MILJØstyrelsen

Kemikalier

Departementet

EU-koordination

TVN/DOBLE/BXJ

J.nr. DEP

21. september 2007

 

 

GRUNDNOTAT til FOLKETINGETS EUROPAUDVALG

 

Forslag til Kommissionens beslutning om tilpasning til den tekniske udvikling af bilaget til Europa-Parlamentets og RÃ¥dets direktiv 2002/95/EF om undtagelse for anvendelser af bly og cadmium.

Resume:

Med tilpasningen forslås det at der indføres undtagelser fra forbuddet mod anvendelsen af cadmium, bly og blyoxid til tre forskellige specificerede formål. Cadmium tillades i loddelegeringer til komponenter i til højtydende højtalere, der primært anvendes til professionelt brug ved koncerter. Bly tillades i glas til lodning af kviksølvfrie flade lysstofrør. Flade lysstofrør anvendes f.eks. i fladskærme, designbelysning og industribelysning. Blyoxid anvendes i forseglingsfritte til vinduer i argon- og kryptonlaserrør, da der ikke findes andre alternativer. Undtagelserne skal revideres efter 4 år.

 

Forslaget forventes ikke at have væsentlige statsfinansieret økonomiske konsekvenser.

 

I forhold til de gældende regler i RoHS direktivet, er der tale om en mindre svækkelse af miljøbeskyttelsesniveauet for cadmium i højtalere og blyoxid i lasere. For bly i faldskærme drejer det sig om substitution af kviksølv og der er derfor tale om en mindre forbedring af miljøbeskyttelsen. Samtlige produkter er omfattet af affaldsreglerne for elektronik og vil derfor blive opsamlet og behandlet.

 

1. Status

Kommissionen sendte den 3. september ovennævnte forslag til medlemslandene.

 

Forslaget har hjemmel i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/95/EØF om begrænsning af anvendelsen af visse farlige stoffer i elektrisk og elektronisk udstyr (RoHS-direktivet).

 

Der skal stemmes om forslaget ved forskriftskomitéprocedure (1999/468/EF art.5), idet forslaget er sendt i skriftlig afstemning med frist den 3. oktober 2007. Hvis der er kvalificeret flertal, udsteder Kommissionen direktivet. Opnås der ikke kvalificeret flertal, forelægger Kommissionen sagen for Rådet og underretter samtidig Europa-Parlamentet. Rådet kan med kvalificeret flertal vedtage forslaget uændret eller udtale sig mod det. Hvis der er kvalificeret flertal imod forslaget, skal Kommissionen behandle sagen på ny. Handler Rådet ikke inden en frist på højst tre måneder, kan Kommissionen udstede direktivet.

 

Folketingets Europaudvalg og Folketingets Miljøudvalg har ikke fået oversendt grundnotat om forslagene.

 

2. Formål og indhold

Formålet med forslaget er, at gennemføre tre undtagelser til forbuddene i RoHS-direktivet for tre anvendelser af cadmium, bly og blyoxid, hvor der ikke findes mindre farlige alternativer.

 

Med undtagelsen foreslås det, at forbuddet mod anvendelsen af cadmium, bly og blyoxid til tre forskellige specificerede formål ophæves:

 

1. cadmium tillades i loddelegeringer til komponenter i til højtydende højtalere, der primært anvendes til professionelt brug ved koncerter. Begrundelsen er, at det ikke er lykkedes at udvikle anvendelige alternativer. For alternative loddelegeringer optræder der uønskede toner. Desuden smelter de ved høje temperaturer, som højtalerne normalt skal kunne klare.

 

2. bly tillades i glas til lodning af kviksølvfrie flade lysstofrør. Flade lysstofrør anvendes f.eks.  i fladskærme, designbelysning og industribelysning. Der er tale om en miljøteknologisk udvikling. Det er i første omgang lykkedes at fremstille et kviksølvfrit produkt, hvor kviksølvet er substitueret med bly. Kommissionen vurderer, at det vil tage minimum yderligere to år, at udvikle flade lysstofrør uden bly.

 

3. blyoxid anvendes i forseglingsfritte til vinduer i argon- og kryptonlaserrør. Efter flere års forskning ikke er lykkedes at finde alternativer. Laserne anvendes hovedsageligt inden medicinsk udstyr, der er undtaget RoHS. Med den forslåede undtagelse kan de også anvendes til andre formål, f.eks. forskning.

 

Ifølge gældende regler skal undtagelserne revideres efter 4 år.

 

3. Nærhedsprincippet

Da formålet med forslagene er at udmønte EU reguleringsbeføjelser i allerede gældende fællesskabsregulering, finder Regeringen, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

 

4. Konsekvenser for Danmark

Lovgivningsmæssige konsekvenser:

Det er Miljøstyrelsens vurdering, at beslutningsforslaget, i lighed med tidligere beslutninger om specifikke undtagelser fra forbuddet i RoHS-direktivet, bedst kan gennemføres i Danmark ved udstedelse af en bekendtgørelse. Der er ikke fastsat en frist for gennemførelsen af beslutningen, men den vil blive gennemført hurtigst muligt efter offentliggørelsen i EU-Tidende.

 

Økonomiske og administrative konsekvenser:

Forslaget forventes ikke at have væsentlige statsfinansielle økonomiske konsekvenser, da forslaget primært er rettet mod helt specifikke anvendelser af bly og cadmium i særlige komponenter til elektrisk og elektronisk udstyr, og det forventes derfor kun at berøre få danske virksomheder.

 

Beskyttelsesniveau:

I forhold til de gældende regler i RoHS direktivet, som har haft virkning fra 1. juli 2006, er der tale om en mindre svækkelse af miljøbeskyttelsesniveauet for cadmium i højtalere og blyoxid i lasere. For bly i fladskærme drejer det sig om substitution af kviksølv og der er derfor tale om en mindre forbedring af miljøbeskyttelsen.

 

Samtlige produkter er omfattet af affaldsreglerne for elektronik og vil derfor blive opsamlet og behandlet. Hertil kommer, at Kommissionen efter de gældende regler skal revidere undtagelsen inden 4 år.

 

5. Høring

Forslaget har ikke været sendt i almindelig høring. Forslaget har været forelagt Miljøspecialudvalget, hvor der er indkommet ét høringssvar.

 

3F støtter den foreslåede danske indstilling.

 

6. Forhandlingssituationen

Forslaget har ikke tidligere være drøftet i Kommissionens arbejdsgruppe for elektrisk og elektronisk udstyr.

 

På grundlag af tidligere uformelle tilkendegivelser må det imidlertid forventes, at der vil være et kvalificeret flertal for forslaget.

 

7. Dansk holdning

Danmark kan støtte de 3 foreslåede undtagelser for bly og cadmium.

 

Miljøstyrelsen har tidligere uformelt tilkendegivet, at det bør sikres, at de foreslåede undtagelser fra forbuddene formuleres så præcist som muligt idet det generelt bør sikres, at undtagelser til forbuddene bliver så begrænsede som muligt. Det vurderes, at undtagelserne er veldokumenterede, og det gør sig ligeledes gældende, at det forventede forbrug af bly og cadmium som følge af undtagelserne generelt vil være meget lavt.

 

Samlet set, vil Danmark derfor kunne støtte forslaget. Det skal i den forbindelse bemærkes, at da der er tale om et samlet forslag, er der ikke mulighed for, at Danmark alene stemmer for dele af forslaget.