Kommissær Markos Kyprianou,

Europa-Kommissionen

B-1049 Bruxelles

Belgien

 

 

29. januar 2007

Ref. 05-001501-41

 

 

 

Udtalelse om Kommissionens meddelelse om Fællesskabets indsats vedr. sundhedssektoren.

 

Kære Hr. Kyprianou

 

Folketingets Sundhedsudvalg og Europaudvalg har haft lejlighed til at behandle Kommissionens meddelelse om Fællesskabets indsats vedrørende sundhedssektoren. Sundhedsudvalget behandlede meddelelsen på to møder den 10. og 17. januar 2007, hvorefter et udkast til udtalelse blev sendt i skriftlig høringsproces i udvalget. Udtalelsen blev efterfølgende godkendt af Europaudvalget på et møde den 26. januar 2007.

 

På den baggrund kan Sundhedsudvalget og Europaudvalget afgive følgende udtalelse:

 

Et flertal bestående af partierne V, S, DF, KF, RV og SF udtaler, at man finder det meget vigtigt, at Kommissionen tager initiativ til at få etableret klare retlige rammer for patientmobilitet, så vigtige spørgsmål som, hvornår og med hvilke rettigheder en patient kan blive behandlet i et andet EU-land, bliver fastlagt på en klar og forståelig måde.  Herunder har udvalget navnlig noteret sig væsentligheden af at få taget stilling til bl.a. klageadgang, erstatningsansvar, efterbehandling, videregivelse af oplysninger/tavshedspligt, og hvordan behandlingskapaciteten sikres.

 

Flertallet finder det endvidere positivt, at Kommissionen i sin meddelelse også tager initiativ til at få identificeret områder, hvor en indsats på fællesskabsniveau kan understøtte medlemslandenes egne tiltag på sundhedsområdet.

 

Flertallet vil gerne pege på, at man finder det relevant nærmere at undersøge mulighederne for øget samarbejde mellem medlemslandenes sundhedsvæsener inden for bl.a. følgende områder:

 

Donation – herunder organer og knoglemarv - , sjældne diagnoser, immun defekter, grænseoverskridende smitsomme sygdomme (pandemier og hiv/aids), forebyggelse navnlig inden for livsstilssygdomme fælles for medlemslandene, fælles EU-standarder for sundhedspersonale, etablering af fællesskabs videnscentre  med henblik på vidensdeling til gavn for patientbehandling, patientsikkerhed og forskning m.v.

 

Flertallet skal dog understrege, at man i de samlede afvejninger i forhold til relevante fællesskabsinitiativer naturligvis må inddrage hensynet til medlemslandenes nationale kompetence i forhold til organisation og levering af sundhedsydelser og medicinsk behandling og de fælles grundlæggende principper for medlemslandenes sundhedssystemer om universalitet, lige adgang og solidaritet. 

 

Et mindretal (EL) understreger, at sundhedsydelser og medicinsk behandling er underlagt de enkelte medlemslandes egen kompetence. Kommissionen bør derfor ikke spille nogen selvstændig rolle på disse områder. Enhedslistens modsætter sig, at Kommissionen forsøger at etablere en platform for EU-ageren på dette område. Kommissionen skal begrænse sig til at inddrage sundhedsaspektet på de områder, hvor Kommissionen i forvejen har kompetence. Enhedslisten ser ikke nogen grund til, at man begrænser internationalt samarbejde til EU’s medlemslande. Der bør etableres et øget samarbejde med alle lande, hvor det er relevant.  

 

Sundhedsudvalget har i forbindelse med behandlingen af meddelelsen bedt indenrigs- og sundhedsministeren om at oversende høringssvarene fra ministeriets interne danske høring og et notat, der bl.a. redegør for ministerens kommentar til høringssvarene, og hvilke forslag/initiativer ministeren vil kunne bakke op om. Udvalget har modtaget høringssvarene, men da regeringen på tidspunktet for udvalgets behandling af meddelelsen endnu ikke havde fastlagt sin holdning, har regeringens holdning og anbefalinger af forslag og initiativer ikke kunnet indgå i udvalgets overvejelser i forbindelse med afgivelse af nærværende udtalelse.

 

Når disse oplysninger er modtaget i Sundhedsudvalget, forventes det at udvalget vil sætte meddelelsen til fornyet drøftelse med henblik på vurdering af, om det giver anledning til tilføjelser fra udvalgets side.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Birthe Skaarup                                                              Elisabeth Arnold

Formand for Folketingets Sundhedsudvalg               Formand for Folketingets Europaudvalg