Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

I forbindelse med behandlingen af (L 170) Forslag til Lov om ændring af lov om folkeskolen (Præcisering af folkeskolens formål, ekstra timer i dansk og historie, elevplaner, offentliggørelse af landsresultater af test, præcisering af det kommunale ansvar samt etablering af nyt råd for evaluering og kvalitetsudvikling af folkeskolen) har Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 25. april 2006 stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 56:

”Fører Undervisningsministeriet nogen form for tilsyn med den praktiske afvikling af danske elevers deltagelse i PISA-undersøgelser og i givet fald hvordan?”

 

Svar:

Undervisningsministeriet fører ikke selv tilsyn med testafviklingen, men påser overholdelsen af den kontrakt, som ministeriet har indgået med et konsortium om varetagelse af opgaven med at gennemføre PISA-undersøgelserne i Danmark.

 

Det omtalte konsortium består af Danmarks Pædagogiske Universitet, Socialforskningsinstituttet (SFI) og Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut. Det er konsortiet, der forestår den praktiske afvikling af de test, der gennemføres ude på de udvalgte skoler.

 

Konkret indebærer dette, at samtlige test gennemføres under opsyn fra ansatte ved SFI. Disse testansvarlige kommer ud på skolerne medbringende de aktuelle testmaterialer og forestår alle praktiske forhold omkring testafviklingen i lokaler, der er reserveret til formålet. Efter endt afvikling tages alle testmaterialer med igen.

 

Det internationale PISA-konsortium under ledelse af the Australian Council for Educational Research, der har det overordnede ansvar for PISA-programmet, herunder for udvikling af testmaterialerne, har udarbejdet særdeles detaljerede retningslinjer bl.a. for, hvordan testafviklingen skal finde sted. Overholdelsen af disse retningslinjer påses i første række af de testansvarlige fra SFI, jf. ovenfor. Dertil kommer, at det internationale konsortium har ansat særlige personer, der har til opgave at aflægge besøg på skolerne for at føre stikprøvevist tilsyn med testafviklingen.

 

Dette svar fremsendes i 5 eksemplarer.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Bertel Haarder