MILJØstyrelsen                                                                                    2. marts 2007   

Pesticider                                                                                              J. nr. DEP-243-00013

 

 

GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG

 

Forslag til Kommissionens beslutning om ikke-optagelse af aktivstoffet guazatin triacetat på bilag I til direktiv 98/8/EC om biocidmidler.

 

1. Status

Foreløbigt forslag til Kommissionsbeslutning “Draft Commission Decision of […] concerning the non-inclusion of guazatine triacetate in Annex I, IA or IB to Directive 98/8/EC” er fremsendt til medlemsstaterne.

 

Forslaget har hjemmel i direktiv 98/8/EC om biocidmidler.

 

Forslaget forventes at komme til afstemning i det stående udvalg for biocidholdige produkter den 16. marts 2007. De skal behandles efter forskriftsprocedure (1999/468/EF, art. 5).

 

Hvis der er kvalificeret flertal for forslaget, udsteder Kommissionen beslutningen. Opnås der ikke kvalificeret flertal, forelægger Kommissionen sagen for Rådet, og underretter samtidig Europa Parlamentet. Rådet kan med kvalificeret flertal vedtage forslaget uændret eller udtale sig mod det. Hvis der er kvalificeret flertal imod forslaget, skal Kommissionen behandle sagen på ny. Handler Rådet ikke inden en frist på højst tre måneder, kan Kommissionen udstede beslutningen.

 

Da guazatin triacetat har været på markedet i EU før den 14. maj 2000, er baggrunden for forslaget direktivets artikel 16, stk. 2, hvorefter alle aktivstoffer, der var på markedet i EU før den 14. maj 2000, skal vurderes.

2. Formål og indhold

Det foreløbige forslag drejer sig om beslutning om ikke-optagelse af aktivstoffet guazatin triacetat på bilag I (positivlisten) til direktiv 98/8/EC om biocidmidler for så vidt angår anvendelse som aktivstof i træbeskyttelsesmidler.

 

Stoffet er blevet vurderet af en medlemsstat, og vurderingen er derefter behandlet i arbejdsgrupper under Kommissionen, hvor alle EU-landes biocidmyndigheder har deltaget. Denne vurdering har resulteret i ovennævnte forslag, der har til hovedformål at ikke-optage aktivstoffet på bilag I til direktiv 98/8/EC til produkttype 8 (træbeskyttelsesmidler).

 

Udkastet til den vurderingsrapport, som er knyttet til forslaget, konkluderer, at der ikke er vist sikker anvendelse for biocidmidler med guazatin triacetat for så vidt angår anvendelsesområdet træbeskyttelse. Der er hverken vist sikker anvendelse for vandmiljøet eller jordmiljøet.

Ifølge forslaget og den procedure, der er vedtaget i 2. revurderingsforordning under biociddirektivet, pålægges medlemsstaterne at sikre, at biocidmidler, der indeholder guazatin triacetat som aktivt stof, ikke længere sælges eller anvendes på deres område for så vidt angår det vurderede anvendelsesområde. Medlemsstaterne skal give en frist for afvikling af salg og anvendelse, der ikke er længere end 12 måneder efter beslutningens ikrafttræden. 

3. Nærhedsprincippet

Kommissionen har ikke redegjort for nærhedsprincippet. Der er tale om en gennemførelsesforanstaltning af en allerede vedtaget rådsretsakt, hvorfor Regeringen vurderer, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

 4. Konsekvenser for Danmark

Lovgivningsmæssige konsekvenser:

Hvis forslaget bliver vedtaget, vil stoffet skulle optages på et bilag til bekendtgørelse nr. 533 om bekæmpelsesmidler over aktivstoffer, for hvilke der er vedtaget en kommissionsbeslutning om ikke-optagelse på bilag I, IA eller IB til biociddirektivet.

 

Der er ikke godkendt eller ansøgt om godkendelse af midler med guazatin triacetat i Danmark.

 

Økonomiske og administrative konsekvenser:

Det vurderes, at forslaget højst har marginale økonomiske konsekvenser for erhvervslivet, da der ikke er godkendt produkter med guazatin triacetat i Danmark. Det anvendelsesområde som forslaget vedrører (produkttype 8 – træbeskyttelsesmidler) omfatter dog også visse anvendelser inden for træbeskyttelse, som ikke er med i den danske nationale godkendelsesordning. Det kan således ikke udelukkes, at der findes midler i Danmark med guazin triacetat uden for det traditionelt godkendelsespligtige område for træbeskyttelsesmidler. Men der findes ikke oplysninger herom i Produktregisteret, så Miljøstyrelsen vurderer, at forslaget heller ikke for så vidt angår disse anvendelser vil berøre danske producenter eller importører nævneværdigt.

 

Der er kun marginale administrative konsekvenser for staten.

 

Beskyttelsesniveau:

Det vurderes, at forslaget har en positiv indflydelse på beskyttelsesniveauet i Danmark. 

5. Høring

Rammenotat om forslaget har været i høring i EU-Specialudvalget vedrørende miljøspørgsmål i februar 2007, hvor der er kommet følgende høringssvar:

 

Dansk Industri har ingen bemærkninger til rammenotatet.

 

Forbrugerrådet oplyser, at man af ressourcemæssige årsager ikke har mulighed for at forholde sig til forslaget, og Forbrugerrådet kan således ikke tages til indtægt for at støtte forslaget eller for det modsatte.

 

Fælles Fagligt Forbund kan støtte indstillingen om ikke-optagelse af guazatin triacetat på bilag I.

 

Dansk Vand- og Spildevandsforening (DANVA) kan tilslutte sig indstillingen om ikke-optagelse af guazatin triacetat, idet det er foreningens holdning, at miljøskadelige og grundvandstruende midler ikke skal kunne markedsføres.

6. Forhandlingssituation

Forslaget forventes vedtaget med kvalificeret flertal.

7. Dansk holdning

Danmark støtter, at guazatin triacetat ikke-optages på bilag I, IA eller IB til biociddirektivet, da der ikke er vist sikker anvendelse af stoffet i EU.