 85).
Spørgsmål:
         â€Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 20/3-06 fra Hans Jørgen Jensen, Nakskov, jf. L 85 – bilag 6.â€
Svar:
Hans Jørgen Jensen giver i henvendelsen udtryk for den opfattelse, at bus- og taxichauffører ikke bør have pligt til at anvende sikkerhedssele under erhvervsmæssig kørsel med passagerer.
Hans Jørgen Jensen anfører i den forbindelse bl.a., at chaufførens mulighed for at forsvare sig selv og for at komme væk ved et eventuelt overfald forringes, hvis chaufføren er fastspændt. Endvidere finder han ikke, at der er belæg for at kræve, at buschauffører skal være fastspændt, når passagerer kan befordres stående.
Justitsministeriet kan oplyse, at den gældende bestemmelse i færdselslovens § 80, stk. 5, bl.a. bemyndiger justitsministeren til at fastsætte regler om, at visse personer fritages for pligten til at anvende sikkerhedssele, herunder ved særlige former for kørsel.
Lovforslaget viderefører uden indholdsmæssige ændringer denne bemyndigelse i nyaffattelsen af § 80, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, punkt 4. Der foreslås således ikke ændringer i justitsministerens mulighed for administrativt at fastsætte undtagelser til selepligten for buschauffører og taxichauffører.
Med hjemmel i den gældende bestemmelse i færdselslovens § 80, stk. 5, er der fastsat regler om fritagelse for pligten til at anvende sikkerhedssele i kapitel 4 i bekendtgørelse nr. 109 af 17. februar 1995 om brug af sikkerhedsseler m.v. (selebekendtgørelsen).
Det fremgår af § 8, stk. 1, nr. 6, i selebekendtgørelsen, at pligten til at anvende sikkerhedssele ikke gælder ved hyrevognschaufførers erhvervsmæssige kørsel med passagerer. Bekendtgørelsen indeholder ikke en tilsvarende fritagelse af buschauffører.
Som det fremgår af afsnit 2.3.1. i bemærkningerne til lovforslaget, er det Justitsministeriets opfattelse, at det fortsat vil være nødvendigt at kunne fritage visse personer fra pligten til at anvende sikkerhedssele, herunder ved særlige former for kørsel.
Der vil eksempelvis være personer, som på grund af alvorlige lægelige årsager ikke bør anvende sikkerhedssele, og som derfor ved lægeattest fritages herfor. Hensynet til at kunne sikre, at kørsel i forbindelse med f.eks. håndhævelse af lov og orden kan finde sted på en forsvarlig måde, vil ligeledes kunne begrunde, at pligten til at anvende sikkerhedssele ikke bør finde anvendelse. Herudover vil hensynet til de særlige kørselsforhold for lokale bybusser og lignende (herunder busser med ståpladser) tillige kunne begrunde en fritagelse fra pligten til at anvende sikkerhedssele.
Som anført i bemærkningerne, er det derfor hensigten at udnytte bemyndigelsen til administrativt at fastsætte regler, der helt eller delvis viderefører de eksisterende fritagelsesregler i kapitel 4 i selebekendtgørelsen.
Justitsministeriet har på denne baggrund den 9. marts 2006 sendt et udkast til ny bekendtgørelse om brug af sikkerhedsseler mv. med tilhørende notits i høring.
Udkastet og notitsen blev samtidig sendt til Folketingets Retsudvalg til orientering.
Bestemmelsen i den gældende selebekendtgørelses § 8, stk. 1, nr. 6, om fritagelse for selepligt ved hyrevognschaufførers erhvervsmæssige kørsel med passagerer er ikke videreført i udkastet til den nye selebekendtgørelse.
Som anført i høringsnotitsen er baggrunden herfor, at Rigspolitichefen den 24. juni 2004 har indstillet, at bestemmelsen om fritagelse for selepligt ved taxichaufførers erhvervsmæssige kørsel med passagerer ophæves, idet risikoen for, at taxichaufføren kommer til skade ved et færdselsuheld uden brug af sikkerhedssele, må antages for at være større end risikoen for tilskadekomst ved overfald.
Færdselssikkerhedskommissionen har endvidere på et møde den 6. september 2004 tilsluttet sig Rigspolitichefens indstilling.
Â
For så vidt angår Hans Jørgen Jensens synspunkt om chauffører i busser med stående passagerer bemærkes, at det fremgår af punkt 10.02.022 og punkt 10.02.023 i Færdselsstyrelsens bekendtgørelse nr. 9235 af 4. marts 2005 med senere ændringer om detailforskrifter for køretøjers indretning og udstyr, at der ikke er krav om, at sikkerhedsseler er installeret i busser, hvor det tilladte antal ståpladser udgør 20 pct. eller mere af det højst tilladte passagerantal, og som alene godkendes til rutekørsel.
Det bemærkes endvidere, at pligten til at anvende sikkerhedssele, jf. den gældende bestemmelse i færdselslovens § 80, stk. 1, som videreføres i lovforslaget, kun gælder på siddepladser, som er forsynet med sikkerhedssele.