Dato:            25. september 2007

Kontor:         LMK

J.nr.:             2007-1322-38

Sagsbeh.:   pbr

SUM nr.        0578


 

 

Notat til Folketingets Europaudvalg om Kommissionens forslag til kommissionsforordning om fastsættelse af grænseværdier for rester af det veterinære lægemiddelstof Firocoxib i levnedsmidler

./.                Ovennævnte forslag er beskrevet i vedlagte grundnotat.

Kommissionen har oplyst, at forslaget vil blive sat til afstemning på mødet i forskriftskomitéen den 29. september 2007.

En vedtagelse af forslaget indebærer, at der fastsættes bindende grænseværdier for stoffet Firocoxib. Dette indebærer, at stoffet vil kunne indgå i veterinære lægemidler til behandling af levnedsmiddelproducerende dyr, og at medlemsstaterne ikke kan forhindre salg af animalske levnedsmidler, der overholder den for det pågældende stof fastsatte grænseværdi.

Efter forordning (EØF) nr. 2377/90 skal Kommissionen vedtage bindende grænseværdier for samtlige lægemiddelstoffer, der indgår i veterinære lægemidler.

En vedtagelse af Kommissionens forslag vil efter Lægemiddelstyrelsens og Fødevarestyrelsens opfattelse sikre, at kød fra dyr behandlet med det pågældende stof ikke frembyder sundhedsrisiko for mennesker. I den sammenhæng vil en vedtagelse af Kommissionens forslag indebære en forbedring af sundhedsbeskyttelsesniveauet i Danmark.

Regeringen kan på denne baggrund støtte Kommissionens forslag.