Den næste sag på dagsordenen var:
14) Anden behandling af lovforslag nr. L 93:
Forslag til lov om ændring af integrationsloven og udlændingeloven. (Integrationskontrakter, erklæring om integration og aktivt medborgerskab, skærpede betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse, uddannelsespligt for unge nyankomne udlændinge, sygeopfølgning over for sygemeldte introduktionsydelsesmodtagere m.v.). Af integrationsministeren (Rikke Hvilshøj). (Fremsat 30/11 2005. Første behandling 15/12 2005. Betænkning 21/2 2006).

Der var stillet 4 ændringsforslag i betænkningen. Uden for betænkningen var der ikke stillet ændringsforslag.

Lovforslaget og ændringsforslagene sattes til forhandling under et.

Vi er overhovedet ikke i tvivl om, at det her lovforslag har en masse fortræffeligheder i sig, og at vi rent faktisk nu er på vej mod at kunne få rettet op på integrationen, komme den rigtige vej, få skabt en rigtig start for de udlændinge, der kommer til Danmark, hvad enten det er på den ene eller den anden måde.

     Derfor må jeg nok sige, at det var lidt rystende at se det betænkningsbidrag, som SF har afgivet her. Og nu er jeg nødt til at læse et uddrag af teksten op, men det uddrag er sigende for, hvad den tekst generelt indeholder. Og jeg må sige, at det dog er noget af det voldsomste, jeg nogen sinde har oplevet i et betænkningsbidrag. Vi er virkelig ude på kanten af, hvad jeg måske synes man kan. Jeg læser noget af det sidste, hvor der står:
     »I »danskhedens« navn har vi skridt for skridt vænnet os til, at vi udviser vore mest udsatte medmennesker, skønt der består en begrundet mistanke om, at de vil blive forfulgt, udsat for tortur eller simpelthen forsvinde sporløst i deres hjemlande. Med lovgivningen som våben splitter vi familier ad, skiller forældre fra børn, mænd fra hustruer og sender politisk forfulgte i armene på deres forfølgere. En fremfærd, der i sin administrative, rationelle umenneskelighed har mindelser om den behandling, de tyske jøder blev udsat for, da de af det danske Justitsministerium blev sendt tilbage til det nazistiske Tyskland i 1930.«
     Ergo, det her lovforslag og de, der har fremsat det og stemmer for det her, skal sammenlignes med nazisme, altså vi fremstår som nazister. Så er vi dog langt ude. Og jeg synes, hvis hr. Villy Søvndal vil lytte efter, hvad der bliver sagt heroppe, at det kunne være rart at høre, om SF's ledelse er enig i det her, om den vil støtte op om sådan en tekst.
     Det kunne da også være virkelig betimeligt at høre, om SF's ledelse synes, at hr. Kamal Qureshi har håndteret den her sag på en rigtig måde ved at have optrådt med tekst og udtalt sig med noget, der ligner det, jeg lige er kommet med her, I 60 Minutes og ved i den grad have været med til at udsprede nogle usandheder om, hvad det her forslag og den integrationsaftale indeholder.
     Jeg synes, det er rystende, og det ville være dejligt, hvis vi kunne få SF's ledelse til at fortælle, hvad de mener om det. Men man må jo gå ud fra, at når et SF-medlem skriver et betænkningsbidrag med en sådan tekst, så står ledelsen formentlig også bag.
     Det er rystende, at et parti vil fremstå med en tekst af den type, hvor man sammenligner regeringen og forligspartierne som forslagsstillere af det her forslag med nazister. Så er vi langt ude. Længere ude, end jeg tror vi nogen sinde har været i det her Ting.
     Nu kan jeg konstatere, at hr. Kamal Qureshi ikke er til stede i salen, for ellers kunne det jo være rart at høre, hvad hr. Kamal Qureshis baggrund har været for at udtale sådanne ting på en international tv-station til stor skændsel for Danmark. Og når det så tilmed er usandt!
     Venstre, Dansk Folkeparti og Konservative kan ikke leve med, at en sådan tekst kommer til at stå alene, så vi bliver nødt til at tage den utraditionelle metode og mulighed, vi har, i brug, nemlig at bede om at få det her trukket tilbage til udvalget mellem anden- og tredjebehandlingen, således at vi kan få lavet et ekstra bidrag i tillægsbetænkningen. Det kan ikke stå alene, når nogle så forfærdelige påstande udspredes i et betænkningsbidrag fra et parti i det her Ting.

Tak til ordføreren. Der er ingen, der har bedt om ordet for korte bemærkninger, og jeg skal derfor give ordet til den næste ordfører, fru Elsebeth Gerner Nielsen.

Lad mig starte med at takke ministeren for ikke at være for stor til at indrømme en fejl. Det er selvfølgelig lidt pinligt, at der i udkastet til integrationserklæringen var faktuelle fejl om udlændinges adgang til økonomisk bistand og mænds og kvinders pligt til at uddanne sig og arbejde i Danmark, men det var godt, at vi fik sat fokus på det i forbindelse med førstebehandlingen, så ministeren inden forslagets vedtagelse fik en chance for at fremsætte et nyt forslag til, hvordan integrationserklæringen skal se ud.
     Men disse ændringer er ikke nok til at overbevise Det Radikale Venstre om integrationserklæringens velsignelser. Vi mener, at der er stort behov for nye personrettede initiativer, der kan fremme integrationen af etniske minoriteter på arbejdsmarkedet. Derfor beklager Det Radikale Venstre, at integrationskontrakten ikke indeholder et eneste nyt initiativ eller en eneste ny aktivitet, men at der udelukkende er tale om et nyt bureaukrati i form af et sagsomslag om allerede eksisterende aktiviteter.
     Det Radikale Venstre beklager, at de kommunale sagsbehandlere nu skal bruge tid på at indberette oplysninger til staten, som man allerede har i de mangfoldige registre, der indberettes til under Integrationsministeriet og Beskæftigelsesministeriet. Det er oplyst, at der afsættes 35 kr. pr. sag til udarbejdelse af status på integrationskontrakterne. I sig selv er det et vidnesbyrd om det manglende potentiale i forslaget.
     Det Radikale Venstre finder det ganske uklart, hvad konsekvenserne bliver for udlændinge, som ikke deltager i de foreslåede 85 pct. af alle aktiviteter, men i øvrigt er velintegrerede.
     Det Radikale Venstre frygter endvidere, at konsekvensen af denne yderligere bureaukratisering af integrationsindsatsen bliver langsommere integration. Og den frygt bestyrkes af, at regeringen har så ringe tiltro til forslagets effekt, at den ikke vil afvise, at det gennemsnitlige tidspunkt for tildeling af permanent opholdstilladelse vil stige som følge af forslaget.
     Lovforslaget indeholder herudover en stramning af betingelserne for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse, hvilket betyder, at flygtninge nu risikerer at skulle leve endnu længere med frygt for, at deres midlertidige opholdstilladelse inddrages. Denne del af forslaget er udtryk for en småtskåren adfærdskontrol.
     L 93 indebærer ingen gode nyheder for integrationen og dermed sammenhængskraften i Danmark. Lad os håbe, at regeringen har fundet ny inspiration, når vi kommer til forhandlingerne om velfærdsreformerne. Der er brug for tiltag, som får det her til at ligne en ligegyldig parentes.

Der er ikke flere, der har ønsket at udtale sig. Så er det integrationsministeren.

Jeg glæder mig over, at der er et flertal, der støtter op om det her lovforslag, hvor vi tager endnu et skridt i retning af klarere og tydeligere som samfund at signalere til de nye borgere, der kommer til Danmark, hvad det er for et samfund, de kommer til; hvad det er for nogle værdier, der gør sig gældende; hvad der er af pligter; og hvad der er af rettigheder. Jeg synes faktisk, den periode, som vi i øvrigt er igennem, understreger betydningen og nødvendigheden af at få gjort sådan nogle initiativer.
     Når fru Elsebeth Gerner Nielsen så rejser sin kritik på det her område og der slet ikke er noget andet, vil jeg anbefale fru Elsebeth Gerner Nielsen at se på hele integrationsaftalen, for det er jo i den sammenhæng, det skal ses. Det er jo ikke det her lovforslag, som skal løfte det hele. Det er et element af de mange initiativer, der ligger i integrationsaftalen.

     Jeg tror aldrig, der er blevet investeret så meget i integration i Danmark, som der bliver gjort i dag, rettet mod at sikre, at flere invandrere kommer i beskæftigelse; rettet mod at sikre, at flere unge med anden etnisk baggrund kommer
i uddannelse. Men vi vil også sikre, at vi stiller nogle krav til de nye, der kommer til landet, til dem, der endnu ikke har permanent opholdstilladelse, om, at de tager et ansvar, at de viser, at de vil integrere sig i det danske samfund. Og så er jeg også nødt til at sige, at da jeg sad og læste de betænkningsbidrag, der er afgivet her op til andenbehandlingen, blev jeg noget målløs, da jeg læste SF's betænkningsbidrag, som for det første, sådan som jeg umiddelbart kan se det, ikke er selvskrevet, men sådan set taget ud af en kronik, som 12 forfattere har forfattet - det er lige pludselig blevet SF's betænkningsbidrag til et lovforslag - og hvor der for det andet står nogle ting og nogle usandheder om, hvad tilstanden er for udlændinge i Danmark, som er helt utilstedelige at skrive. Derfor støtter jeg fuldt og helt Venstres ordfører, når hun siger, at de påstande, der står i det betænkningsbidrag, ikke skal have lov til at stå alene. Her går grænsen, og så må vi give et svar og sørge for, at der i et samlet betænkningsbidrag står nogle sandheder om, hvad det faktisk er, der foregår i Danmark i øjeblikket.

Nu siger ministeren, at det her skal ses i lyset af alle de mange forskellige forslag, regeringen mener den er kommet med på integrationsområdet.
     Det forstår jeg jo godt at man tager frem, men vi står lige nu og behandler et lovforslag, som handler om en integrationskontrakt, og min ordførertale handlede om integrationskontrakten. Jeg kan simpelt hen ikke se, hvad der er nyt i den integrationskontrakt, og jeg kan slet ikke se, hvilken konsekvens det får for indvandrere, hvis man ikke overholder integrationskontrakten.
     Med andre ord, jeg fastholder, at det her er et udtryk for ren symbolpolitik, medmindre ministeren kan forklare Det Radikale Venstre og alle andre, hvad der sker, i det øjeblik et menneske ikke overholder integrationskontrakten. Altså, hvad sker der, i det øjeblik man har underskrevet integrationserklæringen og siger, at man vil gøre både det ene og det andet, og så ikke gør det? Hvad er så konsekvensen ved at lade være?

Jeg tror, at fru Elsebeth Gerner Nielsen blander erklæringen og kontrakten sammen.
     Man skal, når der er gået 7 år, underskrive erklæringen for at opnå permanent opholdstilladelse. Hvis man ikke overholder kontrakten, kan man ikke opnå permanent opholdsstilladelse.
     Det er konsekvenserne, og det er et udtryk for, at vi gerne vil signalere, at vi gerne vil kræve, at de, der har besluttet sig for at slå sig permanent ned i Danmark, viser en vilje til at integrere sig i det danske samfund.
     Det, der leveres i kontrakten, er jo tosidigt. Det er en kontrakt mellem en kommune og den enkelte borger, hvor kommunen også skal levere en række ydelser, bl.a. 3 års gratis danskundervisning - det giver det danske samfund enhver udlænding, der slår sig ned i Danmark - plus de aktiveringstilbud og de forskellige tilbud, som kommunen skal tilbyde for at hjælpe vedkommende ud på det danske arbejdsmarked.
     Det synes jeg faktisk er ret flot. Det er en del af kontrakten, og der kræver vi så bare, at den enkelte borger faktisk også lever op til kontrakten.

Jeg vil godt spørge ministeren, om ministeren ikke havde forventet, at der kom en direkte reaktion fra SF's formand, hr. Villy Søvndal, der jo sad her i salen indtil for 10 minutter siden, da Venstres ordfører, fru Irene Simonsen, var oppe og læse op fra betænkningen, hvor hr. Kamal Qureshi, SF's ordfører, siger følgende:
     »Med lovgivningen som våben splitter vi familier ad, skiller forældre fra børn, mænd fra hustruer og sender politisk forfulgte i armene på deres forfølgere. En fremfærd, der i sin administrative, rationelle umenneskelighed har mindelser om den behandling, de tyske jøder blev udsat for, da de af det danske Justitsministerium blev sendt tilbage til det nazistiske Tyskland i 1930'erne.«
     Venstres ordfører spurgte hr. Villy Søvndal, da han sad
i salen, om det var SF's officielle holdning, om det var SF, der tilsluttede sig dette. Jeg vil godt spørge: Havde ministeren ikke forventet en udmelding om dette?

Jeg kan bekræfte, at jeg er meget forundret over, at SF indtil videre fuldstændig har afholdt sig fra at melde sig i debatten og svare på det her. Lige præcis det konkrete afsnit
- ud over de mange andre usandheder, der står i det her betænkningsbidrag - er en meget grov anklage mod vores Flygtningenævn, som er en uafhængig instans, der meget seriøst og meget grundigt vurderer folks asylgrundlag. At vi sender folk tilbage i armene på deres forfølgere, og at vi til trods for begrundet mistanke sender folk tilbage til tortur, og at de forsvinder sporløst, er nogle meget, meget grove anklager, som der ingen beviser findes for.

Det her betænkningsudkast har jeg først fået lejlighed til at læse nu. Og det kan godt være, at man er gået over stregen fra koncipistens side, men samtidig vil jeg godt minde integrationsministeren om, at der jo løbende er historier - det kan godt være, det ikke drejer sig om flygtninge - hvor man går ind og siger, at her er der et ægtepar, hvor der er mere tilknytning til hjemlandet end her, og så bliver de så nødsaget til at forlade Danmark. Det er de der mange eksempler, der er dynget oven på hinanden.
     Når man taler med Danske Flygtningevenner, så har de utrolig mange konkrete eksempler, hvor man splitter familierne, på trods af at integrationsministeren gang på gang går ud og meget venligt siger, at det ikke er regeringens politik. Men det er jo virkeligheden. Det er jo virkeligheden, at mennesker bliver sendt tilbage.
     Jeg har selv engang været flygtningeordfører, og jeg har selv oplevet, at folk har fået afslag, og jeg har ikke efterfølgende kunnet finde ud af, hvor de forsvandt hen. Det er et af de problemer, man oplever som flygtningeordfører.

Der er ikke nogen flygtninge i Danmark, som stadig væk vurderes at være forfulgt, der bliver henvist til familielivet derhjemme. Det er der ikke nogen flygtninge der gør. De skal ikke leve op til tilknytningskravet i den situation.
     Jeg vil bare sige om asylpolitikken, at vi ligger på linje med det øvrige Europa. Der er ikke den store forskel der. Der er faktisk flere punkter, hvor retssikkerheden er større for asylansøgere i Danmark end i de øvrige europæiske lande. Så vi har ikke noget at skamme os over. Der er ikke noget, som vi skal være kede af her. Vi lever fuldt og helt op til vores forpligtelser, og vi har et Flygtningenævn, som meget seriøst og meget grundigt behandler de enkelte sager, de får på deres bord.

ne Baastrup (SF): Nu er jeg som nævnt ikke flygtningeordfører, men jeg husker stadig væk, at da jeg var det, var der en ung fyr på 18 år - det var, før ministeren kom til - der blev sendt ud af Danmark og efterfølgende sendt til tortur. Han blev fundet i Grækenland og er nu vendt tilbage til Danmark og har fået en eller anden form for opholdstilladelse. Det er de eksempler, som man, når man oplever dem som flygtningeordfører, bliver desperat over kan lade sig gøre. Det er jo konkrete mennesker, der sidder og vurderer, og man laver altid fejl som menneske, det er menneskeligt at fejle, men i de situationer, hvor man så sidder som flygtningeordfører og oplever den fortvivlelse og den angst, som folk udsættes for, kan man altså godt komme til at gå over stregen. Jeg beklager selvfølgelig, hvis ministeren oplever, at vi er gået over stregen, men omvendt så er det menneskeskæbner, som vi har kontakt med, og hvor man godt kan blive desperat. Kl. 16.35

Der er ikke nogen tvivl om, at flygtningesager kan være nogle meget svære sager, og det er menneskeskæbner. Men det her er simpelt hen for groft. Det er en meget grov generaliserende anklage mod hele vores asylsystem i Danmark. Den synes jeg simpelt hen ikke skal have lov til at stå alene.
     Jeg synes sådan set, det er fint, at der nu fra fru Anne Baastrup, som ikke har ansvaret for det her betænkningsbidrag, er lidt anger, og så kunne det være, at udvalget skulle kigge på det. Men det er virkelig grove løjer.
     Så vidt jeg husker - det bliver på ren hukommelse, og det ved jeg ikke om jeg kan som minister, men det prøver jeg alligevel - er den konkrete sag, som fru Anne Baastrup henviser til, faktisk fra helt tilbage før den her regerings tid. Det her er et angreb på regeringens politik.

Så er det hr. Jesper Langballe som ordfører.

Jeg synes egentlig, det var underligt at se integrationsministeren på talerstolen i den her sag, for det, der nu her har rystet Folketinget, er jo egentlig ikke en integrationssag. Det er ikke engang en udlændingepolitisk sag. Det er en forureningssag, en sag om verbal forurening, som måske egentlig burde henhøre under Miljøministeriet.
     Aldrig nogen sinde har man dog set mage til skandaløs opførsel som den, hr. Kamal Qureshi og SF's ledelse har vist
i den her sag. Venstres ordfører appellerede direkte til hr. Villy Søvndal, mens hans sad og demonstrativt blev ved med at snakke, og derefter skyndte han sig at forlade Folketingssalen for at blive fri for at svare på, om SF's ledelse virkelig stod bag det verbale svineri, som er leveret
i det her betænkningsbidrag. Og så bliver det altså overladt til fru Anne Baastrup. Al respekt for, at fru Anne Baastrup synes, at man her er gået over stregen, men jeg vil bare gøre opmærksom på, at hvis det her skal karakteriseres som en finke, der er røget af panden, så er det ellers noget af en kødfuld finke. Det er side op og side ned af ordgyderi isprængt de mest gemene skældsord. Altså, det her er faktisk noget, der ikke vil blive glemt foreløbig. Jeg vil endnu en gang rette en opfordring til hr. Villy Søvndal, hvor på Christiansborg han ellers måtte befinde sig, om at svare på, om det her er udtryk for SF's holdning: »Med lovgivningen som våben splitter vi familier ad, skiller forældre fra børn, mænd fra hustruer og sender politisk forfulgte i armene på deres forfølgere. En fremfærd, der i sin administrative, rationelle umenneskelighed har mindelser om den behandling, de tyske jøder blev udsat for, da de af det danske Justitsministerium blev sendt tilbage til det nazistiske Tyskland i 1930'erne.« Jeg ved ikke, om det er tredje eller fjerde gang, det bliver læst højt, og det vil vedblivende blive læst højt, indtil vi får et svar fra SF's ledelse på, om man vil gå i rette med en ordfører, som uden folketingsgruppens vidende - for det må det jo være - har leveret denne roman af skældsord og i øvrigt ordgyderi, som er fuldstændig uden nogen substans. Det her citat, jeg lige har læst højt, drejer sig om en lov, hvis formål er at få udlændinge integreret i det danske samfund, få dem ud på arbejdsmarkedet, få dem til at være borgere fuldstændig på lige fod med andre, der bor her i landet. Det er en skændsel.

Nu er jeg godt klar over, at hr. Jesper Langballe har sådan en lidt mellemøstlig retorik, når han bruger de betegnelser, han gør, så det vil jeg selvfølgelig godt tage med i min vurdering af det, der bliver sagt, og måske lade være med at tillægge de formuleringer, som hr. Jesper Langballe kommer med, noget helt konkret.
     Men jeg skal da sige med hensyn til de angreb, hr. Jesper Langballe retter mod det, der står i selve det citat, hr. Jesper Langballe læser op af og kalder for de mest forfærdelige ytringer, at det jo altså er nogle direkte citater fra 12 forfattere. Det er Thomas Boberg, Suzanne Brøgger, Klaus Rifbjerg, Hanne-Vibeke Holst, Carsten Jensen og andre, der har sagt de her ting.
     SF's ledelse og SF er enig i, at den politik, der bliver ført, har haft de skadelige effekter, som står beskrevet i det, de 12 forfattere har skrevet og sagt. Så det er sådan set det, der ligger i de bemærkninger.

Så er det fru Irene Simonsen som ordfører i anden omgang.

Jeg må jo konstatere, at siden jeg var heroppe første gang, er jeg ikke blevet mindre rystet, måske en anelse mere.
     Jeg kan godt høre, hvad fru Anne Baastrup siger. Og jeg vil også gerne høre den imødekommelse, der kommer fra fru Anne Baastrup.
     At hr. Kamal Qureshi bruger en tekst, 12 forfattere har skrevet, skulle jo ikke gøre teksten bedre, for jeg går ud fra, at når hr. Kamal Qureshi giver det her som et betænkningsbidrag, må det være, fordi han også mener det, og at det er hr. Kamal Qureshis ord.
     Og nu kan jeg se, at der nikkes.
     Så er jeg stadig væk tilbage til, at fru Anne Baastrup siger, at det måske er at gå over stregen. Og at hr. Villy Søvndal, der er leder af SF, der i den grad som parti her har været med til at skrive noget, som vi nok må sige vi ikke har været udsat for nogen sinde før i Tinget, som leder blot forsvinder, ikke engang hører efter, hvad jeg forsøger at råbe ham op med på hans plads, men ignorerer og går, det er pinligt. Det var rart at vide, hvor SF så står.
     Nu har vi bedt om at få den her tilbage til udvalget, for vi er nødt til at svare på det her betænkningsbidrag. Det kan ikke stå alene.
     Men nu kan det så blive spændende at vide, og jeg må så bede de medlemmer af SF, der på en eller anden måde tør være her i salen - hvad det handler om, skal jeg ikke kunne udlægge - altså de få, der er tilbage, om at sige, om det så er meningen, at man selv vil skrive et nyt betænkningsbidrag fra SF's side, som gør noget ved det her, at man er gået over stregen. Det kunne være rart at få at vide, i stedet for at man forsvinder, og nu kan jeg konstatere, at der ikke er en eneste SF'er tilbage. Det er dybt pinligt, det her. Det var blot mine sidste ord til det.

Så er det hr. Jesper Langballe for en kort bemærkning til hr. Kamal Qureshi.

Ja, nu ved man efterhånden ikke, om man skal le eller græde. Nu stod hr. Kamal Qureshi sådan lidt smågrædende, bortforklarende og ville undskylde den her gang verbale forurening i en lovbetænkning med, at det var forfatteren Carsten Jensen, der havde skrevet det. Javel, det stiller jo sagen i et helt andet lys.

Der er fru Elsebeth Gerner Nielsen som ordfører i anden omgang.

Det er jo meget godt, at vi kan ende med at diskutere et enkelt betænkningsbidrag frem for at diskutere selve lovforslaget.

     Jeg hæfter mig ved, at ministeren i sit indlæg valgte at tale om integrationskontrakten og formålet med den, og det tror jeg at jeg har forstået.
     Det, jeg ikke har forstået, er hensigten med erklæringen om intergration og aktivt medborgerskab i det danske samfund.
I det øjeblik, man har underskrevet den og så ikke overholder det, der står i den, hvad er det så, sanktionsmulighederne er?

Vi havde også debatten ved førstebehandlingen.
     Det står jo meget klart og tydeligt, at man ikke kan bryde selve erklæringen, for den handler om, at man anerkender, hvad der er de grundlæggende værdier i det danske samfund, hvad der er rettigheder, hvad der er pligter. Og vi bruger jo tit i mange sammenhænge, at man underskriver og dermed også tilkendegiver, at det har man så hermed læst og forstået.
     Hvis man, kan man sige, bryder nogle af tingene, f.eks. ikke overholder dansk lovgivning og begår noget kriminelt, så er det straffelovene, og i andre sammenhænge er det andre ting, der træder ind.
     Men det har aldrig været ment, at man skal kunne straffes for at bryde erklæringen, det kan vi ikke. Det har sådan set heller aldrig været meningen. Men vi vil gerne bede om en underskrift som anerkendelse af og tilkendegivelse af, at man har læst og forstået det her.

Hermed sluttede forhandlingen.

Afstemning

Ændringsforslag nr. 1-4 vedtoges uden afstemning.

Lovforslaget overgik derefter til tredje behandling.

Fjerde næstformand (Niels Helveg Petersen):
Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.