Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

 

 

 

 

 

I forbindelse med behandlingen af (L 170) Forslag til Lov om ændring af lov om folkeskolen (Præcisering af folkeskolens formål, ekstra timer i dansk og historie, elevplaner, offentliggørelse af landsresultater af test, præcisering af det kommunale ansvar samt etablering af nyt råd for evaluering og kvalitetsudvikling af folkeskolen) har Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 27. april 2006 stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 57:

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 27. april 2006 fra Århus Lærerforening, jf. L 170 - bilag 34.”

 

Svar:

Grundlæggende glæder jeg mig over beretningen om, at man i Århus har gode erfaringer med evaluering og kvalitetsudvikling af skolerne.

 

Århus Lærerforening skriver bl.a.: ”Hvis vi bliver pålagt et centralt besluttet dokumentationssystem, får vi særdeles vanskeligt ved også at foretage den lokalt forankrede evaluering. Vi bliver tvunget til at tilrettelægge skolens hverdag ud fra de centrale krav.”

 

Lærerne i Århus Kommunes skoler må tilrettelægge skolens hverdag ud fra de krav, som byrådet stiller, og den lokalt forankrede evaluering skal naturligvis forholde sig til byrådets målsætninger. Men ifølge henvendelsen er det allerede i dag sådan, at den enkelte skoles mål bliver til på baggrund af de krav, der stilles af byrådet.

 

Jeg har i flere af mine svar på Uddannelsesudvalgets spørgsmål betonet den betydelige frihed, der bliver til i den enkelte kommune at udmønte det forslag om kvalitetsrapporter m.v., som er indeholdt i lovforslaget, og hermed muligheden for at indpasse det nuværende kvalitetsarbejde i de kommende rammer.

 

Dette svar fremsendes i 5 eksemplarer.

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder