Beretning afgivet af Europaudvalget den 24. december 2007

Udkast til

Beretning

om

retsgarantier i relation til EU’s terrorlister

 

Den 27. december 2001 fastlagde Rådet en fælles holdning om regler for EU’s terrorlister. Danmark tilsluttede sig, efter at der den 16. november var givet mandat i Europaudvalget. På en sådan terrorliste blev den iranske gruppe Folkets Mujahedin (OMPI/MKO) optaget. Proceduren for optagelse/sletning af EU’s terrorlister er enstemmige beslutninger i EU’s Clearing House, hvor medlemsstaternes efterretningstjenester er repræsenteret. Listerne underkastes en kritisk revision hvert halve år. Virkningen af optagelse på listen kan bl.a. være indefrysning af organisationens/individets økonomiske midler. Alle beslutninger i Clearing House er omgærdet med fortrolighed, og Europaudvalget får i konsekvens heraf ikke forelagt listerne.

Den 12. december 2006 annullerede EF-Domstolen ved en kendelse i Retten i Første Instans den trufne beslutning om optagelse af MKO/OMPI på terrorlisten. Ifølge kendelsen var der ikke meddelt tilstrækkelig begrundelse, og MKO/OMPI havde ikke haft mulighed for at udtale sig. Rådets juridiske tjeneste udlagde kendelsen som en forpligtelse for Rådet til at opfylde de processuelle mangler (utilstrækkelig begrundelse og manglende begrundelse) i relation til MKO/OMPI og indledte derfor ved rådsbeslutning den 30. januar (som A-punkt ved et Økofin-møde) en 1 måneds høring af MKO/OMPI med henblik på en endelig afgørelse af sagen ved udgangen af marts måned 2007. Rådets juridiske tjeneste mente ikke, at kendelsen anfægtede terrorbeslutningens materielle indhold endsige det aktuelle retsgrundlag (Rådsbeslutning 2006/379/EC) for fastholdelse af MKO/OMPI på EU’s terrorliste.

Samtidig med den fornyede beslutning om MKO/OMPI’s stilling har Rådet besluttet at drøfte eventuelle ændringer i procedurerne for optagelse/sletning i relation til EU’s terrorlister.

Europaudvalget blev ikke inddraget efter dommen den 12. december 2006. Udlægningen af dommen og fastlæggelsen af den videre procedure (som det skete som et A-punkt på Økofin-mødet den 30. januar 2007) blev afgjort uden forelæggelse for udvalget, og det til trods for at den valgte udlægning og procedure i høj grad kan give anledning til diskussion.

Europaudvalget ønsker at understrege, at den fælles indsats for forebyggelse og bekæmpelse af terrorisme er en væsentlig opgave for samarbejdet i EU. Et flertal i udvalget står derfor ved sin støtte til udarbejdelse af terrorlister på EU-niveau. Samtidig ønsker udvalget at betone, at kampen mod terror sker for at beskytte det frie, åbne og demokratiske samfund. Derfor er det for udvalget helt afgørende, at demokratiske garantier ikke tilsidesættes i denne indsats.

Europaudvalget ønsker at blive tidligt inddraget i drøftelsen af, hvordan EU kan styrke retsgarantierne i Clearing House procedurerne. Efterretningstjenesterne skal selvsagt fortsat spille en central rolle, og arbejdet må nødvendigvis ske i fortrolighed, men der trænges til en uafhængig instans, der kan have indseende med Clearing House, og som kan behandle klagemål for dem, der føler sig uretfærdigt optaget på listerne.

Hvad angår den konkrete sag, ønsker Europaudvalget at udtrykke kritik af den manglende inddragelse af udvalget efter dommen den 12. december 2006. Det burde være åbenbart, at denne sag har så vigtige principielle aspekter, at det ønskede samråd burde have været afholdt tidligere. Derfor er udvalget tilfreds med, at ministeren over for udvalget har beklaget dette.

Europaudvalget ønsker fortsat ikke at være part i konkrete terrorsagers afgørelse, men udvalget ønsker at styrke retsgarantierne i sagernes behandling, og udvalget må tage afstand fra ethvert tilløb til at afgøre konkrete sager ud fra EU’s almene udenrigspolitiske interesser. Optagelse og sletning af EU’s terrorlister må alene ske ud fra ønsket om at registrere organisationer/personer, hvor der foreligger begrundet mistanke om terrorvirksomhed.

P.u.v.
Elisabeth Arnold
Formand for Europaudvalget