|
|||||
Christiansborg 1240 København K
|
|
|
500-15
|
Trafikudvalget har i brev af 8. februar 2006 stillet mig følgende spørgsmål 10 vedrørende L 126, som jeg hermed skal besvare.
./.        Svaret vedlægges i 5 eksemplarer.
"Når aktiver og passiver alle andre steder i landet ved amternes nedlæggelse følger med opgaverne til de steder, hvor de går hen, kan ministeren så forklare, hvorfor amtets ejerandel af metroens 3. etape lige netop skal behandles stik modsat, således at aktivet går den ene vej og passivet går den anden vej?"
Indledningsvist kan jeg oplyse, at de generelle principper for overførslen af amtskommunernes aktiver og passiver m.v. i forbindelse med kommunalreformen er fastsat i procedureloven (lov nr. 539 af 24. juni 2005). Det følger ganske rigtigt af procedureloven, at både aktiver og passiver, der udelukkende er knyttet til en opgave, der overføres til en anden myndighed efter lovgivningen vedrørende kommunalreformen, overføres til den pågældende myndighed (det såkaldte opgaveprincip).
Aktiver og passiver, der ikke udelukkende er knyttet til en opgave, der overføres til en anden myndighed ved kommunalreformen, skal efter procedurelovens regler fordeles mellem samtlige de myndigheder, der overtager opgaver fra amtskommunerne. Sådanne aktiver og passiver følges altså ikke nødvendigvis ad til den samme myndighed.
Lovforslaget indebærer en fravigelse af, hvad der ellers ville følge af procedureloven, på det punkt, at amtskommunens ejerandel i Østamagerbaneselskabet I/S og amtskommunens finansieringsforpligtelse over for selskabet (som pr. 1. januar 2007 er opgjort til 55 mio.kr.) ikke skal indgå i delingsforhandlingerne og fordeles efter procedurelovens regler, idet ejerandelen overtages af Ørestadsselskabet I/S, og finansieringsforpligtelsen bortfalder.
Denne løsning er valgt, fordi der med Ørestadsselskabets overtagelse af amtskommunens ejerandel er sikret et klart ejeransvar for metroprojektet på Amager med kun to ejere. Det indebærer efter regeringens vurdering flest fordele for metroprojektet. Regeringen har desuden lagt vægt på, at den gæld, som amtskommunen har optaget til finansiering af sit indskud i Østamagerbaneselskabet I/S, også efter amtskommunens nedlæggelse primært skal placeres hos borgerne i amtet, som ville bære gælden, hvis amtskommunen ikke blev nedlagt.