Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

I forbindelse med behandlingen af (L 101) Forslag til Lov om ændring af lov om folkeskolen (Styrket evaluering og anvendelse af nationale test som pædagogisk redskab samt obligatoriske prøver m.v.) har Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 15. marts 2006 stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 34:

”Vil ministeren uddybe sin besvarelse af spørgsmål 7, hvor det fremgår, at der vil blive udarbejdet en præstationsprofil og landsgennemsnittet beregnet på baggrund heraf, når det af lovforslaget fremgår, at der bliver udarbejdet et landsresultat, hvorfor kalder ministeren det nu et landsgennemsnit, og vil landsgennemsnittet blive udformet som en karakter?”

 

Svar:

Det fremgår af lovforslag nr. L 170, § 13 a, stk. 1, som affattet ved § 1, nr. 5, at:

 ”Undervisningsministeren offentliggør på baggrund af de afholdte test, jf. § 13, stk. 3, hvert år landsresultaterne.”

 

Det følger af bemærkningerne hertil, at det er hensigten hvert år at offentliggøre en national præstationsprofil på baggrund af de afholdte test. Præstationsprofilen skal vise, hvordan eleverne på landsplan - i de forskellige fag og på de forskellige klassetrin - fordeler sig inddelt efter relevante resultatkategorier, der hver især beskriver graden af, hvad eleverne har tilegnet sig i forhold til de aktuelle trinmål. Elevernes testresultater vil blive indplaceret i intervaller, og det er på baggrund heraf, at præstationsprofilen vil blive udarbejdet. Derudover offentliggør undervisningsministeren landsgennemsnittene for de testresultater, der ligger til grund for den nationale præstationsprofil.

 

Landsresultaterne af testene offentliggøres således efter forslaget i form af dels en præstationsprofil, dels landsgennemsnit af testresultaterne.

 

Den detaljerede udformning af præstationsprofilen vil først kunne udformes efter indgåelse af kontrakt med en tjenesteyder i forlængelse af det verserende udbud af ”Fremme af evalueringskulturen i folkeskolen”.

 

Det fremgår af kravspecifikationen (som er tilgængelig på adressen http://us.uvm.dk/grundskole/folkeskolen/udvikling/documents/Bilag_2_Kravspecifikation.pdf), at tjenesteyder på anmodning skal rådgive Undervisningsministeriet om udformning af en national præstationsprofil med udgangspunkt i testenes resultater, at tjenesteyder skal komme med et forslag til en eller flere fordelinger af resultaterne for hver it-baseret test, samt at den nationale præstationsprofil påregnes udformet og beregnet i samarbejde mellem Undervisningsministeriet (UNI-C) og tjenesteyder efter nærmere aftale. Den nærmere proces og arbejdsdeling skal drøftes i designfasen (det vil sige i perioden fra 1. juli til 1. november 2006).

 

Det fremgår i øvrigt af kravspecifikationen, at den enkelte elevs testresultat skal omsættes til en fordeling med 5 trin, der skal anvendes som grundlag for tilbagemeldingen på testen. Landsgennemsnittet vil blive beregnet på grundlag heraf. De nærmere detaljer forventes drøftet i designfasen.

 

Dette svar fremsendes i 5 eksemplarer.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Bertel Haarder