Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

 

Dato

J.nr.

 

 

:

:

 

 

14. marts 2006  

500-15

 

 

Trafikudvalget har i brev af 6. februar 2006 stillet mig følgende spørgsmål 8 vedrørende L 126, som jeg hermed skal besvare.

./.         Svaret vedlægges i 5 eksemplarer.

Spørgsmål 8:

"Ministeren bedes tilsende udvalget en uddybende redegørelse for, hvorfor Københavns Amt ikke har krav på at få det af amtet ydede indskud tilbagebetalt ved nedlæggelsen af amtet."

Svar:

Det fremgår af Lov om Ørestaden m.v., at Østamagerbaneselskabet I/S kan beslutte at anlægge Østamagerbanen, såfremt Ørestadsselskabet I/S vurderer, at det økonomiske grundlag herfor er til stede, og såfremt Københavns Amtskommune forpligter sig til at finansiere sin andel af anlægsudgifterne, jf. § 5.

Det har således hele tiden været en forudsætning, at Østamagerbanen kun blev opført, hvis Københavns Amtskommune bidrog til finansieringen.

At amtet nu nedlægges ændrer efter min vurdering ikke herpå.

I forbindelse med amtskommunernes nedlæggelse er det generelt sikret ved procedureloven (lov nr. 539 af 24. juni 2006), at amtskommunernes aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte overføres til andre myndigheder m.v. Amtskommunernes ejerandele i selskaber, herunder interessentskaber, vil således blive overført til andre myndigheder m.v.

De generelle regler for overførsel af amtskommunernes aktiver og passiver m.v. indebærer således, at amtskommunerne ikke i forbindelse med nedlæggelsen har krav på tilbagebetaling af indskud i interessentskaber m.v., som amtskommunen deltager i.

Det følger af lovforslaget, at Østamagerbaneselskabet opløses den 1. januar 2007, dvs. samtidigt med amtskommunernes nedlæggelse. Det følger endvidere af lovforslaget, at Østamagerbaneselskabets aktiver og passiver samt rettigheder og pligter med virkning fra 1. januar 2007 overtages af Ørestadsselskabet I/S. Lovforslaget indebærer således – helt i overensstemmelse med de generelle principper for fordelingen af amtskommunernes aktiver og passiver m.v. – at Københavns Amtskommune ikke i forbindelse med opløsningen af Østamagerbaneselskabet I/S har krav på at få amtskommunens indskud i interessentskabet tilbagebetalt.

Spørgsmålet giver mig i øvrigt anledning til at præcisere et enkelt forhold vedrørende lovforslagets afsnit to om de økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige. Baggrunden herfor er, at Østamagerbaneselskabet I/S i februar 2006 har opdateret selskabets likviditetsbudget og at der i forbindelse med beregningen af passagerindtægterne er sket en regnefejl.

Det fremgår af lovforslaget, som er udarbejdet med udgangspunkt i Østamagerbaneselskabets likviditetsbudget fra august 2005, at der opnås en samlet negativ nutidsværdi af amtets ejerandel pr. 1. januar 2007 på ca. 12 til 22 mio. kr., hvis man sammenholder amtets gæld, andel af fremtidige indtægter og reinvesteringer.

På baggrund af den tilrettede beregning af passagerindtægterne, det opdaterede likviditetsbudget og med udgangspunkt i en nutidsværdiberegning af amtets samlede andel af metroen fås nu en nutidsværdi pr. 1. januar 2007 på minus 6 mio. kr. frem til 2030, som er samme periode, som der er regnet med i lovforslaget. Hvis der regnes helt frem til 2052 fås en positiv nutidsværdi på 51 mio. kr.

Hermed er der rettet op på regnefejlen i lovforslaget.

Med udgangspunkt i Østamagerbaneselskabets likviditetsbudget februar 2006 er værdien af amtets ejerandel negativ. Det bemærkes, at Østamagerbaneselskabets likviditetsbudget omfatter årene frem til 2030.

Med venlig hilsen

Flemming Hansen