Orientering til Folketingets Europaudvalg om forventninger på uddannelses- og ungdomsområdet til det portugisiske EU formandskab
Portugal vil forsætte den rullende dagsorden og specielt styrke livslang læring i regi af Lissabon strategien - med særlig fokus på kvalitet og lighed. De vil påbegynde forberedelsen af den nye Lissabon cyklus. I denne sammenhæng vil Kommissionen i oktober præsentere et Lissabon visionspapir, som dækker alle Lissabon områder inklusiv uddannelse.
Formandskabet vil derudover fokusere på arbejdsprogrammet for Uddannelse og Erhvervsuddannelse 2010 samt bedre og mere effektiv brug af den åbne koordinationsmetode.
Følgende konkrete områder forventes at blive taget op:
· En videreførelse af Erasmus Mundus programmet: Kommissionen har vedtaget nyt forslag, og der forventes en generel enighed i Rådet i november samt en vedtagelse i starten af 2008. De egentlige forhandlinger starter i september, men der forventes bred opbakning til forslaget.
· European Institute of Technology: Formandskabet forventer, at der tages en beslutning om EIT inden årets udgang – dette sker dog i regi af Konkurrencerådet og er ressortmæssigt primært knyttet til Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling.
· Adgang til videregående uddannelser: På Rådsmødet i maj rejste Østrig spørgsmålet om adgang til videregående uddannelser (mange tyske lægestuderende i Østrig). Formandskabet forsøger nu at afdække problemets omfang i EU, og har efterspurgt input andre lande, som måtte have problemer.
· Modernisering af universiteterne: Formandskabet vil sætte fokus på vidensbaserede universiteter, nye partnerskaber og finansiering. Disse emner vil blive diskuteret på en konference 6-7. november i Lissabon. Formandskabet forventer, at der vedtages en resolution på Rådsmødet i november. Dette vil ligeledes ske i Konkurrencerådet.
· Den sociale dimension ved Erasmusprogrammet: Formandskabet – støttet af Kommissionen – ønsker at udvikle Erasmus stipendier, som kan sikre, at socialt dårligt stillede også kan benytte sig af programmet. Finansieringen skal ske via nationale offentlige og private midler. De afholder seminar 4. - 5. oktober i Lissabon, og emnet skal diskuteres blandt ministre på Rådsmødet i november. Med initiativerne ønsker man at fremme et image af Erasmus som et tilbud til alle studerende.
· Endelig bliver den ventede Meddelelse om uddannelse og innovation ikke klar under portugisisk Formandskab.
En tynd dagsorden, hvor vigtigste substanspunkt er vedtagelsen af resolution om unges frivillige aktiviteter. Formandskabet afventer Kommissionens kommende statusrapport (som er baseret på rapporter fra medlemsstaterne), inden de kan fremlægge et resolutionsudkast. Kommissionens rapport forventes i starten af september.
Et andet muligt portugisisk emne er unge og entreprenørskab. Formandskabet har ikke lagt sig fast på indholdet eller muligt output (f.eks. rådskonklusioner eller -resolution).
Derudover vil Formandskabet arbejde med de fremtidige perspektiver for ungdomsarbejdet: Der skal ske en revision af ungdomspolitiske initiativer på europæisk niveau i 2009, og Formandskabet vil påbegynde dette arbejde.